Hyldest til det amerikanske køkken

Hyldest til det amerikanske køkken

I har nok allerede fornemmet, at jeg har en forkærlighed for USA. Ikke for Donald Trump men for amerikanerne, indianerne og landet USA.  Og det her er en lille hyldest til det amerikanske køkken.

Jeg fik nemlig en amerikansk kogebog af min søster i julegave – det var en slags amerikansk udgave af Frk Jensens Kogebog. Den var flot men uden billeder, så jeg byttede den faktisk (undskyld Tine-pige!) til en anden amerikansk kogebog skrevet af den danske kok Birgitte Kampmann. Hun har arbejdet 25år med det amerikanske køkken – bla. på den amerikanske ambassade i Danmark.

Vi har spist de skønneste amerikanske retter, lige siden bogen havnede i vores køkken. Morgen, middag og aften. Senest i går, hvor den stod på ægte Lady og Vagabonden middag med spaghetti & meatballs lavet helt fra bunden. Jeg følte mig virkelig hensat til Brooklyn og en rigtig italiensk-amerikansk familiemiddag. Og min ældste har nu proklameret, at vi fremover skal have retten hver mandag: Meatball Monday!

Når man har drenge som jeg, så er amerikansk mad ekstra cool! Og nej, det er ikke burgere, pizza, kentuckey fried chicken og pancakes det hele. Faktisk meget langt fra. Det er en bred palette af sunde, smagfulde retter, der repræsenter de mange kulturer og køkkener, som USA består af. Man kan altid diskutere størrelsen på retterne, men det er tilladt at levne eller bare lave lidt mindre portioner.

Forleden stod den f.eks på Reuben sandwich herhjemme. Lækker deli mad i bedste ‘farmor stil’ med smørristet surdejsbrød, sauerkraut  (købt hos min etniske grønthandler)og tyndskåret oksekød. Drengemad – men også delikat for mor!

Da vi i december var i USA for at møde Claus Meyer (du kan læse interviewet her på bloggen og se interviewet på You Tube), fortalte han, at én af hans ambitioner var, at gøre det skandinaviske køkken berømt i udlandet på linje med det franske og italienske. Jeg synes ærlig talt, at amerikanerne fortjener credit for, at de faktisk har et spændene omend traditionelt køkken.

Som sagt kastede jeg mig ud i Reuben Sandwich forleden. En rigtig klassiker, som jeg selv har smagt i New York, og som min ældste fik engang i Stillehavsbyen Carmel på Highway 1. (Ja, der hvor Clint Eastwood var borgmester for år tilbage).

Her er opskriften tyvstjålet fra kogebogen. Enjoy your meal – som de siger over there.

3 personer (1 sandwich til hver):

6 skiver godt surdejs brød

6 spsk drænet sauerkraut på glas

Russisk dressing (se opskrift)

3 skiver cheddar eller emmentahler ost

Smør til stegning

Oksepastrami i tynde skiver (jeg fandt det i Netto på pålægshylden)

Russisk dressing.:

200 gr mayonnaise

1/2 dl Ketchup

1/2 tsk Paprika

1 tsk Citronsaft

1spsk finthakket Persille

4 dråber Worchestersauce

1spsk finthakket løg

Smør brødskiverne m smør og brun dem forsigtigt på en kold pande m smørsiden ned. Byg sandwichen lag for lag, mens den steger. Først et lag DRESSING. Så et et lag SAUERKRAUT. En skive OST og 4-5 tynde skiver OKSEPASTRAMI. Smør de 3 andre brødskive brød m dressingen og læg dem ovenpå kødet med dressingsiden ned. Tryk sandwichen m en paletkniv. Vend den og brun den på den anden side.

Server den overskåret direkte fra panden. Måske med lidt syltede agurker og ruccola salat til.

Ummmmmmmmm.

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

2 kommentarer

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her