Mine søvnløse nætter er vendt tilbage. Fredag vendte op og ned på den ro, jeg havde fået i maven over min beslutning om at droppe min opslidende retssag mod mediekoncernen ALLER og folkene bag Se & Hør og den famøse kreditkortsag. Men det bliver dyrt at få ro. Meget dyrt.

Lige nu sidder jeg bare og ryster stille på hovedet og tænker: Tja, retfærdighed og rimelighed findes åbenbart ikke – heller ikke i en retsstat som vores.

Mange af jer kom med gode, konstruktive råd efter mit indlæg for nylig om sagen. Her spurgte jeg mig selv, om jeg ville have RET eller RO efter mange års juridiske slagsmål mod  Se & Hør. Du kan evt. læse indlægget her.

Jeg spurgte mig selv, om retfærdighed ikke VAR sket fyldest. ALLER, flere chefredaktører og journalister fra Se & Hør og den betroede mand i NETs (ham der i flere år tjente penge på at snage i og lække kendte menneskers kreditkort oplysninger til ugebladet) var jo dømt skyldige og havde fået både fængsel og bødestraf på 10 millioner kroner.

Var det så ikke nok? Og ville jeg ikke hellere have ro – end et muligt økonomisk plaster på såret?

Jo – mente de fleste af jer. Jo mente de fleste af mine venner og familie. Og min coach, som netop nu hjælper mig med at lære at fokuserer på de rigtige ting i livet, gik så langt og sagde: Slip det og tilgiv. Jeg besluttede derfor at droppe sagen. Jeg skrev til min advokat efter påske og følte mig lettet. Utrolig lettet.

Ikke mere ondt i maven over at tænke på erstatningssagen, og hvad udfaldet måtte blive af den. Ikke flere søvnløse nætter. Ikke mere dårlig energi. Ikke flere bekymringer om de historier og billeder, der igen-igen risikerer at rulles ud i pressen, når sagen kommer for retten til efteråret. Og ikke flere bekymringer om risikoen for en regning på flere hundrede tusinde kroner. Sådan som det gik politikeren Morten Helveg, da han krævede erstatning for, at Se & Hør havde snaget i hans kreditkort. Og TABTE.

Tilbage ville kun være sagsomkostninger til min egen advokat – troede jeg. For fredag kom overraskelsen:

ALLER-koncernen og Nets-kilden (altså manden der tjente penge på at sælge vores kortoplysninger) forlanger, at jeg betaler deres sagsomkostninger, hvis jeg dropper sagen! De øvrige ved jeg ikke endeligt endnu.

Og selvom jeg har min retshjælpsforsikring – så betaler man altid en selvrisiko. Min er 10% af det samlede beløb. Det betyder, at min regning for at få RO og kunne lægge sagen bag mig kan blive op mod 13.000 kroner eller mere. Det afhænger helt af, hvor meget en dommer afgør, at jeg skal betale.

Tilbage står jeg med alt andet end ro og en ualmindelig underlig smag i munden. Og jeg står med følelsen af, at retfærdighed er en by i Rusland og rimelighed et ord, der findes i ordbogen og ikke i virkeligheden.

For virkeligheden er:

– At Aller-koncernen har fået og betalt en bøde på 10 millioner kroner til statskassen.

-At flere redaktører, journalister og manden, der solgte kreditkort oplysningerne, har fået ubetingede straffe.

Hvorfor: Fordi de er skyldige og har forbrudt sig mod loven ved gentagne gange over flere år at hacke sig ind og snage i mit og andres kreditkort.

Jeg vidnede som en af de få under den famøse retssag, hvor de blev dømt. Og jeg ender nu med at skulle betale en større regning – og tilmed stå som ’taber’! Kun statskassen står tilbage som den store vinder.

Jeg skriver ikke for at ynkes. Jeg skriver, fordi jeg undres, og fordi jeg bliver bekymret på andre menneskers vegne, som er dårligere stillet end jeg, og som ufrivilligt bliver del af en retssag.

Og så spørger jeg mig selv: Får jeg mon nogensinde ro, før jeg har ført sagen helt til ende?