Corona har lagt sig som en tung dyne over os. Vi er godt på vej ind i den mørke tid. Vores sociale liv er i den grad amputeret. Vi må kun ses i små grupper. Julefrokoster er aflyst. Mange er sendt på distancearbejde og arbejder igen hjemmefra. Vi har prøvet det før – men puha, det kan være svært at holde humøret oppe. Men sådan kommer vi godt gennem coronavinteren!
Vi er mentalt trætte
De fleste af os klarede os fint igennem forårets corona. Det er anderledes nu – mange er ’mentalt slidte’, som jeg læste en psykolog sige i min morgenavis i går. Mennesker er ’flokdyr’, og udsigten til, at vi skal isolere os – ovenikøbet uden vi aner, hvornår det slutter, føles uoverskueligt.
Som en anden psykolog Jill Byrnit sagde i min avis: ’Vi er trætte af at savne livet, vi havde, og vi ønsker os, at vi igen kan kramme, feste, synge og ses uden konstant skulle tænke på smittefare og at spritte af.. Det, regeringen beder os om, er ikke socialt naturligt. Og der er en grund til, at man ikke må isolere folk i længere tid’.
Der er altså naturligt, når vi føler os lidt trætte i koderne og opgivende. Men vi SKAL igennem! Derfor har jeg samlet nogle de ting, jeg SELV prøver at fokusere på og gøre. Og jeg håber, at I vil byde ind med Jeres tanker og gode ideer.
7 ideer til coronavinteren
1.Lækker mad hver dag
Jeg elsker at lave lækker mad – også til mig selv. Skru op for selvforkælelsen. Lav lækker mad og gør noget ud af maden hver dag. Der findes masser af inspirerende sider på nettet. Eller køb nogle lækre kogebøger, der kan inspirere.
2.Mindfulness
Mindfulss er et godt værktøj til at finde indre ro og balance. Jeg bruger det selv af og til men kunne godt tænke mig, at komme i gang for alvor. Min coach Charlotte Mandrup har netop lagt et fantastisk tilbud ud til alle, der har lyst.
Hun tilbyder et gratis forløb i 2 uger MINDFULNESS mod CORONA fra den 2.-13.november alle hverdage kl. 8.00. Du skal bare klikke her.
3.Hyg dig med gode bøger
Jeg er bagud med min læsning. Jeg nåede ikke de bøger, jeg plejer i sommer. Så nu skal det være. Jeg har et hav liggende. Et par forslag fra mig til dig er disse 5:
Tre Kvinder, af Lisa Taddeo
Yngre med årene, af Bente Klarlund
Løbeklubben i Sahara, af Lotte Garbers
Sort Perle, af Liza Marklund
Damer, af Mikkel Jønsson
4.Kom i form under corona og træn derhjemme!
Jeg har siden corona lagde os ned i marts måned trænet hjemme 2 gange om ugen. Træningerne foregår LIVE på Instagram hver tirsdag og torsdag kl. 7.30.-8.15. Det er gratis at være med, og træningerne ligger tilgængelige på min Instagram profil bagefter. Så kan du træne, når det passer dig. Du finder min Instagram profil nederst på denne siden eller ved at klikke her
Der findes også en masse fantastisk online hjemmetræningsforløb – tjek fx Mike Radoor @toobusytobetfit på Instagram.
5.Forkæl dig selv
Selvforkælelse er der ekstra tid til nu. Nyd et lækkert bad med aromatiske olier. Køb nogle lækre ansigts- og hårmasker. Tag et fodbad. Gør alle de ting, du ikke plejer at nå. Lige præcis disse ting når jeg kun sjældent.
6.Mød veninderne online
Når vi nu er socialt begrænsede og ikke må ses med så mange, så lav veninde aftaler online. Det er enkelt med Zoom eller Microsoft Teams. Og vi kan jo også bare Facetime – en dejlig më at være sammen på uden at være sammen.
7.Gå lange ture
Brug corona til at komme ud og få luft og vind i håret. Gå lange ture – hvis du ikke som jeg ikke altid når de 10.000 skridt om dagen, så er det er måske nu!
Det var mine ideer til at komme godt gennem coronavinteren. Og der er jo mange flere. Det handler kun om at se på de POSITIVE sider ved corona.
Har du andre gode ideer, så del dem med os i kommentarfeltet.
Andre indlæg om corona:
3 kommentarer
Annette Risdahl Jensen
01/11/2020 at 22:08Tak for skønne råd til at komme igennem corona og mørke.
Jeg har øvet mig i at være mere introvert – i en meget ekstrovert verden – og nyder nu i højere grad roen. Tror mange nemt og hurtigt føler sig ensomme og denne tid kan lære os at være bedre til ensomhed. Sidst tænker jeg at FoMo er reduceret da vi alle er i samme båd og mange tilbud er aflyst. Så vi stresser muligvis over uvished og afsavn men afstresser på andre områder.
Erik
31/10/2020 at 19:16Der er for mig ingen tvivl om, at nøgleordet for at komme igennem den kommende vinter er bevægelse. Det gælder såvel fysisk som mentalt for ellers går vi i stå. Susse Wold købte for nogen år siden ordet “Bevægelse” for 500 kr. i en butik i København, og det har hun ifølge hende selv aldrig fortrudt. Siden har hun skrevet en glimrende bog med denne titel og holder bl.a. inspirerende foredrag med udgangspunkt i ordet. Ja, man er nødt til at bevæge sig hele livet, for som Elvis sagde om sin egen optræden: “I have to move, I can’t stand still – if I don’t move, I’m dead”.
Når jeg har siddet foran min pc en hel dag, tager jeg tit en tur på cyklen rundt på Frederiksberg og gerne med et bestemt mål; det kan være en tur i Søndermarken, Den grønne Sti eller et eller andet nybyggeri eller renoveringsprojekt i byen. Det kunne også være en tur i Tivoli og se nogle uhyggelige græskar – det er altid godt at have et mål.
Rigtig god bevægelig weekend!
Lotte
30/10/2020 at 14:15Dejlige tips og skønt med et skud glad energi at gå til weekend på.
Sidder her og bixer med en jobansøgninger og har lovet mig selv et stort glas fredagsvin når jeg er færdig.
… der går vist lidt tid nu jeg overspringshandler på din blog 😝