Jeg har tænkt mig at blive gammel – altså hvis jeg selv kan bestemme. Det ved jeg godt, jeg ikke kan. Men levealderen  stiger jævnt og støt. Når vores børn engang bliver gamle vil den forventede levetid være omkring 100 år. Så hvilken alderdom ønsker vi for os selv og dem? Kort sagt: Når jeg bliver gammel… Hvad så?

Jeg har før skrevet om at blive ældre og lånt Peter AGs omkvæd, det kan du læse her. Men det her blogindlæg handler om noget andet.

Min far sagde altid, at han helst ville dø af et pludseligt hjertestop. Han kunne ikke overskue tanken om at ende sine dage lammet eller afhængig af andre. Han døde desværre alt for ung som 63-årig – men han fik den død, han ønskede sig: Smertefri og pludselig. 

Min mor, min papmor og jeg for et par år siden!

Jeg kommer ellers fra en familie, hvor især kvinderne har tradition for at blive gamle. Min oldemor blev næsten 101, min mormor blev 84. Min mor er snart 79 og mega aktiv – ligesom hendes ældste søster der er over 80 og springer rundt som en vårhare. Præcis sådan vil jeg også gerne blive gammel. Fysisk frisk, fyrig og ved mine fulde fem.

Ingen af os kan dog kigge i hverken kort eller spå-kugle og se, hvordan det bliver for os. Vi risikerer alle at blive ramt af en blodprop, en hjerneblødning, demens eller andre grimme ting, der betyder, at vi ikke kan os. Og det er mildest talt skræmmende. Tanken om at blive afhængig af andres hjælp og miste evnen til at huske, tale, gå eller bevæge mig frit.

Det er især skræmmende, fordi vi i dag har et system, der handler mere om skemaer og tidsplaner end om pleje. Mens jeg var journalist på TV2 Lorry havde vi tit historier om ældre, der fik elendig mad og uværdig pleje. Jeg husker også en historie om en ældre mand, der døde på sit badeværelsesgulv, fordi ingen opdagede, at han lå der. Og det handler ikke om, at de ansatte ikke er dedikerede – men fordi vores ældrepleje ikke handler om mennesker men om håbløse og stramme tidsplaner og alverdens skemaer, der skal overholdes og udfyldes.

En af mine kusiner er SOSU-assistent. Hun fortalte for nylig, hvordan man i hendes kommune piskede rundt på cykler fra borger til borger. Og hvordan der var afsat 20 minutter til hver enkelt – inklusiv cykel turen !  De har 38 besøg om dagen. Jeg siger bare stakkels ældre og stakkels hjemmehjælpere. Og dem der i frustration vælger at deres egen bil, får ikke betalt for det. Man ryster sgu på hovedet.

Jeg vil også gerne holde mig så fint, som min mor!

ogNår jeg bliver gammel, så vil jeg ønske, det var som i gamle dage! Og ja, jeg ved godt det lyder lidt søgt. Men jeg  kommer til at tænke på min mormor og hendes vidunderlige hjemmehjælper Fru Sylvest. Hun kom et par gange om ugen hos min mormor på Bakkedraget i Hillerød. Og det var uden overdrivelse ugens store højdepunkt for min mormor, når hun kom.

Fru Sylvest medbragte højt humør og stor respekt, og hun kunne både svinge kosten og støvsugeren, tage på tøj indkøb med min mormor og drikke kaffe. Der var oceaner af tid til omsorg og opmærksomhed. Min mormor elskede det, og jeg boede i min mormors hus og elskede ligeså meget den glade stemning, fru Sylvest bragte med sig, når jeg kom hjem fra skole. Jeg så aldrig fru Sylvest kigge på klokken eller udfylde så meget som en linje på et skema.

Det var uden tvivl et kald for hende at være hjemmehjælper. Og det var lykken for min mormor. For det var altid det samme ansigt, der kom i hendes hjem. Og ikke som i dag, hvor mange ældre har et hav af forskellige hjælpere, der knap nok kender dem eller deres støvsugere. Jeg tror heller ikke, det kan være særlig fedt for dem, der arbejde med de ældre.

Så når jeg bliver gammel og får brug for hjælp. Så vil jeg blive i mit eget hjem så længe jeg kan, og jeg vil have en hjemmehjælp som fru Sylvest – hvis altså det nogensinde bliver aktuelt

Rigtig god søndag.