Kan vi lære noget af corona?

Kan vi lære noget af corona?

Vi tæppebombarderes hver eneste dag med dårlige nyheder om corona. Nogen holder ufrivilligt fri. Andre kæmper for deres virksomheder. Sundhedspersonalet landet over er i den grad sat på overarbejde. Mennesker dør. Og ingen ved, hvornår eller hvordan det ender. Et relevant spørgsmål er derfor: Kan vi lære noget af corona?

De svære spørgsmål SKAL stilles!

Jeg arbejder selv på højtryk for at få mit eget arbejdsliv og firma til at komme godt igennem krisen. Det er hårdt, men der er faktisk også lyspunkter. Og der er spørgsmål, som er dybt relevante, som mange ikke tør stille. Et af de barske, der melder sig, her hvor vi er lukket ned på 3.uge er: Hvor stor må

prisen blive? For De små erhvervsdrivende? De unge nystartede? De etablerede arbejdspladser ? Fremtidens indtægtsgrundlag? De svagelige ældre med alvorlige sygdomme? Kan alle reddes eller må vi acceptere, at nogen ikke klarer corona? Danmark risikerer at stå med en kæmpe regning, som vil påvirke vores liv og velfærd mange år frem, hvis vi ikke tør tale om det. 

Politikerne har valgt en kurs, alt imens sundehedsøkonomer, andre kloge folk og almindelige mennesker diskuterer. Bare se aviserne idag

Kan vi lære noget af corona?

 

Måske kan vi. Og der sker heldigvis mange positive ting i forbindelse med corona. Aldrig har vi hjulpet hinden på kryds og tværs så meget som nu. Private initiativer dukker op. Frivillige indsamlinger til nødstedte virksomheder. Nabohjælp. Mennesker slår ring om hinanden. Nye netværk og relationer opstår online og virtuelt. Næstekærligheden lever faktisk. Det glemmer vi midt i krisen, hvor ondt den end gør på vores pengepung og dagligdag. 

 

Familier rykker sammen, hygger og finder løsninger, som vi ikke troede var mulige før corona. Børn slipper iPad’en og rykker ud i haverne og leger, som vi gjorde, da vi selv var børn engang i sidste århundrede. Selvstændige finder moralsk støtte og opbakning hos hinanden. Og overskudsmennesker rækker ud og skaber ideer og tiltag, vi ikke har set før. Vi får simpelthen skabt nye normer og værdisæt for vores egne liv. 

 

Når krisen er over, vil vi alle forhåbentligt tænke mere på fællesskabet end på os selv. Navlepilleri og mig-mig-mig har fået en tur i centrifugen. Det er sundt. Uden at lyde religiøs, så har vi og verden fået et wake-up Call. Og en besked om, at vi ikke er uovervindelige. At den globale landsby måske har sine begrænsninger og udfordringer. At vi skal tænke os om og gå nye og andre veje. Passe på vores egne små lokale forretningsdrivende. Rejse mindre og blive hjemme. Nyde det vi HAR og ikke jagte penge, status og den store verden.  

Livet er jo HER. Med dem vi elsker. Nyd det. 

Foto: Emil Baun Bartram

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

4 kommentarer

  • Hanne Rask

    31/03/2020 at 00:42

    Ja, alt det, du skriver, lærer vi!
    Og i det hele taget kommer kriser ALTID for at lære os noget!
    Vi forstår desværre bare ikke altid, HVAD vi skal lære, og så er det, kriserne vender tilbage igen på anden vis, i håb om vi så lærer noget næste gang.
    Noget af det, vi skal lære nu, er, IKKE at fortsætte med at buldre der ud af, som vi hele tiden har gjort.
    Moder jord har længe forsøgt at råbe os op med sine klimaforandringer. Vi forstod ikke hendes nødråb, og så måtte hun gribe til sygdom, så vi på egen krop kunne mærke konsekvenserne af, hvordan vi har haft alt for travlt med at tære på ressourcer alt for længe. Nu er vi sendt hjem, så vor klode kan få en pause! (Det er præcis, som det foregår, når vi byder vores krop at være stresset)!
    Ja, det er livet set fra den spirituelle synsvinkel, men jeg er så ganske sikker på, det er sådan det er…;-).
    Kh Hanne

    Svar
  • Ilia Swainson

    29/03/2020 at 15:44

    Kære Line,
    tak for dit fine indlæg. Ja, livet er her lige nu. Surrealistisk og fuldt af store modstridende følelser. Frygt for en dystopisk fremtid, mens solen stråler, fuglene fløjter, vi synger fællessang på afstand og finder nye kreative og næstekærlige måder at hjælpe hinanden på. Danmark står sammen på afstand. Moralen viser sig heldigvis at være høj, og vores socialliberale samfundsmodel viser sig bæredygtig. Forståelsen for at fællesskabet er stærkere end den enkelte, samtidig med at den enkeltes frihed og skaberkraft er forudsætningens for fællesskabet fremdrift, viser sin enorme styrke i en krisetid. Der er meget at være taknemmelig for.

    Alligevel ville det være underligt, hvis jeg som soloselvstændig konsulent gift med en mand, der leder en privat social-økonomisk virksomhed med 64 ansatte, og mor til tre sammenbragte unge mennesker, hvis fremtidsudsigter ligger mig inderligt på sinde, ikke kunne mærke frygten komme krybende som tyv om natten. Alle spørgsmålene, uvisheden på alle planer, som du beskriver så fint.

    Men dét, der virkelig hjælper mig igennem denne her svære tid (udover daglige rutiner med meditation, gåture, træning, min musik – jeg er sanger og retoriker – og alle de ulønnede arbejdsopgaver, der har skreget på mig længe), er denne her tre-trins-raket:
    1. sætter mig ned, planter mine fødder i gulvet og anerkender de følelser, der er der (for de er der jo anyway!)
    2. slipper kæben, ånder stille og roligt ud gennem munden og tømmer lungerne fuldstændig for luft – holder en kort pause – ånder stille og roligt ind fra et punkt under halebanet, fylder hele kroppen nedefra, så skuldrene slapper af og falder ned – holder en kort pause.
    Gentager mindst 4 runder indtil jeg slapper af. Det beroliger nervesystemet, sender ny ilt til hjernen, så den kan komme ud af sit frygt-mode/tunnelsyn og ind i et nyt kreativt, konstruktivt tankeflow og skrue det lange lys på.
    3. Derfra flytter jeg helt bevidst mit frygt-fokus til håb-fokus. Begynder at tænke på nye muligheder, noget jeg gerne vil skabe og bidrage med, som kan bringe både mig og samfundet videre i en positiv retning. Fx. hvordan vi kan bruge fællessangen langt mere i fremtiden som genvej til stærkere samarbejde, til at vække nødvendigt mod, håb og tro, til at flytte fokus fra mig-mig-mig til vi, til at lytte bedre, til at løfte og til at vove at bidrage med sin stemme til det fælles formål.

    På den måde reframer jeg ved en viljesakt krisen til et nødvendigt eksistentielt, kreativt pusterum. Et nyt læringsrum, som du taler om. Det er blevet så krystalklart for de fleste af os, at vi er uløseligt forbundet med hinanden. Så indlysende at alle må bidrage det bedste vi har lært, så vi ved fælles kraft kan frigøre ny kreativitet og opfindsomhed, og indgyde hinanden det mod, det håb og den tro, der skal til for at flytte de bjerge, der står foran os nu. Det er den eneste mulighed, vi har.
    Og størst af alt og over det hele er kærligheden❤️

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      29/03/2020 at 23:40

      Kære Ilia.

      Tal for den fineste og mest nuancerede kommentar. Tretrins raketten er et ret fint værktøj 💪🏻🙌🏻

      Kh Line

      Svar
      • Ilia Swainson

        30/03/2020 at 14:18

        Selv tak, kære Line.
        Kommentaren blev lidt lang… men metoden er velafprøvet og super effektiv👍
        Håber den kan komme andre til gavn 🙌
        Kh Ilia

        Svar

Skriv et svar