Kære Line,
tak for dit fine indlæg. Ja, livet er her lige nu. Surrealistisk og fuldt af store modstridende følelser. Frygt for en dystopisk fremtid, mens solen stråler, fuglene fløjter, vi synger fællessang på afstand og finder nye kreative og næstekærlige måder at hjælpe hinanden på. Danmark står sammen på afstand. Moralen viser sig heldigvis at være høj, og vores socialliberale samfundsmodel viser sig bæredygtig. Forståelsen for at fællesskabet er stærkere end den enkelte, samtidig med at den enkeltes frihed og skaberkraft er forudsætningens for fællesskabet fremdrift, viser sin enorme styrke i en krisetid. Der er meget at være taknemmelig for.

Alligevel ville det være underligt, hvis jeg som soloselvstændig konsulent gift med en mand, der leder en privat social-økonomisk virksomhed med 64 ansatte, og mor til tre sammenbragte unge mennesker, hvis fremtidsudsigter ligger mig inderligt på sinde, ikke kunne mærke frygten komme krybende som tyv om natten. Alle spørgsmålene, uvisheden på alle planer, som du beskriver så fint.

Men dét, der virkelig hjælper mig igennem denne her svære tid (udover daglige rutiner med meditation, gåture, træning, min musik – jeg er sanger og retoriker – og alle de ulønnede arbejdsopgaver, der har skreget på mig længe), er denne her tre-trins-raket:
1. sætter mig ned, planter mine fødder i gulvet og anerkender de følelser, der er der (for de er der jo anyway!)
2. slipper kæben, ånder stille og roligt ud gennem munden og tømmer lungerne fuldstændig for luft – holder en kort pause – ånder stille og roligt ind fra et punkt under halebanet, fylder hele kroppen nedefra, så skuldrene slapper af og falder ned – holder en kort pause.
Gentager mindst 4 runder indtil jeg slapper af. Det beroliger nervesystemet, sender ny ilt til hjernen, så den kan komme ud af sit frygt-mode/tunnelsyn og ind i et nyt kreativt, konstruktivt tankeflow og skrue det lange lys på.
3. Derfra flytter jeg helt bevidst mit frygt-fokus til håb-fokus. Begynder at tænke på nye muligheder, noget jeg gerne vil skabe og bidrage med, som kan bringe både mig og samfundet videre i en positiv retning. Fx. hvordan vi kan bruge fællessangen langt mere i fremtiden som genvej til stærkere samarbejde, til at vække nødvendigt mod, håb og tro, til at flytte fokus fra mig-mig-mig til vi, til at lytte bedre, til at løfte og til at vove at bidrage med sin stemme til det fælles formål.

På den måde reframer jeg ved en viljesakt krisen til et nødvendigt eksistentielt, kreativt pusterum. Et nyt læringsrum, som du taler om. Det er blevet så krystalklart for de fleste af os, at vi er uløseligt forbundet med hinanden. Så indlysende at alle må bidrage det bedste vi har lært, så vi ved fælles kraft kan frigøre ny kreativitet og opfindsomhed, og indgyde hinanden det mod, det håb og den tro, der skal til for at flytte de bjerge, der står foran os nu. Det er den eneste mulighed, vi har.
Og størst af alt og over det hele er kærligheden❤️