Helt ærligt skat!

Helt ærligt skat!

Åh altså, jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg elsker dig skat! Men det gør jeg ikke. Jeg er faktisk ved at køre død i vores forhold og dit evindelige rod. Hvad skal vi dog gøre. Helt ærligt skat!

Nu tænker du nok – Gud, har hun fundet sig en kæreste? Eller er hun sur på sine unger eller hunden? Og nej, det er slet ikke der, vi er. Jeg taler om den rigtige Skat… Statens Skattestyrelse som nu igen, igen har kostet mig 4 en halv time i telefonen, et par streger op på blodtrykket, og det sædvanlige sug i maven, når man modtager post fra dem.

I skat har ingen efternavne

Denne gang er det dog endnu værre end de tidligere gange. Der lå nemlig en telefonbesked forleden på min mobil. Det var Mette fra Skattestyrelsen, som gerne ville tale med mig vedrørende mit firma. Jeg ringede straks tilbage til nummeret, som ikke var Mettes men hovednummeret til Skattestyrelsen. Efter lidt kø kom jeg i kontakt med en Susanne. Det lader nemlig til at INGEN i Skattestyrelsen er udstyret med efternavne, når man taler med dem.

Susanne kunne ikke se, at Mette havde ringet. Det havde Mette øjensynligt ikke skrevet ind i min log-sagsmappe, som man ellers skal. Og hun vidste heller ikke helt, hvem Mette kunne være. Og jeg vidste det jo ligesom slet ikke – ligesom jeg heller ikke vidste, hvad det drejede sig om, da jeg – så vidt jeg ved – ikke skylder skat en øre.

Susanne brugte ca 30 minutter på at gennemgå forskellige CVR numre, hvor mit personnummer var registreret. Nogle af dem anede jeg ikke, hvad var. Andre var enten virksomheder, der var lukket, eller som jeg havde siddet i bestyrelsen for.

Men hun fandt så et skyldigt beløb på 267,02 kr under et firma, der blev lukket i 2018. Jeg har ikke adgang til firmaet mere og har hverken NemId eller andet. Firmaet kom aldrig i gang, men jeg endte alligevel med en gæld på 8.000 kr til Skat som straf for manglende momsangivelse og for den nu afdøde ’Affaldsordning’. Pengene er for længst betalt i 2019.

Den gode Susanne lovede mig at notere, at vi havde talt sammen. Og hun bad mig kontakte Gældsstyrelsen for at få styr på, hvor mine penge var blevet af.

Hvad sker der skat?

Fredag morgen brugte jeg 18 minutter i telefonkø hos Gældsstyrelsen. Heldigvis fik jeg fat i venlige og hjælpsomme Karl. Han brugte en del tid på at finde mine sagsakter, for Susanne fra Skat havde heller ikke skrevet, at hun havde talt med mig en halv time dagen før.

Karl kunne heldigvis fortælle mig (hvad jeg jo godt vidste), at jeg ikke skyldte nogen noget. Min konto var sågar i overskud med 10 kroner, som jeg ville få tilbagebetalt. Jeg spurgte selvfølgelig, hvorfor Skat så mener, at  jeg skylder dem penge, når de er betalt. Og nu kommer det virkelig skøre!

Gældsstyrelsen har længe haft IT-problemer. Og det betyder bl.a., at de penge, jeg indbetalte i maj 2019, endnu ikke er overført til Skat. Men Karl lovede, at det vil ske så snart, man kommer til min sag.

Karl stillede mig derefter tilbage til Skattestyrelsen, hvor jeg nu talte med en Louise. Louise kunne godt se, jeg lige havde talt med Karl. Og hun ville forsøge at opklare, hvad der var sket. Jeg bad hende notere, at min regning var betalt i 2019 – og at penge bare lå et andet sted i skattesystemet. Det ringede Karl fra Gældsstyrelsen så tilbage og fortalte mig. Og vi var begge lige forundrede over forløbet.

Sådan har jeg nu brugt 4 en halv time af min fredag, fordi Skat har rod i systemet. Gad vide, hvem der betaler den regning ? Min timeløn er 1100,- plus moms. Så Skat – får jeg mon dækket mine 4.950,- plus moms?

Helt ærligt skat!

Andre indlæg om skat:

Hvordan synes du selv, det går skat?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

16 kommentarer

  • Robert Teddy Jensen

    18/06/2020 at 08:28

    Hej Line,
    du er velkommen i en ikke særlig eksklusiv klub af personer, der ikke er tilfredse med den call-center mentalitet, der findes i SKAT, Udbetaling Danmark og sikkert mange andre steder. Og problemstillingen er forholdsvis enkel, nemlig at disse entiter kun beskytter dem selv og aldrig tænker på kunderne. Det resulterer i, at du får en ny medarbejder i røret hver eneste gang, og altid skal starte din historie for fra. Og det bliver desværre ikke bedre, hvis sagen omhandler flere afdelinger inden for samme myndighed, da disse ikke taler sammen internt. Og gud forbyde, at ens sag bliver sendt fra en myndighed til en anden, så går det helt galt. De burde gøre som man forsøger at gøre det på nogle sygehuse, at man har en og kun en kontaktperson, der hjælper en igennem hele forløbet. Ville gerne skrive en lang historie om udbetaling Danmark og SKAT, men den må du få en anden gang, hvis du er interesseret.
    Det eneste råd, jeg kan give dig er, at du aldrig må give op i dine sager – der er desværre mange ældre og på anden måde svage personer i det danske samfund som må give fortabt over for myndigheder og som bare betaler det de får besked på, hvad enten det er rigtigt eller forkert, eller som ikke får den støtte de har krav på, fordi de ikke kan finde rundt i den jungle af call centre som offentlige myndigheder (og nogle private) er blevet til.
    Fortsæt det gode arbejde.
    Mvh.
    Robert

    Svar
  • tina/mormormedstiletter

    16/06/2020 at 23:07

    Ja, Line, velkommen i klubben for os der ikke er kærester med SKAT. Vi er ca. 5 millioner, tænker jeg.
    Det er både urimeligt og pinligt for os alle, at det sejler på den måde hos SKAT.
    Jeg har haft lignende oplevelser mange gange og hver eneste gang, får jeg lyst til at skrige lige ind i ansigtet på de ansvarlige politikere.
    Men det kommer nok ikke til at ske, så jeg går en lang tur i stedet for og får blodtrykket ned igen:-)

    Svar
  • Lars

    15/06/2020 at 10:31

    Hej,
    Hele følelsesregistret kommer i spil
    Jeg forbinder altid beskeder fra SKAT’en på mail, SMS eller mobil som ”skal jeg nu til det igen”. Årsagen er mange oplevelser med Skat, bunker af spildtid, store omkostninger, irritation, usikkerhed – Hele følelsesregistret kommer i spil.
    Det laveste beløb som jeg en gang er endt med at skylde skat er kr. 11,95. Det kostede bare over kr. 15.000 til revisor…!
    Jeg forstår godt at Line tager emnet op. SKAT burde have en bagatelgrænse på mere en kr. 1.000 og så skal SKAT betale omkostningerne, når tingene kommer fra rod hos SKAT.
    Et velfungerende SKAT er forudsætningen for velfærdssamfundet!

    Svar
  • Henrik V Blunck

    15/06/2020 at 08:31

    Jeg er SÅ enig.
    Det er SÅ frustrerende, for problemet har eksisteret lige siden jordskredsvalget i 70’erne. Alle i den politiske arena har lovet mindre bureaukrati og bedre sagsbehandling, og alligevel er det gået præcis modsat. Bureaukratiet består, og frustrationerne øges.
    Det sørgelige er nemlig, at når SKAT – og andre offentlige myndigheder! – begår fejl, så kan vi andre agere gratis konsulenthjælp for dem. Vi skal svare inden for korte tidsfrister, mens de kan henvise til ‘på grund af øget travlhed’, og så sætte deres helt egne mål.
    Helt slemt bliver det, når beslutninger bliver truffet, som dels er forkerte, men som samtidig koster borgeren større eller mindre beløb. Her har klager nemlig ingen ‘opsættende virkning’, og selvom du måske senere rent faktisk FÅR ret, så er der ingen kompensation for det ubehag, du som borger mærker i forbindelse med mindre likviditet.
    Jeg er et grundlæggende positivt menneske, men jeg er – indrømmet – virkelig ved at få kvalme over, at politikerne slet ikke har nogen føling med det system, som skamridder os mens vi bare ikke har en eneste chance for, at få rettet indlysende fejl op. Tværtimod kan vi faktisk opleve, at alene det, at vi siger vores mening i læserbreve m.v. gør, at vi pludselig opfattes som et problem, selvom vi har ret i vores kritik af et system som i mindst et halvt århundrede bare ikke har fungeret.
    God dag herfra.

    Svar
  • Helle

    14/06/2020 at 19:34

    Det er muligt det er for at undgå chikane, at de ikke præsenterer sig!
    For mig virker det ansvarsfraskrivende!
    Stik hovedet i busken agtigt….og når jeg gør det kan du ikke finde mig igen!

    Svar
  • Mette

    14/06/2020 at 14:27

    Vi opgiver bevidst ikke efternavn af hensyn til risikoen for chikane.
    Venlig hilsen en offentligt ansat

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      14/06/2020 at 17:39

      Hej Mette.

      Det forstår jeg godt. Men det kan jo nytte nytte, at man som borger skal bruger timer på at finde en messe ender, der beder en om at ringe! Og som heller ikke noterer, hvorfor de har ringet og om hvad 😅

      Svar
      • Mette

        14/06/2020 at 18:48

        Det var ikke det, jeg svarede på. Jeg svarede på Maries undren over, at vi ikke præsenterer os med efternavn. Det er ikke, fordi vi er uhøflige; det er, fordi erfaringen viser, at det er fornuftigt, at vi beskytter os mod chikane.

        Svar
        • Karina

          14/06/2020 at 22:20

          🥳…det jo gemmeleg for voksne…
          hvis man passer sine forpligtigelser og er god til sit job har man ikke brug for skæg og briller..
          hvis du skylder Skat skal de nok stampe dig op af jorden, men hvis du skal komme i kontakt med dem så tager det mindst en dag at komme igennem til den rigtige…old news

          Svar
          • Mette

            15/06/2020 at 09:00

            Det offentlige har selvfølgelig andre måder at sikre overdragelsen af information på, som fx detaljeret og personuafhængig journalisering af alle henvendelser. Selvfølgelig skal man kunne spore en sag, det er klart, og det hører med til professionel sagsbehandling. At du mener, vi ikke har brug for den delvise anonymisering, er fint. Det stemmer imidlertid ikke overens med vores erfaringer.

    • Mads Bang Jensen

      17/06/2020 at 14:32

      Kære Line.
      Du rejser en god problematik, som jeg for en uge siden skrev til Morten Bødskov, vores Skatteminister om. Ikke at jeg forventede svar, men måtte ud med frustrationerne.

      Nu har du ikke gæld, men hvis du havde, ville du have oplevet en endnu større frustration. Gældsstyrelsens system er nemlig aldrig sådan helt opdateret og du kan faktisk ikke få at vide, hvad du skylder. Så selvom jeg flere gange har forsøgt at udligne, så kan man aldrig rigtig vide det.

      Der betyder, at når jeg betaler min moms, så går noget af beløbet til Gældsstyrelsen og noget til SKAT. At få et kontoudtog kræver dog, at Gældsstyrelsen manuelt sidder og laver det.

      Du kan ikke betale sin gæld, hvis du f.eks. lige har indberettet moms. For så betales moms’en først. Sidst jeg spurgte til min gæld, fik jeg tre dage i træk, tre forskellige svar.

      Min løsning blev, at jeg indberettede nul i moms, så jeg ikke skyldte noget der. Betalte det højeste af de tre beløb til Gældsstyrelsen. Ventede på at jeg ganske rigtigt fik penge tilbage (så måtte jeg være ude af min gæld). Rettede min moms indberetning og betalte min moms.

      Jeg har bedt om, at få en bekræftelse på, at jeg ikke skylder noget, hvilket de siger jeg ikke gør, men at der kan gå et halvt til et helt år før systemerne er opdaterede, så den bekræftelse kan jeg ikke få.

      Imellemtiden må jeg så håbe på, at jeg ikke skylder noget og dermed ikke betaler nogle strafrenter. Men man ved det jo aldrig sådan helt…

      Svar
  • John M. Christensen

    14/06/2020 at 14:14

    Hej Line
    Tror vi har en oplevelse til gode her hos os. Fruen P har (pr. 11.6.20) fået e-boks fra Skatteforvaltningen “Gældsstyrelsen” om et skyldigt beløb på kr. 287,86 vedrørende Grøn ejerafgift for perioden 01.01.2014 til 30.06.2014 inkl. rente, gebyr og rente igen.
    Vi mener at have betalt – det bliver spændende at høre om Mette, Susanne, Karl eller Louise kan hjælpe, og måske noget tilgodehavende i stedet for – he he (håber ikke det kommer til at tage 4½ time).
    I brevet er kun oplyst et telefon nummer – jeg kunne ellers godt tænke mig at kunne skrive en mail (så har man noget sort på hvidt)
    Vh. John

    Svar
  • Marie Schouenborg

    14/06/2020 at 13:25

    Kære Line.
    Ja,vi er nok mange,der når det røde felt,når vi snakker med Skat,men jeg har det som dig,det der irriterer mig mest,er de manglende efternavne,de er tilsyneladende forsvundet i alle de indstandser,man snakker med…det burde være et krav at man præsenterer sig ordentlig…gad vide om folk er bange for retsforfølgelse?
    Ps: jeg ringer fra udlandet,så du skulle bare se min mobilregning😢
    Mvh Marie Schouenborg

    Svar
  • Marianne Jenrich Jensen

    14/06/2020 at 12:09

    Tak Line for dit indlæg.
    Jeg kender til disse endeløse forsøg på at få klar besked. Bliver sendt rundt i “systemet” og bruger oceaner af tid på at få klarhed. Dette med “Skat” er ikke det eneste sted, hvor ventetid, ubrugelig samtaler med diverse personer og gentagne forklaringer for at opklare en problemstilling. Det gælder for mig også for mig mange andre instanser. Hold op, hvor er jeg træt af det. Der kommer på en lørdag en besked fra jobnet, fra udbetaling danmark, viggo – skoleintra, fra Single.dk som har trukket mig 2x 597,- kr. og jeg har stadig ikke fået en ordentlig afklaring, for jeg kan ikke ringe til dem, kun maile og det tager op til 2 dage at få svar. Pengene ved jeg ikke hvor er blevet af. Er det i orden – spørger jeg – at jeg gentagne gange skal respondere på alverdens automatisk udsendte emails? Jeg er rundtosset, måske det er meningen, at folk bare skal give op og så lade tingene gå sin uheldige gang. Jeg er rasende, frustreret og aldelse opgivende efterhånden på dette såkaldte “system”. Det dræner mig, at skulle bruge så meget af min tid i ventetid på tlf., senest ringede en kommunal medarbejder tilbage efter at jeg 3 dage forinden havde lagt en sms besked om, at jeg havde brug for en samtale. Arbejder stadig hårdt på at få orden på tingene – men slidsomt det er det. Kh Marianne

    Svar
  • Leif Bent Christensen

    14/06/2020 at 11:42

    Dette rod kan forklares med at vi har overladt al tænkning og handling til et “system”, uden mennesker. Et IT System kan gemme ting beregne og en del andet, men det kan ikke tænke og tage konklusioner. Jeg har for mange år siden også ringet til skat og de tog telefonen inden for 20 sek. og løste problemet på 40 sekunder. Skrev man et brev fik det dagen efter og svarede samme dag og afsendte svarret. Kort sagt der var mennesker med hjerne/viden bag og de “tog ansvar” for systemet.
    I dag er der et system, men ingen til at handle og tage ansvar.
    Simpelt ganske enkelt simpelt
    M. v. h.
    Leif bent Christensen

    Svar
  • Janet

    14/06/2020 at 11:08

    Haha – Jeg har også både talt og skrevet med Mette. Og fattede ikke en dyt af hvad der foregik. Da MetteSkat ikke kunne forklare mig det, så det siv ind, fik jeg min bankrådgiver til at gå i dialog med hende. Han er en rigtig Skattemand med både for- og efternavn, som på et tidspunkt selv var ved at opgive Skatten. Efter lang palaver, over flere uger, lykkedes det endelig med en forståelig Skat, der var klar til undskyldning over roderi😉

    Kh fra Janet

    Kh fra Janet

    Svar

Skriv et svar