• Home
  • /
  • Familie
  • /
  • Familien skal ik’ gøre kommunens arbejde!
Familien skal ik' gøre kommunens arbejde!

Familien skal ik’ gøre kommunens arbejde!

Jeg er hverken for fin til at gøre rent, rydde op eller hjælpe, hvor det er nødvendigt. Det gør jeg som mange andre, især når det handler om min mor på snart 83. Flere og flere kommuner beder nu de pårørende om at gribe støvsuger og gulvskrubbe. Men hallo: Familien skal ik’ gøre kommunens arbejde!

De ældre har betalt hele livet

Hvis du som jeg er 55+, så har du måske forældre, der har brug for hjemmehjælp til daglige gøremål, fra piller, oprydning, rengøring og andre små eller store opgaver. Vores forældre har livslangt betalt (og betaler stadig) til samfundets fælleskasse og er derfor berettiget til at få den hjælp, der er nødvendig for et værdigt og sikkert ældreliv, hvad enten de bor på plejehjem eller i ældrebolig.

Familien skal ik' gøre kommunens arbejde!

Vi skal hygge og på ture…. Ikke gøre rent og rydde op!

Som enebarn er jeg min mors nærmeste pårørende. Jeg besøger hende som regel 3 gange om ugen. Jeg tager hende til tandlæge, læge, på hospitalet, i banken, ringer til kommunen, hjælper med eboks, regninger og andre ting, som kniber for min mor. Det er sjældent, vi bare har tid til at gå en tur, sidde og slappe af, se billeder eller bare hygge. Og nu beder min mors kommune som en række andre kommuner os pårørende om at udføre endnu mere arbejde.

Hvad gør pårørende, som ikke lige bor rundt om hjørnet? Eller i en anden landsdel? Pårørende med fuldtidsjobs og børnebørn, de også skal være noget for?

Og hvorfor skal kommunernes manglende overblik ramme familien og de ældre? Ja, landet er ramt massivt af corona sygemeldinger og mangel på arbejdskraft lige nu. Men problemet har jo stået på længere end det! Og i nogle kommuner har man valgt at udlicitere f.eks. rengøringen for at frigive ’hænder’ – smart tænkt!

Visiteret til hjælp betyder ikke at du får den

Min mors kommune har på papiret en fin ældrepolitik. Men virkeligheden er en anden, og hjemmehjælpen  lever ikke op til visitationens egne tilbud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mors hverdag så ud, hvis hun ikke havde gode venner, veninder og naturligvis mig, som hjælper, der hvor kommunen svigter. Og det har den gjort længe.

Min mor flyttede i ældrebolig i august sidste år. Hun er visiteret til hjælp til en række opgaver, som kommunens specialister har vurderet, er vigtige for hendes trivsel, sundhed og sikkerhed.  Men hun får den ikke.  Den ene vikar efter den anden møder op uden at have styr på, hvad de skal. Jeg har skrevet en fin liste, der hænger på min mors opslagstavle – og hjemmehjælpen burde have samme liste. Måske har de – men halvdelen bliver aldrig gjort.

Hun er f.eks. visiteret til rengøring hver 14.dag, skift af sengetøj, hjælp til daglig oprydning – fordi hun ikke kan selv pga. hjerneblødninger og blodpropper. På et halvt år har hun fået tre overfladiske rengøringer, 2-3 sengetøjskift og en enkelt gulvvask i januar i år – altså reelt 6 måneder uden gulvvask

Er der penge til os når vi blir’ gamle?

Familien skal ik' gøre kommunens arbejde!Jeg hjælper gerne. Mere end gerne. Men allerhelst vil jeg glæde min mor med besøg, som ikke handler om oprydning og rengøring. Det er måske i nogens perspektiv firstworld problems. Vi glemmer bare, at vores ældre har betalt over skatten til et værdigt ældreliv – det får mange ikke. Det er slet ikke ok.

Jeg har heldigvis selv sparet mere op til min alderdom end min mor. For jeg stoler ikke på, at der er ressourcer til at passe mig, hvis jeg skulle blive 80 og få brug for hjælp.

Hvad er dine tanker og oplevelser?

Andre indlæg om hjemmehjælp og ældrepleje:

Livet går i ring

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

13 kommentarer

  • Jette Veggerby

    20/01/2022 at 21:50

    Kære Line,
    Det er sørgelig læsning omkring din mor og kommunen, som pålægger pårørende at gøre kommunens basale arbejdsopgaver, som rengøring og skift af sengelinned. Jeg bor i Mariagerfjord Kommune, det er dog ikke officielt meldt ud, at man som pårørende skal gøre det, men det er jo lidt det samme resultat, når tingene ikke bliver visiteret. I høj grad har mine forældre haft samme problem – nemlig, at der er rigtig mange forskellige assistenter og opgaverne bliver ikke udført.
    Jeg har lige mistet min far den 3. januar efter 11 måneders sygdom – en tid, hvor jeg brugte rigtig mange ressourcer på at skælde ud i stedet for at kunne være sammen med ham. Få dage før nytår skrev jeg en 18 siders klage over bl.a. Jysk Hjemmepleje og det faktum, at jeg som pårørende har måtte skifte min fars kateter ventil, kateter pose, hjælpe ham med bad, komme i strømper og meget andet og nu har jeg i går fået afgørelse på, at jeg trods min varigt nedsatte funktionsevne, ikke længere selv kan modtage rengøring hver anden uge, fordi jeg har hjulpet min far i hans sygdomsforløb.
    Men der er en helt anden årsag til, at min egen hjælp bliver fjernet – og det er min gratis service for borgere i Mariagerjord Kommune, der har udfordringer med Jobcenter, hovedrengøring mv. Kommunen overholder ikke loven og stikker borgerne den ene usandhed efter den anden og det bør vi som borgere ikke finde os i, derfor ønsker jeg at gøre noget ved det.
    Du ved selv, at det koster noget at stikke hovedet frem, men jeg mener også, at nogle må gøre det, for ellers stopper den udvikling kommunerne er inde på aldrig. Vi må på barrikaderne! Og jeg er glad for du har taget fat på et vigtig emne. Tak for det!
    Med venlig hilsen
    Jette Veggerby fra Borgere vs Mariagerfjord Kommune

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      02/02/2022 at 12:25

      Kære Jette.

      Tak for din kommentar – og ikke mindst din skræmmende fortælling fra din egen kommune.
      Det er nødvendigt og godt, at I er nogle, der råber aktivt op!

      KH
      Line

      Svar
  • Mona Ekenberg

    20/01/2022 at 12:00

    Har været det hele igennem med 3 ældre familemedlemmer i 3 forskellige kommuner og billedet af ældreplejen er den samme i alle de 3 kommuner. De ældre bliver visiteret til hjælp af opgaver i hjemmet. Desværre er det kun en brøkdel af visitationen der bliver udført. Som pårørende, kan man prøve, at gøre kommunen opmærksom på den manglende hjælp som er blevet tildelt. Syntes bare det er som, at slå i en dyne ingen gør noget. Kan ikke lade være med, at tænke på de som ingen pårørende har. – ligger de og dør på grund af manglende pleje?
    Tror desværre ikke det bliver bedre ud i fremtiden. Godt nok betaler vi meget i skat i forhold til andre lande, men vi betaler ikke så meget i skat som tidligere og vores skattefradrag er blevet større og flere. Dermed bliver der indbetalt mindre til vores fælles “ lagkage” . Lagkagen skrumper og vi bliver flere der skal deles om den. Se på alle de nedskæringer der er sket de sidste 10- 15 år på ældreplejen eller plejen i det hele taget ( psykiatrien ) og mange andre områder. Lagkagen skal dække alle offentlige udgifter – ældrepleje, børnepasning, skoler, veje m.m.
    Nu hører vi igen flere politiker råbe op om lavere skatter og større fradrag. Det gør igen lagkagen mindre. Derfor tror jeg ikke det bliver bedre fremover.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      02/02/2022 at 12:31

      Hej Mona.

      Jeg tror ikke pengene er det eneste problem. Det handler om struktur, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsglæde – og måske endda sygefravær (ikke pga corona men generelt – det kan man læse i avisen idag 2/1-22)

      Men det er klart, at jo flere ældre, vi bliver, og jo længere vi lever, så bliver det svært at få midlerne til at slå til.

      KH
      Line

      Svar
  • Karina Høj Paaske

    19/01/2022 at 02:20

    Line – hvor har du ret, og hvor er det helt rigtigt observeret. “Man” har en idé om, at familien i dag, er så involveret og en ressource, og bl.a. derfor har “man” fået den geniale idé, at pårørende skal inddrages til personlig og praktisk hjælp. Ikke alle ældre er så heldige at have pårørende. Og de der har, er meget involveret praktisk! Det må være mere end nok. Det er nemlig hårdt at være pårørende til en ældre. Forstået på den måde, at når en ældre pårørende kommer på plejehjem, eller lign. Så sætter et stort møllehjul igang. Falstersk burde der være en håndbog på pårørende. Det ville gøre livet langt nemmere. Det er nemlig både tidskrævende og ret omstændigt…
    Pårørende skal i min optik (som i din) være der for den ældre, så det er kvalitetstid ved hvert besøg, gåture, køreture, omsorg og nærvær. Ikke støvsugning og gulvvask – og hov! Så fik vi ikke hygget, grinet og snakket om alle de vigtige ting der forgår omkring os.
    Som også er vigtig for vores ældre.
    Systemet er forfejlet af bureaukrati, dokumentation i strid strøm, for personalet skal have ryggen fri, og den ældres alm. tilstand skal skrives ned sort på hvidt. En masse mellemledere i det offentlige. Og alt for få varme og faglige kompetente hænder. Det er virkeligheden i dagens Danmark. Der går, må jeg tilføje – nogle rigtige dygtige og kompentente mennesker derude, som dette er hverdag for, og som slider og slæber og gør en kæmpe forskel hver dag. De kan desværre bare ikke trække læsset alene, og de bliver derfor opslidte og stresset, for der er virkelig run på derude, især i kommunalt regi. Vi taler meget om sygehusene og sygeplejerskerne – bevare vel har de travlt. Men hjemmeplejen overses i min optik. Der er virkelig travlt derude. Personalet kæmper en brav kamp. Hver dag. Året rundt. Og de får slet ikke det skulderklap og anerkendelse som de fortjener så meget. Personligt kunne jeg godt tænke mig at, at den anerkendelse og det fokus efterhånden flyttes til den kommunale hjemmepleje. Så det ikke kun er sekundær sektor der får opmærksomheden i medierne. Primær sektor er en smule overset ift. Det bør der sættes lidt mere fokus på. Det fortjener de derude. Og de ældre fortjener en bedre behandling end de får i dag.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      02/02/2022 at 12:36

      Hej Karina.

      Jeg er så enig med dig….. Sålænge det offentlige tilbyder ældrepleje og vores ældre trofast har betalt til det, så er opgaven med rengøring, personlig pleje, daglig hjælp kommunal.

      Selvfølgelig kan familie hjælpe til, og det gør langt de fleste meget mere, end vi tror. Fordi der er SÅ mange andre behov og opgaver, der skal hjælp til.
      Der må sidde nogle mennesker rundt om i ældreplejen, som ser sig blinde på det forkerte, og som har en alt for rigid tilgang til opgaveløsningen.

      KH
      Line

      Svar
  • Kim Niebling

    18/01/2022 at 23:53

    Hejsa
    Puha, hvor starter jeg?
    Min far har KOL, ryger lunger.
    Han mistede min mor for nogle år siden og hverdagen har ændret sig, meget. Fra have en livsven, lige knap 60år nåede de at være gift. Min mor går bort efter at have kæmpet mod kræft. Min Far var der 110%! Ingen hjælp. Det var de meget stolte over at de selv kunne!
    Min Far blive 82 år i februar.
    Han har det ikke godt!
    Han ryger ind og ud af hospitalet.
    Kommunen laver fine “visitationer”. Han bor stadig i en 2 værelset. .
    Men min Far synes de er så presset og har også tit svært ve at kommuniker med dem der kommer. Men han synes de er søde.
    Så er alt jo godt….
    Hmmm min Far sider i sin stol, når han er hjulpet op og har fået en våd vaskeklud. Der laves kaffe og smøres et stykke hvidt brød.
    Min Far kan ikke selv komme på toiletter. Så der de flytte toiletstolen med ham og skifter posen. De er så søde synes min Far….
    Der kommer hjemmehjælp 4 gange om dagen, flot…Sygehjælper til at give ham piller mm.
    Hvad er problemer så?
    Taj, de er der maks i 3-5 min. De spørger aldrig til hvordan min Far har det…
    Min Far har brug for hjælp til at der skal være en når han “træner” siger Fys. Men min Far synes de har så travlt og de skal jo videre.
    Bleven bliver også skiftet – når min Far Beder dem pænt om det.
    Som du Line, hjælper vi med de same ting, min Far kan dog ikke komme ud af lejligheden.
    Rengøring, tøjvask og div ting de skal lave bliver svære at nå – og min Far siger jo til dem det er helt ok… Sådan er min Far, der er nok andre der har mere behov. “Jeg skal nok klare mig” – han har jo os.
    Det er helt nyt for os at min Far har det så dårligt og jeg skal deltage med visitation i denne uge. Jeg håber at min Far kan få en værdig dag. Det er den ikke lige nu.
    Jeg forstår ikke at de ikke gør det der er aftalt?
    Tak fordi du læste med.
    //Kim

    Svar
  • Pia

    18/01/2022 at 21:56

    Så svært at være pårørende og nå alt det der burde gøres for vores ældre. Min mor bor på plejehjem og der wr bestemt ikke tid til hygiejne og hygge og omsorg og forståelse for hjernskade og demens men ved f snart ille hvor jeg skal råbe op henne. De ældre sidder og rådner op på plejehjem.

    Svar
  • Conny

    18/01/2022 at 13:46

    Uh, det bliver nok et af vores samfunds store problemer fremover. Principielt har jeg helt samme holdning som dig (vi skal ikke gøre kommunens arbejde), men når jeg siger det højt, kommer jeg til at føle, at det er det samme som at sige, at jeg ikke ville passe på min mor, når hun bliver dårlig nok til at skulle have hjælp. Og det er jo ikke det, vi mener! Vi har et andet samfund end dengang, de gamle i familien boede sammen med familien. Vi betaler en høj skat (og endnu med glæde), og det gør vi jo netop, fordi samfundet har forandret sig, og vi forventer/er blevet enige om, at det er samfundet, der skal yde støtte til de gamle, når de får behov. Så kan vi pårørende netop komme og være pårørende.
    Jeg kan da sagtens se, at kommunerne har et problem, når der ikke er søgning nok til at blive ansat i plejesektoren, eller når corona “æder” de varme hænder. Og jeg synes, at det seneste kommunalvalg viste, at det faktisk ikke er der, de kommunale prioriteringer er. Ihvertfald ikke i vores kommune (Allerød), hvor der ikke kom mange praktiske løsninger på bordet; allerhøjst at der skal bygges billigere boliger, som de ansatte i plejesektoren ville have råd til at bo i …

    Svar
  • birgitte fogh

    18/01/2022 at 11:52

    Kære Line
    Du har fuldstændig ret, vi ” ældrebyrden ” har og betaler stadig skat til samfundet.
    Jeg gruer selv for den dag, hvor jeg eventuelt bliver afhænggig af hjælp.
    jeg kan jo se hvordan det halter, med mange af mine jævnaldrende, er selv 72 år.
    Hilsen Birgitte Fogh

    Svar
  • Henriette Schmidt

    18/01/2022 at 11:41

    Kære Line,
    Jeg bliver både trist og ked af at læse dit indlæg. Desværre er dette virkeligheden.
    Vi har netop været samme scenarie igennem, med min nu afdøde mormor.
    Hos min mormor og morfar lærte jeg vigtigheden i at bidrage til fællesskabet. Bidrage økonomisk og aldrig ‘snyde’ i skat og altid betale min skat med den største glæde, for det var vigtige penge, som skulle komme alle til gavn på et tidspunkt i livet. Det skal jeg lige love for ikke var sandt.
    Din mors og dine erfaringer med den uværdige kommunale ældreomsorg er identisk med min mormors.
    Lige fra visitering i eget hjem til de sidste år på et plejehjem, som var en forfærdelig oplevelse. Det var fra 1. dag en kamp op ad bakke. Og du berører det så rigtigt, hvad gør de stakkels mennesker som ikke har pårørende ej heller nogen i nærheden til at hjælpe.
    Debatten er så vigtig og jeg prøvede i mange år, at få kommunens opmærksomhed igennem medierne.
    Det lykkedes, fordi vi var ‘råbte’ højt nok og sådan skal og må det det ikke være.
    Jeg har vedhætet et link fra JV, som beskriver en af vores oplevelser.

    https://jv.dk/artikel/familie-har-hyret-privat-hj%C3%A6lp-til-93-%C3%A5rig-plejehjemsbeboer-vi-r%C3%A5ber-ikke-kun-op-p%C3%A5-mors-vegne

    Tak fordi du belyser emnet og jeg bakker dig op, hvis du har mod på at gå ind i dialogen om en værdig ældrepleje.

    Venlig hilsen
    Henriette

    Svar
    • Birgitte

      18/01/2022 at 11:50

      Hej Henriette

      Så enig i dit oplæg.

      Kan det passe man ikke kan læse din artikel hvis man ikke er betalende?

      God dag

      Dbh

      Birgitte

      Svar
      • Henriette Schmidt

        18/01/2022 at 12:01

        Kære Birgitte,
        Ja, jeg har lige opdaget at det er en + abonnement artikel.
        Artiklen handler om, at vi ansatte en dame 3 gange ugentligt, som kunne hygge og læse Billed Bladet eller kigge i fototalbum med min mormor . Gå en tur i naturen, for frisk luft fik hun aldrig, med mindre vi tog hende med udenfor. Vi havde travlt med mange praktiske gøremål for dem var der mange af.
        Det er så vigtig, at tage denne debat for der SKAL ændringer til.
        Venlig hilsen
        Henriette

        Svar

Skriv et svar