Engang kæmpede vi sammen for Danmark på kvindeishockeylandsholdet, og vi vandt bronze til EM i 1991. Vi har grinet, drillet hinanden, strippet på en tysk bar, drukket os småbimse i risvin før kamp i Kina og i det hele taget haft en fest. I dag er Linda en af coronahverdagens heltinder!

En hyldest til hverdagens helte og heltinder

Danmarks EM bronzehold 1991. Linda og jeg selv i anden række

Dette indlæg er en hyldest til de tusinder af sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale, som i ugevis har kæmpet i frontlinjen mod corona. Dem, der dagligt sætter eget helbred på spil, og som arbejder på overtid pakket ind i sikkerhedsudstyr, handsker og masker for at pleje og redde coronasyge danskere på intensivafdelinger landet over.

’Min’ Linda hedder Jensen til efternavn og er sygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Om dagen arbejder hun i en lægepraksis. Men hun har fast aftenvagt på Hvidovre plus ekstravagter under corona. Hun har meldt sig under fanerne og bliver kaldt på arbejde, selv når hun har fri. Hun lægger billeder ud til os (de gamle ishockeykammerater), og prøver med humor at komme gennem lange arbejdsdage pakket ind, som arbejdede hun på et utæt atomkraftværk. Som hun skrev i en af vores fællestråde på FB forleden: ’Puha det er varmt at være i overgangsalderen og pakket ind i plastik!’

Intet er normalt for tiden

Jeg spurgte Linda, om hun ville fortælle om sin hverdag de sidste 4 uger. Og her er et lille indblik i en corona sygeplejerskes liv lige nu.

’Der er jo ikke meget, der er normalt. Min arbejdsuge er dog nogenlunde den samme, og vi kan stadig godt følge med. Jeg har lige haft 3 fridage, men jeg hjælper gerne, hvis der er brug for mig. Vi har de patienter, der er ilt krævende, og som ligger med overvågning. Der er vagter, hvor vi har meget travlt og vagter, hvor man føler, man har gjort et godt stykke arbejde.  Men jeg kan jo ikke kramme mine kollegaer eller gå ind til patienterne, uden at bruge 3-5 minutter på at tage værnemidler på og af. Der er heller ikke besøg til de syge patienter, så ALT er anderledes.

 Hvordan mærker du travlheden?

Linda klædt på i plast og værnemidler

’Jeg mærker det på den måde, at jeg ikke ser mine kollegaer så meget på en vagt, fordi vi står på hver vores stuer. Nogle gange har der været vagtskifte, uden man opdager det. Men jeg synes, vi er gode til at hjælpe hinanden, når der er travlt. Der er en del tidligere kollegaer, som tager ekstra vagter, så det ser fornuftigt ud.  Jeg er ikke en af dem, der selv har mange ekstra vagter. Og det er jo positivt, for det betyder, at vagtplanen holder.’

Har I tid nok til at pleje de syge med omsorg?

’Jeg føler, at vi for det meste yder en god sygepleje og omsorg, men ingen vagt er ens.  Det er ikke, som vi har set på TV fra andre lande, hvor patienterne ligger på gangene, og alt er kaos. Hos os ligger patienterne på hver deres stue med overvågning, der er læger og fysioterapeuter på afdelingen døgnet rundt. Hvis der kommer komplikationer’.

Hvordan er det at arbejde med maske og beskyttelsestøj?

’Vores afdeling er gearet til at modtage patienter med sygdomme som SARS, meningitis, tuberkulose – og nu COVID. Så vi vant til at iføre os værnemidler. Men denne sygdom er jo ikke noget, vi har prøvet før. De første par gange tænkte jeg, om min maske sad godt nok? Havde jeg fået sprittet mine hænder ordentligt af?

 Det er meget omstændeligt, når vi skal ind og ud af en stue. Vi skal have plastiskkittel, mundbind, visir og handsker af og på.  Det er meget varmt med værnemidlerne, fordi ALT er i plastik. Så efter 20-30 min kan man godt mærke det i halsen, så skal man ud og have en pause.  En hedetur oveni gør det heller ikke bedre !!’

 Selvfølgelig er jeg bange

 Hvordan påvirker Corona dig ?

’Ja, det er et godt spørgsmål!  PÅ jobbet har jeg nogle fantastisk dygtige kollegaer, og vi snakker om alt fra privatliv til denne pandemi, som påvirker os alle. Men jeg har en tro på, at vi nok skal komme igennem det sammen. Jeg ser ikke meget TV, da jeg prøver at få det på afstand, når jeg kommer hjem – så det hele ikke er COVID.  Vi har jo dem, der er hårdt ramt her på vores afdeling. Så i starten når jeg kom hjem efter en vagt, kunne mine tanker godt stikke af. Men det er jo heldigvis ikke alle, der bliver så syge. Men selvfølgelig er jeg da også bekymret og bange.’   

Hvad er du bange for?

’I starten var jeg meget bange, fordi jeg så, hvor hurtige syge patienterne  blev, så ja det er jeg. Men jeg er mere bekymret for, at min familie skal smittes. Min mand og børn er bekymrede for mig, men de kan se, at jeg er, som jeg plejer. Det tror jeg hjælper dem. Men jeg har ikke kysset og krammet mine børn siden min første vagt, og det savner jeg.’Og hvis vi er sammen går vi tur med afstand.’

Mennesker dør alene

Hvilken oplevelse har gjort det største indtryk på dig under corona?

’Jeg passede en ældre kvinde, som var dødende. Og i disse COVID tider må de pårørende ikke komme på besøg. Hendes søn ringede og spurgte, om han måtte komme med et familiebillede og et brev til sin mor. Jeg mødte ham i vandrehallen, og jeg kunne jo ikke engang give ham et kram. Men jeg lovede, at jeg ville hænge billedet op og læse brevet højt for hende. Så det gjorde jeg. Han blev meget rørt – det samme gjorde jeg.’

 Hvad er dit bedste råd til alle, der frygter?

’Jeg siger til alle: Betragt alle som smittede!. Der er kun én, der kan passe på dig – det er dig selv. Ung som gammel, syg som rask.’

 Andre indlæg om hverdagen under corona:

Vi var midt i vores drøm, så kom corona!

Kom stærk og fit igennem corona!

Husk nu at holde afstand