Jeg har været på netdating. Jeg troede aldrig det skulle ske. Men det gjorde det. Netdating har aldrig rigtig været mig, som jeg før har skrevet om. Men i sidste uge satte jeg mig for at finde ud af, hvad jeg går glip af, når jeg ikke vil og tør netdate. Så her er beretningen om mit dating liv på Match.com!

Jeg oprettede profilen sidste fredag. Med et vellignende billede af mig selv og en klar beskrivelse af, hvad jeg leder efter. Jeg tænkte, at der på Match.com nok ville være et stort og bredt udvalg af mænd. Og det skal jeg da lige love for! Tak for kaffe….

De første 4 dage, blev jeg bestormet af mænd i alle aldre, højder og drøjder. Og fra flere europæiske afkroge! Ret interessant, for i min profil søger efter mænd mellem 44 og 60 år, veltrænede, over 180 og i en radius af 25 km fra København. Man får fik hele tiden et hav af tilkøbsmuligheder, så man fx kan kigge på andres profiler, UDEN at de kan se det. Der er så mange extras’, at det lugter lidt af pengemaskine.

Den ældste, der bød ind på min profil var en københavner på 88 – den yngste 39! Selv min mor ville synes, at 88 var for gammel (til hende selv!). Hver dag får jeg et ’udbud’ af 100 såkaldt udvalgte mænd, der skal matche mine kriterier. Efter 3 dage kunne jeg konstatere, at det ikke helt virker. En stor del var enten over 60, knap så veltrænede, nogen under 175 cm og ikke indenfor en radius af 25 km fra København. De kom i stedet fra Skåne, Fyn, Jylland, Sydsjælland – ja sågar Bologna, Frankfurt, Manchester og andre mere eller mindre eksotiske steder.

Jeg nåede på de første 3 dage at få flere hundrede besøg og være ’favorit’ hos små 200 mænd! Mange af dem, der havde mig som favorit passede ikke på mine kriterier. Altså lidt spild at tid – og også lidt ubehageligt, for hvad skriver man til en mand, som garanteret er sød, men som man ikke kan se sig selv med?

Der var mange, der skrev direkte til mig. De var søde og ordentlige – og bød mig velkommen i netdating verden. Et par stykker spurgte om min profil var fake – og hvorfor jeg var der. En skrev sågar på min private mail, for at høre om det kunne passe, at jeg havde en dating profil. Han mente, jeg måtte være hacket!

Jeg svarede alle, som det var, at jeg var nysgerrig på at forstå og kende datingverden på nettet. Og hvis der dukkede en sød mand op, var det jo win-win! Mange delte faktisk deres personlige dating historier med mig – og de bekræftede mig i, at det sgu er et lotteri, hvor man skal være mere end heldig for at møde det ’rette match’.

En mail jeg modtog en dag for længe siden !

En fortalte om falske russiske profiler. En anden om kvinder, der ville inviteres på hotel – selvom han i sin profil klart skrev, at han ikke var interesseret i erotiske forhold. Og andre igen kunne fortælle, hvordan de havde været i dating-land i årevis uden held – men at de stadig håbede. En fortalte, hvordan han skriver til kvinder, der er 175 og søger en over 2 meter, og så skrev han bare, at han godt ku’ lide høje kvinder! Det ku’ jo være.

Nu vil jeg nødig fornærme nogen, men der var dage, hvor jeg var ved at tisse i bukserne af grin af de navne og billeder, som dukkede op på min skærm. Der var fx profilerne ’Tispåmig’ og ’Pyllremies’ – og mænd i ’fodbolddragter’ (altså shorts, knæstrømper og trøje) og underlige grimasser – og jeg tænkte : Hvem, tror de mon, hopper på det!.

En af mine dygtige veninder (Søs Noiesen) producerede for nogle år siden en Temalørdag om dating til DR 2 – ’Sådan overlever du dating junglen’. Jeg har lige siddet og set det. Og det giver faktisk svaret på, hvorfor, så mange hænger fast i dating-dyndet uden held. Her hørte jeg, at det fx er helt normalt at lyve om sin alder og at date flere på en gang. Se det selv – det var ret interessant. Der var også en liste over dating-billedernes ‘goes’ og ‘no goes’ – ret sjovt!

Jeg har nu lukket min profil igen og fået min 430 kroner tilbage– så hop ikke ind på Match.com og led efter mig. Fuglen er fløjet og sidder igen på sin singlepind og betragter verden.