Det er Val D dag. Hvis du har unger i gymnasier, så ved du, hvad jeg taler om. I dag rejser 3000 gymnasieelever fra hele landet på årets ski- og festtur. Jeg har ondt i maven. Mon 3000 andre mødre har det som jeg?

Min yngste er en god og ordentlig dreng. Det ved jeg godt, men jeg har alligevel gedigne mor-sommerfugle, der basker rundt ved tanken om, at han sammen med tusinder af andre unge giver den max gas på pisterne og i barerne. Nogle vil måske sige med god grund, fordi der næsten hvert år sker uforudsete og dumme ting på studenterturene.

Med mor på ski – engang for længe siden!

Jeg husker selv et år, hvor nogle af mine bedste venners datter ringede hjem, og skilejlighedskomplekset stod i brand ! Vi havde hende igennem på TV2 Lorry for at berolige andre bekymrede forældre. Og så er der de skrækkelige historier, jeg slet ikke vil tænke på.Det sker selvfølgelig ikke.

Rejsebureauet – som i øvrigt tager sig latterligt dyrt betalt for at fragte de tusinder af unge til Frankrig i primitive busser – sendte forleden information ud til os forældre og anbefalede, at vi aftalte faste tidspunkter at kontakte vores poder, så vi ikke gik i panik, hvis de ikke svarede på andre. Og i øvrigt sikre os, at vi har mobilnumre på kammerater og roommates. Min yngste synes, det er en hæslig ide. Jeg synes den er fantastisk !  

Og så er det, jeg kommer til at tænke på min egen ungdom. Og hvordan mine forældre mon havde det, når jeg selv rejste ud i verden. Jeg var  kun 15 år, da jeg for allerførste gang rejste alene på sprogskole i England med min kusine. Og siden den sommer i 1977 var jeg aldrig på sommerferie med mine forældre mere.

En lille ski djævel – nu på egne ben!

Derefter stod den på Interrail hver eneste sommer til jeg var 22! Min første interrailtur var lige ved at blive småfarlig, for min mor havde forbudt min kusine og jeg at rejse til Italien. Og hvad gjorde de 2 kusiner ? Ja, første destination på vores interrailrejse var naturlig vis Italien – nærmere betegnet Sicilien og Vulcano – helt nede i mafiosoland. Vi endte også med at måtte flygte nordpå, jagtet af solbrilleklædte mænd, som I 2 dage forsøgte at lokke os i en fælde. Vi fandt heldigvis aldrig fandt ud af, hvad ville med os. Men vi låste os inde i en 1.klasses kupe af frygt for, at de var med i toget til Rom !

Der fandtes ingen mobiltelefoner, ingen kreditkort. Man kunne ringe fra en telefonboks (modtageren betaler). Og det eneste, vores forældre ellers hørte fra os, var et postkort en gang om ugen – som oftest kom, når vi selv var returneret til Danmark.

Så måske bunder min bekymring i virkeligheden i min egen ungdoms ubekymrede færd i verden. Den lå jo der for mine fødder klar til at blive indtaget og brugt. Og mor og fars formaninger blev ikke altid efterlevet. Men sådan er min søn jo ikke !

Sådan gik det mig engang på en skitur… Godt jeg havde hjelm på!

Så nu sender jeg ham af sted og håber, at han og de 2999 andre unge får den fedeste tur til alperne. Alle formaninger er givet: Husk hjelm. Ingen alkohol og ski. Ingen vild off piste skiing.

Tja, hvad tror jeg mon selv !

Og til Summitweek som rejsearrangøren hedder: Nu passer  I fanme godt på vores unger !