• Home
  • /
  • Familie
  • /
  • Der kom et brev – som jeg gerne vil dele med jer.

Der kom et brev – som jeg gerne vil dele med jer.

Det var sent i går aftes. Jeg burde egentlig ikke være på hverken mail eller mobil. Men mit sidste indlæg ”Når jeg engang ikke er her mere” om, hvor godt vi egentlig kender vores forældre, har ramt mange og sat tanker i gang, om deres eget forhold til mor, far og deres egne børn. Der kom et brev – som jeg gerne vil dele med jer.

Brevet kom fra en mand, der mistede sin far, da han var kun 8 år. Han lærte aldrig sin far at kende. I dag er han selv samme alder, som faren, da han døde. Og hans egen datter er – ja 8 år !

Der kom et brevDavid, som manden hedder, har givet mig lov til at lægge brevet ud. Han skriver med lige dele humor, hjerte og smerte om tabet af sin far. Og ikke mindst om, hvordan han ønsker, at hans EGEN datter skal huske ham, når han ikke er her mere.

”Kære Line

Jeg læste dit fine oplæg omkring det at kende sine forældre, og det gav lidt stof til eftertanke og refleksion. ”Jeg er ikke bange for at dø, jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker”.

Sådan har Woody Allen engang udtrykt det, og jeg kan kun tilslutte mig det. Døden er ikke noget jeg går ind for, jeg tror faktisk overhovedet ikke på, at det er en holdbar løsning på sigt – alligevel er det noget, man er tvunget til at forholde sig til. Jeg skulle allerede gøre det i en meget tidlig alder.

 Min far var en stor livsnyder, han elskede livet med alt, hvad det indebar af fristelser. Han var antikvitetshandler og havde en udsøgt sans for æstetik – både når det gjaldt kunst og kvinder. Jeg tror faktisk, det kom ud på eet, hvis man spurgte ham og vel og mærke ikke min mor. Det var store armbevægelser, store sjusser og ikke mindst høj cigarføring.

Min far var ikke typen, der gik på borgerservice og fik alt ordnet. Han gik derimod på Borgerkroen, for der blev man ikke reduceret til et nummer, man kunne til gengæld lave dem og gerne udenom skattevæsnet, for det handlede nok mere om adfærd end velfærd hos ham. Det betød også, at han sjældent satte pengene i banken til 6 procent, når han kunne få en fest ved at tømme en flaske på 50 procent, for derefter at pantsætte hele inventaret inklusiv flasken, inden min mor kom hjem til et helt nyt hjem, der sjovt nok ikke lignede ”Hjemmet” eller billederne fra noget som helst andet katalog. For virkeligheden var, at et sådant liv koster. Og hver dag kunne man risikere at få revet tæppet væk under sig, navnligt hvis det var et ægte et af slagsen, for så forvandlede det sig helt umærkeligt til et flyvende tæppe, der uden større besvær fløj ned til pantelåneren.

Der kom et brev Selvom fest og musik var en fast lydkulisse i vores lille 2 værelses på Holger Danskes Vej på Frederiksberg, så lurede forfaldet også. Jeg mærkede det ikke bevidst som barn, for mig var min far bare en helt, og jeg elskede ham overalt på jorden. Jeg har fra tid til anden spurgt min mor ud om ham, men tiden har sløret hendes hukommelse og idealiseret ham i det, der dengang var et ung-pige sind, og de fleste af hans venner er for længst borte. Så hvor min far stod som menneske eller politisk, aner jeg i virkeligheden ikke. Men jeg husker, at han kunne debattere ivrigt, og så var han i alt fald altid helt rød – ikke mindst i hovedet.

Men en morgen var han blå, og at dømme ud fra min mors reaktion, var det ikke noget, hun var videre begejstret for. Jeg havde af en eller anden grund fået en bakke med morgenmad ind på mit værelse den dag, hvilket var højst usædvanligt på en almindelig skoledag. Pludselig kunne jeg høre min mor skrige højlydt, og jeg skyndte mig ind i soveværelset. Der lå min far på gulvet, han var helt blå i hovedet for ikke at sige lilla.

Jeg kan huske, at min mor skreg hans navn i vilden sky, men han lyttede tilsyneladende ikke efter, det gjorde han nu sjældent. Samtidig havde hun noget, der lignede en spiseske nede i munden på ham. Det var før alle de her førstehjælpskurser, så det var vel nærmere et hjælpeløshedskursus, og det bestod åbenbart i at åbne hans mund med noget bestik for ligesom at få lidt luft ind i munden på ham. Lige lidt hjalp det dog, og heller ikke de to mørkklædte falckreddere der tilstødte soveværelset et kvarter senere synes at kunne blæse mere liv i ham. Så den 10. oktober 78 fadede min far ud som en anden vinylplade, og musikken var slut.

Min mor har i øvrigt stadigvæk nogle af mine tegninger fra dengang, og jeg så dem for nylig. Det var egentlig ret bevægende at se dem igen. At fornemme hvad der gik igennem hovedet på en 8 -årig dreng, der lige har mistet sin far.

Som jeg husker det var ikke kun begravelsen, der blev malet den dag med mine triste tudser. Også skuffelsen stod malet i ansigtet på mig, da det stod klart, at rustvognen ikke var ikke nogen Lincoln Continental, som de amerikanske mafiabosser ellers havde for vane at tage en sidste tur i.

Der kom et brevDengang gik vi som drenge ret meget op i bilmærker, og heller ikke Elvis’ hvide Cadillac kunne det blive til. Det blev derimod en Ford Taunus, præcis samme vogn som min far havde haft i levende live bare uden drivhuset.

Sorgbearbejdelse var ikke noget, man dvælede længe ved dengang, og jeg fik således heller ikke lov til at sige ordentligt farvel til min far, for selvom Jesus siger: Lad de små børn komme til mig, så var den lokale præst af en anden mening. Han rådede min mor til at undlade at tage mig med, og mens min far blev bisat, blev jeg tilsidesat og måtte nøjes med at spille fodbold ude foran kirken og den afskedskamp skulle vise sig ikke at blive på 45 min men 45 år plus det løse.

Min far ligger i dag på de ukendtes grav, og på mindekorset står der ”Ukendte af mennesker, Kendte af Gud”.

Det er en tekst, jeg kan tilslutte mig, for min far forblev også ukendt for mig. Nu har jeg så i midlertidig indhentet ham og har præcis samme alder som ham, da han døde. Når så jeg indimellem kigger mig ind i spejlet, (det sker ikke så ofte som det har gjort), så er det som om, han pludselig står der, og der er så mange ting, som jeg gerne vil spørge ham om. Det kan jeg af gode grunde ikke, men jeg kan vende mig om mod min datter, som nu til gengæld har præcis den alder, jeg havde da jeg mistede min far.

Og så kan jeg prøve at være nærværende og svare på alle hendes spørgsmål. Fortælle hende hvad jeg drømmer om, hvad jeg har drømt om, hvad jeg synes om Blackman, hvor sej hun ser ud, når hun danser på sin Musical.ly app, hvilke fyre der er smarte, hvorfor jeg altid tæller de genstande jeg drikker, hvordan hendes mor og far mødtes, hvorfor hun stadig er et kærlighedsbarn, selvom hendes mor og far er skilt, og hvorfor prinser også kan dø.

Og hvem ved, når den dag kommer, hvor vi skal til at sige farvel, og eventyret er slut, så kan det være, at det om ikke bliver nemmere, så i alt fald med bevidstheden om, hvor meget jeg elsker hende og altid vil gøre det – også når jeg ikke er her mere. ”

David Rousing er i øvrigt skuespiller, klummeskribent og forfatter.

Du kan finde ham på Facebook.  

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

4 kommentarer

  • Kirsten Jensen

    27/02/2018 at 13:30

    Sikken en rørende historie. Giver stof til eftertanke om selv at få talt med sine børn. Jeg vidste heller ikke meget om mine forældre og deres liv og drømme. Det vil jeg selv prøve at lave om på. TAK Line for nogle super gode emner du tager op. En meget glad læser.

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her