Hvorlangt vil man ikke gå for en kæreste ?å for en kæreste ?

Hvorlangt vil man ikke gå for en kæreste ?

Jeg var til et møde forleden med en skøn og supersej kvinde, der skulle til sin første ”rigtige” fodboldkamp nogensinde. Hun havde kun været på et stadion og hente og bringe børn – men aldrig set en hel fodboldkamp. Nu havde kæresten så inviteret hende til Pokalfinale i Parken – hvorlangt vil man ikke gå for en kæreste ?

 

Pokalkampen lød næsten som et overgreb – og der var i hvert fald tale om lidt af en ofring fra hendes side. Så hun spurgte : Hvad er ”prisen” for at gå men kæresten til bold ?

 

Kvinden serverede sit spørgsmål med det bredeste smil på læben – så vi var ikke ude i noget kalkuleret snavs om et Rolexur, La Perla undertøj – eller en ny bil. For det havde hun allerede. Det handlede alene om, at kvinden betragtede det som et meget stort offer at sidde på lægterne i Parken til Pokalfinale på en højhellig torsdag, hvor vejrudsigten meldte sol og sommervarme. Hvor hun måske kunne nyde det med sine børn eller veninder, mens han udlevede sin fodboldfeber i Parken. 

 

Og helt ærligt, så tror jeg vi alle har tænkt den tanke: OK skat, nu gør jeg det her for dig, så nu skylder du mig BIG TIME.

 

Men jeg kom alligevel til at tænke på, om vi skylder hinanden noget i ægteskaber, kærlighed eller venskaber. Om ikke det er udtryk for en demokratisk, dansk tankegang, som vi har fået trukket ned over kærligheden. Rimeligt måske – men kærligt ? Nej.

 

Det at gøre noget for en man holder af, der gør den anden glad, selvom man hverken har lyst eller gider, er vel dybest set det, livet og kærlighed handler om. Parforhold og venskaber er vel der, hvor man er klar til at gå “the extra mile” uden at forvente noget retur – ligesom vi gør med vores børn ?  Der vil vi jo gå herfra til himlen for at give dem alt det bedste.

 

Og faktisk er de oplevelser man får, nogle gange det man senere griner mest af eller – eller som er de historier man husker og taler om. Jeg husker i hvert fald tydeligt, da en ekskæreste fik mig op i et lille fly uden sæder over Alaska. Og min eksmand fik lokket mig med på med på vild whitewaterrafting med vores yngste søn på 4 i Colorado. Eller hoppede i det sorte vand i Silkeborgsøerne. Jeg gjorde det ikke for min skyld – for jeg var skræmt fra vid og sans. Men jeg er SÅ glad for, at jeg prøvede.

 

Mit råd til den skønne kvinde var, at hun skulle tage i Parken med det største humør og møde fodboldfesten med åbenhed og nysgerrighed. Og lade sig føre ind i fodboldrusen af den mand, der nu prioriterede at invitere HENDE med til festen og ikke en kammerat.

 

Jeg har ikke talt med hende siden – men jeg glæder mig til vores næste møde. Og kke mindst til at høre, om der blev sat en PRIS på kampen. Eller om han helt automatisk i kærlighedens navn gav hende et ekstra klem, kys eller blomster.

 

Hvad mener I ?  Og hvorlangt vil I gå for jeres kæreste ?

PS Billedet er taget i Paris af min yngste søn, som ønskede, at mor skulle posere. Han og storebror fik mig lokket til varm kakao og petitfour på La Duree – et af byens fineste konditorier – selvom det var næsten kvalmende varmt. Derfor det lidende udtryk!

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

5 kommentarer

  • vibeke

    29/05/2017 at 12:19

    Det er bare en super vigtig pointe, at man I forhold til de mennesker der betyder noget for en, om det er børn-venner-familie eller selvfølgelig ens partner, gør noget for hinanden I kærlighed og at vi ikke er så fokuseret på hva’ “regningen” så kommer til at lyde på. Som I sangen med Peter Belli fra 1978 “ingen regning”….men det er jo altid vigtigt at mærke efter inde I sig selv om det man gør for andre/en anden ikke “stritter” for meget ud…..
    Tak for din super –
    duper gode blog Line

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      29/05/2017 at 17:22

      Tak Vibeke.

      Lige præcis “Ingen Regning” var jo et danskpop nummer, vi grinede af og samtidig blev ramt af. For det rammer lige præcis kernen.

      KH
      Line

      Svar
  • Henrik V Blunck

    29/05/2017 at 21:20

    Jeg er enig med dig i, at det er normen vi får smidt ned over hovedet af vores omgivelser, men ikke nødvendigvis at vi SKAL ofre os, hvis vi helst er fri. Jeg kom til at tænke på det, da jeg binge-watchede The Good Wife [Yes, der findes mænd, der ser dén serie! :-)], for i køkkenet siger Peter Florrick pludselig til sin kone – efter at have spurgt om han måtte betro hendes noget – at han egentlig ikke brød sig om (rød)vin, men havde drukket det for at gøre hende glad. Hun tilbød ham en whisky da han sagde: “I am more of a whiskey-guy”, hvortil han sagde, at han havde vænnet sig til det.

    Det er jo den største kærlighed, at der er ting vi lærer at sætte pris på hos hinanden, og nyder sammen, men ligesom jeg aldrig ville forvente, at en kommende kæreste var lige så vild med WTA-tennis eller kvindehåndbold, så må jeg bare sige, at livet har lært mig, at man kan have hver sine glæder her i livet.

    Skal man så aldrig lave noget fælles? Jo, meget gerne. Men vi skal også turde være autentiske nok til at sige: “Lamseben, tag du bare til curling, for så støvsuger jeg imens I hygger jer.” 🙂

    Men du har et godt hjerte – og endnu en interessant artikel på bloggen.

    Svar
  • mormormedstiletter

    29/05/2017 at 21:58

    Hvor er det et fedt indlæg, Line!
    Jeg deler 100% din holdning – man skal ikke altid forvente at få noget til gengæld for alt hvad man gør her livet. Nogle gange skal an bare gøre ting for at gøre sin elskede glad:-)
    – og lur mig om ikke man så får meget mere retur på den lange bane…..

    Svar
  • Connie Riddersholm

    29/05/2017 at 22:40

    Jeg tror at i den specifikke historie bør hun vel være lidt beæret over han vælger at inviterrer hende…. er det ikke sådan at vi helst ser/dyrker vores passioner og sport med vores ligestillede inden for området. Dvs. Mænd der elsker fodbold ser det med deres kammersjukker. men han valgte hende…. ❤️
    Så giver dig ret Line lets walk the extra mile…..
    Vi glemmer at gøre de små ting som vi måske nok “føler” er arhhhhh… lidt et offer, men det gør jo ikke ondt…. men det gør ham glad.

    Svar

Skriv et svar

På bloggen med Line

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her