Den dag min far døde

Den dag min far døde

Der er dage i ens liv, man aldrig glemmer. Dage, der står så knivskarpt i ens erindring, at man husker alt, der skete og hvordan. Dage som man mindes på forskellig vis – på godt eller ondt. Den 24.oktober er sådan en dag for mig. Det er den dag min far døde på for 21 år siden.

Den dag min far døde

Hånd i hånd på Torvet i Helsingør

Han døde desværre alt for ung – han blev kun 64. Jeg var uden tvivl fars pige. Jeg dyrkede sport som han. Jeg blev journalist præcis ligesom han. Han var ærekær, perfektionistisk, klog, kærlig, stolt, nærværende og samtidig fjern, når han sad med sin avis, smøg og kaffe. Han var også irriterende, gammeldags og påståelig. Men altid i godt humør. Jeg ligner ham rasende meget. Han sagde tit drillende til mig: ”Jeg elsker dig min tøs, men jeg er fanme glad for, jeg ikke er gift med dig”. Den tænker jeg stadig over!

Jeg hører ikke til typen, der nødvendigvis tager på kirkegården og lægger blomster på min fars dødsdag. Men jeg synes, det er rart, at vi har et sted at gå hen og hilse på både min far, min bror, min farmor, min farfar og min onkel. De ligger alle samme sted. Min mormor ligger desværre et andet sted og lidt længere væk.

Jeg har andre måder, jeg mindes på. Og det gør jeg tit. Ved siden af min seng (gemt i mit sengebord) har jeg siden min fars død haft den bog liggende, som han læste i den aften, han døde. Og der skal bogen blive liggende. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men det er en måde at have ham i mit liv på en fysisk måde. Han nåede i øvrigt til side 81.

Siden hans død har jeg hilst på min far, hver gang der er fuldmåne. Det er blevet til en rar og hyggelig tradition, og samtidig et tidspunkt, hvor jeg i al stilhed spørger min far til råds. Jeg ved godt, jeg aldrig får noget svar, men de store spørgsmål bliver lige præcis denne dag vendt og drejet en ekstra gang i mit eget hoved.

Den dag min far døde

Fuldmåne over Gentofte

Forleden nat var en helt særlig nat. For det var både fuldmåne og den nat, hvor min far døde. Jeg sad længe og kiggede op på månen, som skiftevis var dækket af efterårsskyer og stod lysende klart. Vi talte sammen i det stille om stort og småt. Og det fantastiske er, at det stadig er muligt at genkalde hans fine stemme. Han sluttede altid vores samtaler af med et ’ciao, ciao min skat’.

Jeg blev i dag spurgt, om jeg tror på noget. Om jeg er troende eller religiøs. Jeg tror på, at der en mening med de ting, der sker i vores liv. Både det gode og det mindre gode. Jeg tror også, at der er mere mellem himmel og jord end som så. Som dengang da min mormor døde, en nytårsnat for mange år siden, hvor jeg sad i et fly på vej til Beijing. Pludselig fløj noget stort, hvidt forbi vinduet, hvor jeg sad, og min første tanke var: Det var da en engel. Det viste sig, at min mormor døde  omkring det tidspunkt den nat hjemme i Danmark.

Jeg er ikke religiøs, men jeg har brug for, at der er en slags 3.dimension. Nogen eller noget jeg kan give ’skylden’ for modvinden på cykelstien, det meningsløse,  det smertefulde i livet –  eller måske sende en taknemmelig tanke til. Så er det nemmere at komme videre og se lyst på tingene.

21 år går stærkt. Og vi skal huske at leve i nuet. Men det betyder ikke, at  vi skal glemme dem, der var. Dem der gjorde vores eget liv muligt. For de lever jo på forunderlig vis videre i os selv. 

Så tak for snakken far – og ciao, ciao!

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

15 kommentarer

  • tina/mormormedstiletter

    26/10/2018 at 10:41

    Smukt af dig at dele dine tanker i dette indlæg:-)
    Jeg har heldigvis stadig begge mine forældre, trods sygdom, men tænker ofte over hvordan det må være pludselig kun at have den egen tilbage.
    Du har en sund og smuk tilgang til din far, som jeg ønsker at jeg også kan få den dag, det sker for mig.
    Tusinde tak for dig og ja, vi skal nyde hver dag som var det den sidste – for man ved aldrig:-)

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      26/10/2018 at 12:59

      Ja, husk at de kun er til låns. Jeg skal minde mig selv om det med jævne mellemrum, for vi har altid så travlt, og noget vi lige skal. Og pludselig er der gået en uge uden man har talt eller set hinanden. Som barn boede vi under same tag som min mormor. Der sås man HVER dag. Nogle gange tænker jeg, at det ideelle var, at generationerne boede under samme tag.

      KH Line

      Svar
  • Britt Winther

    26/10/2018 at 12:55

    Tak for dine fine betragtninger. Du er bare så super skøn, varm og direkte fra hjertet.
    ❤️❤️😍😍👍

    Svar
  • Lene Jørgensen

    26/10/2018 at 13:07

    Tak for dine smukke ord og tanker. Jeg har selv mistet begge forældre.
    Vi har jo vores forskellige måder at mindes på. Min mor døede for mange år siden, og min far for få år siden .. tror også jeg var fars pige 😉 Duftesansen er en af minde ‘mindemetoder’. Min far elskede sæben Maja (selvfølgelig fordi han mindedes min mor med den). Jeg har derfor gemt hans Maja-sæbe i min skrivebordsskuffe. Hver gang jeg åbner den kommer minderne frem <3

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      26/10/2018 at 13:09

      Hvor har du ret. Og Maja er i den grad forbundet med historie og minder for mange.

      Tak for historien..

      Svar
  • Susanne Andersen

    26/10/2018 at 13:10

    Tak for et fint indlæg. Ja det er ikke nødvendigvis på kirkegården at minderne kommer frem. For mig er det, når jeg ser el hører noget som jeg ved, ville have moret min far😁En søndag zappede jeg lidt på tv og stødte på en gammel film med John Wayne. Min far elskede cowboyfilm, specielt med John Wayne😆Vi så tit film sammen da jeg var barn og teenager. Jeg så filmen færdig, mindedes min far og havde en slappereftermiddag😊

    Svar
  • Karina

    26/10/2018 at 13:38

    Glem aldrig den dag min søster død 36 år gammel det er 16 år siden nu men savner hende helt vildt nogen dage mere end andre😢

    Svar
  • Marianne

    26/10/2018 at 14:38

    Tusind tak for den smukke beretning. Blev helt rørt. Var også selv fars pige, tog bl.a. med ham på fisketur. Mistede min kære far pludseligt efter kort tids sygdom en novemberdag for snart 9 år siden. Hver gang det er fuldmåne, bruger jeg ekstra tid på kigge op og tale med ham. Mine forældre blev ramt af cancer samme år, 70 år gamle. Min far gik bort kun 10 dage efter at have fået diagnosen oplyst; eneste trøst er, at han ikke nåede at lide med mange smerter særligt længe. Min mor er her stadig, men døjer med mange følgesygdomme efter den cancer, især nedsat syn, så hun har brug for hjælp til alle praktiske ting. Jeg ved godt, at jeg burde være taknemlig over, at hun stadig er her, og at min far blev hele 70 år, men jeg savner ham helt vildt meget og synes, universet var lige lovlig hård mod vores lille familie. Jeg har ikke så mange fotos fremme, men jeg har min fars sommerjagthat hængende på en knage. En hat, jeg havde givet ham kort før, og som han næsten ikke nåede at benytte. Og hans lille Buddha statue i messing. Sjovt hvad man lige vælger som minde. <3

    Svar
  • Pernille Knuth

    26/10/2018 at 15:15

    Kære Line
    Er det virkelig 21 år siden -jeg husker stadigvæk da mor og far fortalte det.Husker mange gode minder med din far og hele familien i Hørsholm.Har lige været en tur i Hørsholm idag og genopfrisket minder om min fars barndom og familien for Tobias.Hvor er det en smuk måde du mindes din far på -og ja det var altfor tidligt.
    Tanker fra mig.

    Svar
  • Henrik V Blunck

    26/10/2018 at 23:00

    Dejlig livsbekræftende indlæg. Jeg er helt enig i, at vi skal håndtere døden på præcis den måde, der passer os bedst. 1.3.2013 mistede vi vores mor, børnenes bedstemor, og meget har ændret sig siden da.
    Må jeg, dybt indiskret, spørge hvilken bog din far læste den sidste aften? Jeg er jo selv lidt af en bognørd, og bøger fortæller meget om et menneske.
    Jeg kan jo kun give ham så ganske ret i, at du virker som et vidunderligt menneske, men din kære far havde jo nok også ret i, at det kræver en speciel støbning at kunne rumme den rette balance af med- og modspil som matcher dig. Det gælder ikke kun dig, men os alle sammen. Alle der tør sige deres mening er svære at rumme for ‘almindelige’ mennesker.
    Jeg havde en snak med en underviser om det for år tilbage som afslutningen på en festaften. Hun mente jeg ville være et aktiv i et bestemt parti, men som jeg sagde til hende, så egnede jeg mig ikke til partidisciplin, for hvis noget går mig imod, så vil jeg aldrig kunne stemme for eller ‘ved ikke’ til noget, som jeg er imod…
    God weekend herfra. 🙂

    Svar
  • G.

    27/10/2018 at 13:33

    Tak – for fint – smukt minde – fortælling om din far
    Det er rigtig dejligt – du tager dette emne op.

    Min far døde for 25 år siden – det var en hård sorg – at komme igennem…
    Han led frygtelig- lå i koma til sidst – lægerne sagde – at jeg ikke kunne komme i kontakt med ham – da jeg var alene med min far -men jeg prøvede – jeg kaldte på ham – ind i hans øre – sagde hvis han elskede mig – hans datter G. – skulle han klemme min hånd og se mig i øjene – jeg mærkede et klem – fik 3 klem i min hånd – han kæmpede for at åbne øjene – virkelig kæmpede – jeg så igennem han sprækker i øjene – så dybt ind i hans øjne for sidste gang – jeg sagde – i hans øre – Far jeg tilgiver dig – for alt i livet – Far jeg elsker dig af hele mit hjerte og gav ham et knus – strøj min hånd over hans skulder/kind/hår – Sorgen var lang…varede i ca. 15 år – min far kom tit i mine drømme -når jeg sov og prøvede på – at få mig ud af sorgen.
    Når jeg sad med min far’s meget gamle Buddha figur – rødligt træ – grinene/smil/tænder lavet af fint slags ben og smile øjne lavet fint af det samme.
    Jeg var ikke troende og religiøs eller medlem af nogen kirke eller andet – troede ikke på noget – ingen ting. Men da jeg arvede hans Buddha figuer – som betød meget for min far – betød Buddhisme mere for mig- og når jeg mediterede med Buddha figuren og tænkte på min far – kunne jeg mærke varme og tryghed – lykke – mærke et stref over min skulder og kind og hår – som er behageligt. Jeg kom over sorgen.
    I dag tror jeg mere på Buddhisme (mest Tibetansk). Og Universet (Sender positive tanker og ønsker – mod tager det positive i livet og ønsker). Og “videnskaben”(“Det er sort – der er ingen ting – det er slut”).
    Det giver lidt ro i sjælen – at tro på det ene eller andet.
    Min mormor døde før min far – der havde jeg en kæmpe sorg – min mormor kom også i mine drømme – når jeg sov. Min far sagde dengang – du kan tage disse ting – som betød mest for din mormor – det kan hjælpe- dig – over sorgen. Jeg tog 2 billeder af min mormor og morfar – som hænger hjemme på min væg – når livet er lidt for hård ved mig – kikker jeg op på billederne – ber om hjælp og ber universet om hjælp – det hjælper – livet går vidre. Min mormor var lysstøber – arbejde i lysstøberi – den fine afdeling og støbte lys til Roskildedomkirke og Kongehuset. Hun havde en stor flot armet lysestage – som havde betydet rigtig meget for min mormor. Når jeg bliver ked af det – griber jeg med mine finger om lysstagen – lukker øjene – kan mærke fred/ro og dufte min mormor – jeg bliver helt roligt og altid ser jeg et billede af hende i mine tanker – hvor hun køre rundt på sin Harly Davidson motorcykel med sit læder tøj på – vind i håret og griner og smiler og vinker til mig – da hendes motorcykel – betød meget for min mormor i 1930’erne.
    Da de der kunstige lys – kom frem satte jeg dem i lysstaden og ville tænde dem – kom der kravelende en mindre “hvidlig”/gennemsigt edderkop frem på lysstagen. Shit jeg har edderkopperforbi …- jeg sagde undskyld mormor – at jeg kom kunstige lys i lysstagen – tilgiv mig.
    Det er en god ting – at arve en lille ting fra ens nærmeste – som betød noget for personen – og som kan komme til – at betyde meget for en. Men man skal ikke dyrke det hele tiden og hverdag. Man bruger genstanden – når noget går rigtig godt – kan tage den i hånden eller gribe om den – sige TAK. Eller når sorgen presser- på holde om den – lukke øjene – give slip – lade trådene vældte frem og mærke/dufte og finde freden/roen – så får man tit – det meget bedre.
    Efterårs hilsen
    G.

    Svar
  • Dorthe

    27/10/2018 at 17:15

    Liv og død hænger tæt sammen – ying og yang!
    Det var først da jeg mistede to kære personer tæt på, at det for alvor gik op for mig hvad livet er for en størrelse og at vi skal leve hver dag, som om det kunne blive den sidste – eller i det mindste gøre os umage, for at leve som om det var den sidste. Tak til dig for at dele noget så personligt – men også så universelt. Knus og lad os mindes og glædes over det liv som stadig er <3

    Svar
  • Erik Balk-Møller

    28/10/2018 at 10:45

    Tankevækkende indlæg. Jeg mistede min far for 26 år siden, men tænker ofte på ham. Det sker ofte ubevidst og uforklarligt. Men sådan har jeg det også med min mormor og morfar og mine 2 onkler på min fars side samt ikke mindst min farfar. Han var en klog og indsigtsfuld mand, og hvis jeg skal træffe et valg, tænker jeg tit på, hvad han ville råde mig til at gøre.
    God søndag.
    KH, Erik

    Svar
  • Gitte Schmidt-Pedersen

    28/10/2018 at 11:37

    Ja, ens forældres fødselsdage… og efterhånden også dødsdage er gode anledninger til at sende dem en ekstra tanke. Begge mine forældre er væk. Min mor døde for år 14 siden og min far for 6 år siden. Det er sjældent at der går en dag, hvor de på en eller anden måde ikke har været i mine tanker.
    De er begge dybt savnet. Dybt. Jeg beundrer dem begge for deres måde at være forældre, på deres måde at være bedsteforældre, men især for deres måde at tackle deres liv. Jeg er sikker på at de også ville have været fantastiske oldeforældre.
    Jeg er typen, der går på kirkegården på mærkedage og højtider. Ligesom jeg også sætter en tak-for-livet blomst til dem på min egen fødselsdag. Nogle gange er det hurtigt ind og hurtigt ud… andre gange bruger jeg længere tid.
    Vi har alle hver vores måde.. og respekt for det.

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her