OL er slut. Nogle af jer har måske set lidt af det på DR eller Discovery/Kanal 5, hvor jeg slog mine folder. Det har været en rejse for mig af de meget store, fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne. De mange timer foran skærmen. De lange arbejdsdage. At træde ind i manegen med mennesker, jeg ikke kender. Men yes jeg gjorde det!
Stolt og lettet
At vove er at miste fodfæste for en stund. Og jeg har været på en personlig rejse, hvor jeg skulle levere til dem, der troede på mig på Discovery. Og hvor jeg skulle bevise overfor mig selv, at jeg stadig kunne mestre mit gamle TV- håndværk. Det har jeg gjort. Og jeg er så glad, stolt og lettet.
Jeg var rusten, men som bremser på en bil, der ikke har fået de ture og opbremsninger, den skal have, så kørte jeg derudaf og fik undervejs 110 nye live tv-timer på kontoen – og banket det meste af rusten af. Det har været hårdt – men mest af alt har det været sjovt og lærerigt.
Lærerigt fordi, jeg har arbejdet sammen med en masse nye mennesker i mit gamle fag – sportsjournalistikken. Og sjovt fordi jeg har mødt gamle kollegaer og sportsfolk, som har defineret store dele af mit arbejdsliv dengang. Men allermest lærerigt, fordi jeg selv havde brug for at turde hoppe ud på dybt vand igen og se om, jeg ’holdt’, fordi frygten for stress og ’aben’ har holdt mig tilbage.
Men jeg har vasket frygten for stressen og skammen over den gamle ‘abe’ væk, som har ellers siddet på min skulder som en lille djævel i årevis.
Tak til min coach
Da jeg havde takket ja til opgaven, vidste jeg, at jeg det ville være godt at søge professionel hjælp for at gennemføre opgaven. Jeg mødte for nogle år siden en stresscoach, som dengang sagde: Ring hvis du en dag får brug for det. Og jeg valgte at række ud.
Sammen med ham fik jeg styr på min bekymring for at være på og opleve den ’rundtossethed’, der sendte mig til tælling, da jeg gik ned med stress i 2016. En svimmelhed, som af til dukker op, når jeg skal performe.
Han gav mig en nogle nye værktøjer og fik mig til at sige ’farvel’ til aben eller djævlen, der i mange år har siddet på min skulder. Det var hårdt men effektivt.
Et dejligt farvel
Jeg har arbejdet stort set 24-7, siddet 10 timer i tv-ruden næsten hver dag i 17 dage. Og mødt nye super dygtige kolleger, som alle løftede i flok og tog imod den gamle tv-rotte med tålmodighed og respekt.
Jeg føler faktisk, at jeg omsider har fået sagt et værdigt farvel og sat det punktum, jeg gerne ville i min TV- karriere. Det var så brat, da jeg sluttede i 2016 – og det gjorde ondt at slutte en karriere, jeg egentlig elskede, men som jeg bare ikke kunne klare mere.
Nu kan jeg løfte panden stolt. Klappe mig selv på skulderen og sige: Yes jeg gjorde det!
12 kommentarer
Birgitte
30/08/2021 at 14:42Kære Line. Tak for at dele. Den “svimmelhed” eller “ rundtossethed” som du beskriver – den oplever jeg også, efter at have haft stress. Det er ubehageligt og nogle gange tvivler jeg på om jeg stadig har robustheden. Hvad fik dig forbi – var det coachen eller det at du, blot gjorde det alligevel, som fik dig forbi ? Er det dukket op siden ?hvis det er i orden at spørge om det. Kh Birgitte
Line Baun Danielsen
02/09/2021 at 10:56Kære Birgitte.
Ja, det dukker op af og til. Men sjældnere end normalt, fordi jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kan forberede mig på, at det ikke sker.
KH Line
Rico Priesner
13/08/2021 at 13:19Hej Line
Det har været en fornøjelse af have dig “tilbage” på skærmen, og endnu dejligere at se dig stråle, selv om der har været bump på din vej. Du er en stor inspiration for mange 🙂
Ulrik Hasselstrøm
12/08/2021 at 21:28Tak for din åbenhed og fine beskrivelse af din krise og arbejdet på vej ud af den. Det er inspirerende og livsbekræftende at se, hvordan du er genopstået i dit gamle metier – i fin form og overbevisende performance. Et OL værdigt! 🙏🏻🙂
Line Baun Danielsen
13/08/2021 at 09:26Tusind tak Ulrik for ordene.
KH
Line
Britta
12/08/2021 at 20:50Ingen ud over dig selv af os der kender dig, var i tvivl om at du kunne klare opgaven. Stort tillykke og flot præsteret. Dejligt du deler dine bekymringer. Bekymringer og desværre manglende selvværd bor i mange kvinder og måske dukker lidt ekstra op til overfladen ved nye udfordringer, du hjælper her ikke bare dig selv, men mange medsøstre. Tak 👍👍❤️❤️ Britta
Line Baun Danielsen
13/08/2021 at 09:27Kære Britta.
Tak for din søde kommentar. Og ja, jeg deler for jeg ved, at andre har det som jeg efter fx. stress.
KH
Line
Anna-Grethe N. Hjortlund
12/08/2021 at 15:37Kære Line,
Så dejligt at følge dig og selfølgelig gjorde du det rigtig godt, tak for at være så ærlig omkring dine bekymringer overfor det hele ….men du sprang ….og det holdt !!
Jonna Skov
12/08/2021 at 14:50Flot Line
Tak for at du skriver om en stresstilstands store belastning mange år fremover.
Tak for at du skriver om sårbarhed og mod og det fornuftige i at række hånden frem efter hjælp.
Du hjælper andre i lignende situationer.
Hanne bang
12/08/2021 at 13:33Super godt gået; – og selvfølgelig gjorde du det godt 🙂
Peter Winther
12/08/2021 at 12:37Du gjorde det til et godt gammeldavs’ 13-tal. Tak for oplevelserne.
Charlotte
12/08/2021 at 11:23Hvor er det bare sejt og godt gået! Fedt det lykkedes og helt kanon, at du fortæller om både at være sårbar og være stolt👍🏻💪🏻🙏🏻