Jeg var 12 år, da jeg første gang var i Paris. Det var på en bilferie med min mor og hendes daværende kæreste. Vi boede på et 1-stjernet hotel i Montmartre med masser af larm og skumle typer. Min mor råbte hver aften ved midnatstid: ‘Silence s’il vous plais’ – på dansk ‘hold kæft’ . Og jeg elskede det og har siden dengang drømt om at bo i Paris. Vil du med på mit franske eventyr?

Nu skal det være

Det er, som den skarpe talknuser kan regne, ud 48 år siden! Og drømmen lever endnu. Jeg læste faktisk fransk først i Chambéry, siden på universitetet i Grenoble, og jeg meldte mig endda ind på Sorbonne i Paris. Siden blev det så fransk på universitetet i København, selvom jeg aldrig blev helt færdig.

Fra vores seneste tur til Paris og en tur i Tuillerihaven

Livets snørklede veje førte mig dog andre steder hen – og gudskelov for det, ellers havde jeg ikke haft mine dejlige sønner og var ikke blevet tv-journalist og været her , hvor jeg er i dag.

Men nu skal det være. Jeg vil være tro mod mine drømme og udleve dem, det skylder jeg mig selv – ligesom du, der læser disse linjer, også gør. Jeg fortæller uden stop mine drenge, at de skal udleve deres drømme. De skal ikke tage hensyn til mig – bare jeg ved de tænker på mig. Og det gør de helt naturligt. Når vi sætter vores unger fri, vender de altid hjem, som fugle på træk.

Vi har alle kun ét liv, og vi skylder os selv og hinanden friheden til at bruge livet, som vi vil. Jeg ved om nogen, at det er svært, fordi vi som mennesker føler ansvar og forpligtelse overfor vores nærmeste, men det ene udelukker ikke det andet. Og vi skal gøre de ting, vi drømmer om, mens vi kan.

 Min franske drøm

Stine min skønne veninde, som nu er pariserinde!

Jeg har en sej veninde, som er mit forbillede. Hun flyttede efter kærligheden til Paris og giftede sig med en franskmand i byernes by. Det kan du læse om her

Det var ikke nemt, men det lykkedes hende selv med skolesøgende børn. Hun talte ikke et ord fransk, da hun flyttede til Paris, i dag bestrider hun en stor stilling og børnene er godt  på vej med fransk i baglommen.

Jeg er 60 år og har store børn – en ældre mor javist,  men hun har selv udlevet sine drømme og rejst verden tynd gennem sit arbejde, mens jeg var barn og teenager. Hun er naturligt bekymret for, hvor meget jeg er væk, og om jeg flytter permanent. Det gør jeg ikke. Men ærligt: Nu er det min tur.

Verden er min arbejdsplads

Corona har lært os, at nogle af os kan arbejde alle steder fra. Jeg er en af de heldige, der kan. Og det vil jeg udnytte, mens jeg kan.

Mine drenge er heldigvis ligeså glade for Paris som jeg!

Derfor køber jeg en lille lejlighed i Paris, hvor jeg kan gå i ‘hi’, arbejde og leve ‘a la francaise’, når det er muligt. Nogen køber sommerhus i Danmark eller retrætebolig i Sydfrankrig, Italien eller Spanien. Min drøm er Paris. Og ja, jeg er heldig, at jeg kan. Men jeg har knoklet, sparet og har muligheden. Hvorfor så ikke gøre det?

Jeg kan arbejde alle steder med min computer under armen. Paris er to timer væk med fly fra København. Kortere end til Skagen, Samsø eller Fanø.

Næste weekend rejser jeg afsted og kigger på lejlighed. Jeg glæder mig og inviterer jer, der har lyst med på rejsen.

HC Andersen gjorde det, og han satte endda ikoniske ord på det: At rejse er at leve.

Jeg vil leve – hele livet. Og jeg håber, du vil tage med på min rejse.