En uge der gav stof til eftertanke

En uge der gav stof til eftertanke.

Det har været lidt af en uge her på bloggen, på LinkedIn, på min mail – og ja i mit eget liv. Mange, mange tusind mennesker har læst mit indlæg om den 10.marts – en dag der ændrede mit liv, eller de har set tv indslaget på DR1.  Det har kort sagt været en uge der gav stof til eftertanke.

Jeg kendte jo godt det statistiske og økonomiske omfang af stress i vores samfund. Men skæbnerne og de menneskelige konsekvenser er jo ikke synlige i de mange tal. Så de mange kommentarer har i den grad overrasket mig. Det overraskede mig også, hvor hårdt det var at stille mig frem på Aftenshowet på DR TV og fortælle min historie. På en eller anden måde gennemlevede jeg den på en mere “nøgen” måde end her på bloggen, hvor jeg kunne gemme mig bag ordene.

Jeg havde min mor og min yngste søn med i studiet i tirsdags, og det ramte mig at se, hvor berørt min mor var bagefter. Jeg er jo hendes barn – og hun har jo nok også følt sig bange og nervøs, mens det stod på.

Jeg har brugt de sidste par dage på at læse alle de mange mails og kommentarer, jeg har fået . Svaret på dem jeg kan og sundet mig på det hele. Og kære blog venner; stress fylder mere, end jeg overhovedet forestillede mig hos rigtig mange danskere. Og det er åbenbart et TABU af dimensioner. Mange tør ikke tale om det, og trækker det alt for langt, inden de stopper op og gør noget. Mange skammer sig og føler sig svage. Og mange føler sig magtesløse, når de først er ramt og gået ned. De føler sig også svigtet af et system, der ikke forstår, hvad man som stressramt har behov for: Man har brug for RO og måske endda for hjælp.

Man har ikke brug for at udarbejde “mulighedserklæringer” en  uge efter, man er sygemeldt. Man står jo i bunden af et hul og kan knap nok se op over kanten. Man har ikke brug for mails fra jobcenter eller kommunen. Ja mange kan dårligt nok overskue at tjekke deres mail og klikke sig ind på borger.dk og svare på kommunens henvendelser.  Eller at gå den psykolog, mange arbejdspladser tilbyder via deres sundhedsforsikringer.

Som jeg skrev i mit indlæg sidste fredag, så orkede jeg først selv sent i forløbet at gå til den arbejdspsykolog,  jeg fik stillet til rådighed – min hjerne kunne ikke svare på eksistentielle spørgsmål. Det er vist ret normalt ! Og det er præcis den slags frustrationer og historier, der går igen og igen i de mange mails og henvendelser, jeg har fået.

Og så er der dem, der ikke er knækket endnu – men som er godt på vej. De skal reddes, inden de falder.

Jeg håber, at der sidder beslutningskompetente mennesker derude og læser dette opråb, som er i stand til at lette processen for dem, der bliver ramt af stress. For som det er idag, bliver mange endnu mere stressede af at være sygemeldt med stress. Som en skrev til mig: “Det føles som om, det kun handler om, hvor hurtigt jeg kan komme tilbage. Og ikke om at jeg kommer stærkt og varigt tilbage. ”

Jeg sagde i sjov, da jeg sidste år kom ud på den anden side, at arbejdspladserne burde have en stress-løber, der rulles ud for de medarbejdere, der bliver ramt.

Dvs en  guide til:  Hvad gør vi, når en medarbejder bliver syg af stress.

Et forløb hvor nogen tager sig af ALT det praktiske og formelle omkring den stressramte : Sygemelding hos læge, kontakt til kommunen, praktisk hjælp til betaling af regninger, aflysning af møder, tjek på mail (så man ikke kommer tilbage til 1000 ulæste ) indkøbsassistance, vasketøj og rengøring. Kort sagt at nogen fjerner de daglige belastninger  fra den stressramte og deres familier. For familierne bliver også ramt og risikerer også at knække.

Men det allervigtigste arbejde ligger i at forebygge. Det er en opgave for os alle. Mærk efter hver dag. Hold øje med dine kolleger. Din kæreste eller mand kone. Dine venner. Og råb op. Og hvis I har tid, så læs de mange kommentarer og fortællinger her, på min FB side “På bloggen med Line” og på min LinkedIn profil.

Og lad os slå fast en gang for alle: Det er IKKE flovt eller skamfuldt at blive ramt af stress. Det er et sygdomstegn på et alt for fortravlet og presset arbejdsmarked.

Rigtig god weekend og ikke et ord mere om stress fra mig❤❤

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

12 kommentarer

  • PetBlitz

    02/04/2017 at 21:38

    Hej Line.
    Først, hvordan går det med Gumle? Jeg skrev en kommentar til dig vedr. En hun er jo ikke bare en hund. Nu har jeg lavet min egen blog, hvor Vega og jeg vil skrive om kæledyr, mest hunde og katte. Mon du har lyst at kigge ind 🙂 https://www.bloglovin.com/@petblitz
    mvh
    Susanne

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      02/04/2017 at 23:07

      Hej Susanne.

      Tak for din hilsen… Allerførst Gumle har det rigtig godt. Jeg skriver snart et indlæg om ham – han slap for operation og trives rigtig godt. Tillykke med din blog. Den glæder jeg mig til at kigge på – og opfordrer hermed andre hundeelskere til at gøre det samme.

      KH
      Line

      Svar
  • Eydrit R. Mikkelsen

    23/03/2017 at 09:44

    Hej Line. Jeg er bare vild med din blog 🙂 Jeg vil høre dig, hvilket mærke dine briller er fra, jeg er vild med dem, de klæder dig super godt. Jeg kunne godt tænke mig lige præcis sådan et par, det vil gøre det nemmere for mig, at kende mærket.
    Venlig hilsen Eydrit

    Svar
  • Pia Underbjerg

    22/03/2017 at 15:35

    Jeg gik ned med stress i sommeren 2015. Det var hårdt, jeg savnede mit arbejde, min kollegaer og det var svært at færdes fordi det jo ikke kunne ses på mig at jeg var syg. Vejen tilbage har været og er stadig lang.
    Jeg tror det er vigtigt at der kommer fokus på både før-under og ikke mindst efter-forløbet.

    Jeg er i det jeg vil kalde efter-forløbet. Det er der hvor jeg forsøger at finde et arbejde som jeg ikke bliver syg af igen. Jeg har været så heldig at finde job her i februar hvor jeg starter på deltid indtil sommeren kommer og så går jeg på fuldtid (op til 42 timer), hvorefter jeg går ned i tid igen bagefter.

    Jeg har haft det så godt siden, men i for en uge siden blev jeg så ringet op af min a-kasse. Jeg havde søgt rigelig med job ved siden af, men jeg havde bare ikke søgt bredt nok så nu skal min rådighed vurderes.

    Så nu er jeg på vej ned igen. Det er så sindsygt svært at håndtere den trussel der er at få at vide at de overvejer at tage mine dagpenge. Uden dagpenge har jeg ingen bil og dermed slet ikke noget arbejde.

    Jeg tror at mange bliver fastholdt, ligesom jeg, i en tilstand hvor man ikke er helt rask, men heller ikke helt syg af netop a-kasser der ikke har viden nok omkring stress.

    Tak Line for at have sat ord på det vi er mange der ikke kan.

    Svar
  • Isa

    21/03/2017 at 07:56

    Kære Line.
    Det et så vigtigt at få stress og de alvorlige virkninger den overbelastning har, samfundsmæssigt, arbejdsmæssigt og personligt.
    En bog der kan befales til kvinder, der er ansat, er Stressfri på tolv dage eller mer’ af Majken Matzau og Christina Bølling.
    Pendanten til mænd er
    Rigtige mænd går også i sort.
    Al hjælp og støtte er med fokus på ansatte. Jeg tænker der også meget brug for viden omkring stress og hvordan man kan komme ud på den anden side som selvstændig.
    Det vil arbejdes med problemstillingerne på lederuddannelser. Det er også en vej som Lederne tog initiativ til. Hvor der er liv er der håb.

    Svar
  • mormormedstiletter

    20/03/2017 at 22:26

    Kære Line:-) Hvor er du super sej og hvor var det fantastisk at se dig på TV fortælle så åbent om emnet – du har og har iøvrigt altid haft min fulde respekt!
    Med det sagt, så føler jeg at vi også skal huske, at det ikke kun er pga ens job at man kan gå ned med stress – det kan faktisk starte i privatlivet og så langsomt æde sig ind i en indtil det også omfatter ens arbejdsliv. Sagt på en anden måde: Stress kan starte i arbejdslivet og tage hele privatlivet med i faldet eller – og ikke mindst – omvendt:-)
    Din blog er iøvrigt kanon og jeg suser lige herind som det allerførste, så snart jeg er på de sociale medier…

    Svar
  • Lena Jensen

    20/03/2017 at 13:16

    Hej Line jeg så dit indslag i aftenshowet & synes det er flot at du stod frem & fortalte din historie. Jeg håber at du har det godt & Passer godt på dig selv kærlig hilsen Lena jensen

    Svar
  • Peter Lauth

    20/03/2017 at 12:37

    Hej Line!

    Du rammer lige ind i mit hjerte med dit blog indlæg. Det er et kæmpe tabu følger jeg selv, men hvad gør man, og hvad gør man ikke? Har prøvet at opretholde mine daglige aktiviteter og fritidsinteresser, gået på stadion som jeg plejer, få en øl i med vennerne, havde sågar rask meldt mig igen, da jeg følte mig frisk efter 4 uger. Men efter 4 dage “crashede” det hele for mig igen, så at sige.
    Jeg har en eller anden følelse af at folk ned stirrer mig og tænker, “kæft du er sølle”. “Se en fodbold kamp, men ikke magte dit arbejde”, ihvertfald når jeg kommer på stadion.
    Så selvom jeg får gået en masse turer, lader mine tanker fordybe i musik, står op 7.30, opretholder en jævn rutine, så føler jeg enormt meget skyld af en eller anden årsag.

    Tak for fokus og de sigende ord.

    Peter Lauth.

    Svar
  • Henrik V Blunck

    19/03/2017 at 17:47

    Fantastisk opfølgning på din 10. marts-artikel, og du klarede det SÅ godt på Aftenshowet. Det var rigtig motiverende, og super at der er nogen der bakker os alle op, der har været i samme båd.
    Tak fordi du bruger af din tid og energi på sagen. Det er yderst værdsat, Line. 🙂

    Svar
  • Helle Sas

    17/03/2017 at 12:00

    Sidde midt i det – kan genkende hvert ord. Føler mig som en snyder over for andre: Det ville være så meget nemmere, hvis begge mine ben var brækket. Føler mig som snyder over for mig selv: Lider du ikke bare lidt for meget af selvmedlidenhed. Føler mig som outkast: Kan ikke socialisere eller holde ud at lægge kollegaer eller venner til last.
    Er bare så træt af at være mig.

    Svar
  • Lise Herskind

    17/03/2017 at 10:37

    Dine ord rammer dybt, har selv været der ❤️ Der er i høj grad brug for at det bliver taget alvorligt, som et samfundsproblem og ikke kun som et individuelt problem 🙏🙏

    Svar
    • Jan

      17/11/2017 at 14:07

      Hej Line.

      Dine pointer er helt spot on, og jeg håber at der er flere der vil tage din tilgang til emnet. Det er ved at blive et meget stort problem så mange steder, at vi snart er nødt til at finde en løsning! 🙂

      Svar

Skriv et svar