Det er en af de dage. En af dem hvor natten har føltes lang af bekymring og uro. En af de dage hvor månen var fuld og holdt hunden nervøst vågen. Jeg plejer at hilse på min afdøde far ved fuldmåne. Det nåede jeg ikke, for mit liv er lidt på overarbejde for tiden. Og sådan er det: Nogle gange slår livet bare knuder.

 Jeg plejer gerne at sige, at vi kan vælge at tage 2 hatte på. JA- eller NEJ-hatten. Bekymrings- eller det-skal-nok-gå-altsammen hatten. Men det er som om den sidste og ja-hatten bare ikke passer lige nu. Og så enkelt er livet heller ikke trods alt. Der er mange nuancer og skalaer af livet fra glødende rødt til spædt rosa. Kulsort til det blide blå-grå. Og selvom jeg lige nu kigger ud på den fineste lyseblå himmel – så føles den mere grå.

 Jeg skrev engang, at livet er som at køre  en tur på landevejen.  Med og uden bump. Hurtigt eller langsomt. Solrig eller regnfuld. Op og ned i bølgende bakker og dal. Den seneste tid, har blot været mere dal end bakke. Vi har været hårdt ramt af sygdom i familien de seneste måneder. Min søde mor har været hospitalsindlagt i næsten 8 uger og er nu hjemme igen – men rask er hun ikke. Slet ikke. En skygge af sig selv afkræftet, træt, appetitløs og uden den livskraft, jeg kender. Og det er det, jeg er bekymret og urolig over.

 Hvis jeg blot kunne sætte mig på nettet og bestille en omgang livskraft, som man bestiller en haveslange eller en pizza, så var det så nemt. Men livet kræver noget mere af os end det. Man siger, at livet er en gave. Udfordringen er, at det er en gave vi skal ville og orke. Og selv investere i. Og det kan være svært, hvis ikke ressourcerne er der, om det så er penge, lyst, energi eller kræfter.

 Jeg ville ønske, at jeg havde ressourcer, så jeg kunne gøre noget for to. Jeg ville ønske, jeg kunne trække stikket og passe min mor og puste liv og energi i hende. Men det er ikke så let, når man er selvstændig og samtidig har hus, bil og børn der skal klares. Og samtidig er livet jo noget, vi på mange måder SELV skal kunne klare og motivere os til. 

 Nogle gange slår livet bare knuder. Nu vil jeg forsøge at løsne dem op en for en og mobilisere al den energi, optimisme, kraft og styrke, der kan få min mor på ret livskurs igen. Solen skinner og sender nærende stråler ned over os – det takker jeg for.

 Det skal nok gå alt sammen, som min papmor altid siger med ægte optimisme.