Jeg tror ikke på nytårsforsæt og har aldrig gjort det. Og i disse tider, hvor vi i forvejen er spændt ufatteligt hårdt for med alverdens corona begrænsninger, så er det ikke nu, vi skal piske os selv og hinanden med moralske kæppe om hvid januar, detox- og slankekure. Vi skal i stedet ØNSKE os det, vi drømmer allermest om. For det vi siger højt, kommer til at ske, sagde en klog mand til mig tidligere i år. Så her er mine 3 største ønsker for 2021!
1.Bye Bye Corona
Allerøverst på min ønskeseddel står et los i r…. til en uinviteret gæst, som sneg sig ind ad bagdøren fra Kina som en tyv om natten. Den spredte sig som en steppeild først i Italien og indtog derefter hele Europa og verden, der lukkede i som en østers. Bye bye corona! Vi vil ikke savne dig.
Min familie har so far været forskånet for corona. Men vi har som alle været big time ramt af det økonomisk, undervisningsmæssigt, socialt, rejse- og arbejdsmæssigt. Min ældste startede firma i januar og måtte vinke farvel til alle sine arbejdsopgaver, da Danmark lukkede ned i marts. Han flyttede mere eller mindre hjem med sin guitar og er nu i gang med en musikkarriere. Omstillingspartathed har været et vigtig nøgleord under corona for ALLE. Min yngste læste til studentereksamen hjemmefra – han klarede det og fik heldigvis både hestevogn og studenterhue i juni.
Jeg selv sagde hunden, mistede en halv årsindtægt, men jeg har kæmpet mig tilbage ved at kaste mig ud i nye opgaver og fokuserer på andre ting end konferencer og foredrag. TAK ikke mindst til alle jer, der følger med her på Bloggen og Instagram.
Men ærligt – nu orker vi ikke corona og restriktioner længere. Vi vil have livet, friheden, hverdagen, trygheden, festerne, sammenkomsterne og stabiliteten tilbage. Jeg mærker en snigende pessimisme og tristesse hos mange af mine veninder – singlerne, de selvstændige og de der må arbejde hjemmefra uden kollegialt samvær. Vi kan næsten ikke isolationen mere. Og jeg har også ondt af de unge, de ældre, børnefamilierne.
Men at være single i corona tider tager prisen. Det er fanme ikke for småbørn!
2.Gimme, gimme, gimme a man after midnight
Og det leder mig til ønske nr.2. Det stod faktisk også på min ønskeseddel sidste år, og jeg dedikerede faktisk et helt blogindlæg til jagten på en mand. Det kan du læse her.
Som jeg skrev fornylig her har jeg kysset et par frøer i 2020, men der var desværre ingen af dem, der forvandlede sig til Prinsen på den hvide hest. Og når der et sagt, så kan jeg godt nøjes med mindre end en prins. Så længe han har brune øjne, et sødt væsen, er nogenlunde jævnaldrende og har styr på sig selv og sit liv! Bum.
En veninde har netop lært mig, at man skal ’manifestere’, det man vil have udførligt ned i mindste detalje. Skrive det på et stykke papir, som du tager frem igen ved næste årsskifte. Nu er sedlen skrevet og gemt. Der kan jo intet ske ved at prøve. Alle trick tæller.
Og som et lille ekstra vil jeg kaste mig over nogle af Louise Hays mange bøger, hvor jeg særligt har fået anbefalet ’Hav tillid til livet’.
3.Et brag af en 60-års fest
Den 8.december bliver en skelsættende dag for mig. Der runder jeg de 60. Og jeg har lovet mig selv, at det skal fejres med maner. Jeg skammer mig ikke over min alder. Jeg er en stolt 59-årig, og jeg har tænkt mig at træde ind de rigtig voksnes rækker med fuld tryk på pedalen. Med orkester, dans og tema – måske bliver det Moulin Rouge – vi skal bare give den gas og have en fest!
For livet ligger stadig foran mig, det skal leves, og drømme udleves. Den der ikke drømmer går i står. Og jeg har ikke tænkt mig at gå i stå. Jeg vil holde mig selv og min krop i form – den krop der holde mig oppe hele vejen til kisten. Jeg vil udfordre mig selv, så min hjerne og sind ikke forfalder.
Det er alt sammen MIN opgave og MIT ansvar.
Det var mine 3 største ønsker for 2021! Hvad ønsker du dig allermest i 2021?
Ps. Så undskylder jeg hvis nogen synes billedet er lidt for barmfagert. Men sådan så det jeg altså ud nytårsaften!
10 kommentarer
jens peter jensen
29/10/2022 at 14:55Hej Line.
Vi kender dig ikke personligt, men vi har hørt en del om dig på det sidste.
Du lyder som en spændende personlighed og så har du nu en bolig i Paris.
Vi har haft lejlighed i Paris i mere end 14 år, men desværre aldrig boet i den selv.Den har altid været udlejet og vi købte den bare lidt for sjovt.
Vi har nu planer om igen at bo lidt i Paris, da det franske stadigvæk trækker i os. Min kone Lene taler flydende fransk, fordi hun har boet flere år i sydfrankrig som ung, fordi hun var kæreste med en flink og sød franskmand.Vi besøger stadigvæk Frankrig, da vi har et byhus i Callian, en bjergby ca 50 km fra Nice.
Skriv venligst hvis du har lyst til det. Vh Jens og Lene. Lene er fysioterapeut og jeg er dyrlæge og har haft ca 30 matrikler i DK i mange år. Alt er solgt nu
Sanne
06/01/2021 at 13:38Skål, du smukke kvinde og rigtig godt nytår.
Jeg fik mit højeste ønske opfyldt dagen før jul, nemlig et job, så jeg synes næsten ikke jeg kan tillade mig at bede om mere. Jeg er bare så glad! 🙂
Alexander Amargós Petersen
05/01/2021 at 00:423 rigtig gode punkter Madame Line😊
På min egen måde så kan Jerslev relatere til dem .
1.Hvad Corona angår så har jeg det på samme måde. Må den forsvinde og ikke komme tilbage og lade verden ånde .
2.Du skal have en dejlig mand og jeg ved han er der ude. Jeg fandt en rigtig dejlig pige,som var lyset i mit mørke 2020,efter selv at have kysset rigtig mange frøer og have følelsen af at jeg var en kæmpe klodsmajor,hvor det jeg fandt ud af var jeg skulle bare være tålmodig og fortsætte med at tro på det gode og prøve igen .
3.Jeg fylder selv 30 år i år og har valgt at fejre det med en kæmpe fest med et lidt tilsvarende tema-“Den Store Gatsby”eller de brølende 20’er og netop have den tanke at man netop ikke går i stå når man fylder en bestemt alder. Man fortsætter ved at drømme,ønske og prøve og med det forsætte med at leve sundt både fysisk og mentalt, så man kan mere og at forblive positiv og aldrig lade andres negativitet forpæste ens sind.
Mvh Alexander
Ole Bjerre
04/01/2021 at 17:41Hej Line
Rigtigt godt nytår – og 3 gode ønsker – samt tak for mange gode indlæg igen i år.
Og så lige et fantastisk billede ❤!
Og ingen grund til nytårsfortsætter – de fleste er alligevel glemt 10. januar.
Og så håber jeg som du, at vi snart slipper af med Covid-19!❤!
Og det med at ønske tillykke med de seksti venter lige 11 måneder 😉🍾
Ole Jakobsen
04/01/2021 at 12:06Hej Line og godt Nytår
Her på en kold mandag januardag, sidder jeg og hygger mig over din blog.
Den er som altid velskrevet, med et glimt i øjet, også alligevel med en positiv alvor.
Det der Corona noget vil ville alle gerne videre fra og det er jo også det gode ved 2021, at i år kommer vi til at leve normalt igen. Kan komme tæt på nogen vi ikke kender og være selskabelig med alle. Jeg håber også vi vil glæde os over det og huske tilbage på dengang med Corona med respekt.
Dating profiler. Ja, ved ikke lige hvad jeg skal sige, udover at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke fik ideen til sådan en for mange år siden. Nogen er blevet rige af det.
Men, det er også mit indtryk, at rigtigt mange har haft virkelig meget glæde af at være på dating og det må være den positive side ved dating, men en flirt i den virkelige verden, er nu heller ikke så dårlig, faktisk rigtig dejlig.
Sådan godt sagt er net dating ikke lige mig, men måske jeg skal give det et forsøg 🙂
Vedr. dit billede! Jeg valgte at leve med og nyde det samtidig 🙂
Britt Winther
04/01/2021 at 11:12God nytår til dig Line og tak for alle de gode
indspark.
Er selv en ældre model med et bryst og en nyopereret hofte plus en kronisk blæresygdom. Men elsker alligevel, når der er fut over feltet. Savner mine gymnastikhold, hygge med veninder o.s.v.
Sender en stille bøn afsted, det må da stoppe. Kh Britt
Anette lyng
03/01/2021 at 20:04Godt nytår Line🥂🍾
Dejlige ønsker du har. Jeg kan næsten sige det samme. Jeg fylder 60 til november og håber, at dele dagen, med glade mennesker🤩. Så går jeg og venter på en lille labradoodle hvalp. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.
Måske kærligheden kan kigge forbi her også😉. Kærlige nytårshilsner og tak for dig😁❤️
Gert Medom Madsen
03/01/2021 at 19:211) Fri for Corona.
2) Få en kæreste, det har jeg aldrig prøvet
3) At kunne leve op til min mors kærlighed
Joan
03/01/2021 at 19:02Hej Line
Jeg håber så meget at vi får styr på coronaen om ikke alt for længe,det er da hårdt at
der er så mange ting man ikke kan gøre,her glæder vi os også til at kunne rejse ud i verden
igen,og at vi kan smide mundbindene så man kan føle sig mere fri,men tror desværre at
det ikke sker lige foreløbigt.midt i alt dette kaos er jeg taknemmelig for at være sluppet
nådigt igennem 2020,har ondt af dem som har mistet så meget.😂
Godt nytår til dig,dejlig blog du har læser gerne med.🍾
Bettina
03/01/2021 at 17:58Du skal SÅ meget fejres – Vi er et par stykker der glæder os allerede 😂🥳🍾