Lummer -skriverier nej tak!

Lummer-skriverier nej tak!

Det er ikke ualmindeligt, at singlekvinder får invitationer fra mænd, der drømmer om en dejlig date eller på anden vis gør deres hoser grønne. Det er jo helt ok, hvis ikke det lige var fordi, at nogle mænd tror, at singlekvinder er så ’ivrige’ efter en mand, at al normal pli ophører, og at man(d) kan tillade sig næsten hvad som helst af underlødige kækheder. Jeg siger bare: Lummer-skriverier nej tak!

Jeg skrev forleden om mit eget liv som single. Et liv som jeg egentlig er ganske tilfreds med – i hvert fald lige nu. Jeg nyder bestemt at få søde mails og blive inviteret på date fra tid til anden, men det sker bare ret tit, at skriverierne tager en lidt ’hø-hø’ agtig drejning med smålumre billeder eller kommentarer. Jeg er personligt slet ikke til den slags. Faktisk bliver jeg irriteret og ked af det. For hvem tror ’de’, vi er?

Hvilke signaler sender vi mon?

Lummer-skriverier nej tak!

Ved du, hvilke signaler du sender?

Jeg spurgte en mand for nylig, som gjorde det, om han mente, jeg sendte et signal om, at jeg var til lummer-skriverier og billeder fra boblebadet . Og han svarede noget i retning af: ’Jamen du er jo frisk, og jeg har da set et par overskrifter i bladene her og der.’ Han hentydede tydeligvis til nogle af formiddags avisernes omtaler af forskellige blogindlæg.

Det var bl.a. overskrifter som: Derfor elsker vi unge mænd’, ’Jeg elsker mine store bryster’ og ’Line Baun siger nej til sex’. Overskrifter der sikkert sælger aviser, men som i sprogbrug og indhold er stærkt strammet og taget ud af en sammenhæng. Og ærligt, jeg bliver så TRÆT! Og jeg forstår ikke helt, at nogen tager overskrifterne alvorligt – og TROR på, at verden hænger sådan sammen!

Vær bevidst om dine signaler

Jeg er selv meget bevidst om, hvilke signaler jeg sender i det offentlige rum både privat og professionelt (og for den sags skyld på IG, FB og her på bloggen). Det tænker meget over mit tøj, min fremtoning og opførsel. Jeg holder også foredraget Skab dig bevidst  om, hvad vi signalerer via vores beklædning, fremtoning og adfærd,  og hvordan vi bliver mere bevidste om det. Der skal kort sagt være overensstemmelse mellem vores fremtoning og det budskab og den historie, vi gerne vil fortælle om os selv.

Lægen og sygeplejersken kan f.eks ikke sende seksuelle signaler og gå i uniformer, der afslører for mange former eller farven på lingeriet. En kvindelig nyheds studievært skal passe på med gennemsigtige skjorter, synlige kavalergange og opslidsede kjoler. Mens det jo er helt ok hos en Vild med dans vært. Og læreren, pædagogen eller socialrådgiveren skal vare sig med alt for korte kjoler for ikke at miste autoritet. Bare for at nævne de mest oplagte eksempler.

Push-up BH’en har trange kår

Lummer-skriverier nej tak!

Tidligere gæsteblogger og sygeplejerske Gitte Baagøe i tækkelig uniform

Det handler om hver ting til sin tid. Og det kan synes helt absurd, at det overhovedet  er et issue i en frigjort og moderne tid som vores. Men når vi dagligt tæppebombarderes med letpåklædte kvinder i mange medier, så er det i min optik med til at gøre ALLE kvinder til sexobjekter – også dem som egentlig bare prøver at køre en pæn og nydelig stil eller se ud, dom de nu har lyst til.

Og det er ligeså tankevækkende, at salget af push-up BH’er har været for nedadgående i USA, mens salget af bløde BH’er og højhalsede bluser er steget, fordi kvinder ikke gider blive udsat for sexistiske og platte kommentarer på de sociale medier,  sådan som jeg skrev om for nogen tid siden her.

Lad dig ikke narre af clickbaits

Jeg ville ønske, at vi udviste mere respekt for hinanden og ikke lod os narre af avisernes clikbaits.  De færreste singlekvinder, jeg kender gider de lumre kommentarer, billeder eller invitationer. Jeg er i hvert fald monster træt af det og siger: Lummer-skriverier nej tak!

Hvad tænker du?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

11 kommentarer

  • Karsten

    19/11/2019 at 10:56

    Hej Line
    Jeg er helt enig I, at almindelig god opførsel selvfølgelig hører hjemme i alle de fora Vi bevæger os i, mail, FB, SMS,IG osv.
    Men så sandeligt også i hverdagen.
    Nu er dit indlæg skrevet ud fra de oplevelser som Du og andre kvinder oplever.
    Men som single mand, så skal Jeg også hilse at sige at Jeg/Vi mænd også nogen gange får mails, beskeder osv af fra kvinder af samme karakter som du beskriver i det indlæg. Jeg vil gerne vove pelsen og sige at I kvinder nok er mere udsat for det end os mænd. Men tro mig, de lumre beskeder og mere eller mindre direkte billeder tilsendt fra kvinder, kan også gå over mine grænser.
    Så Jeg ved ikke om mænd og kvinder er lige “gode” til dette, men Vi mænd oplever det samme – men nok i mindre omfang.

    Svar
  • Jørgen Sørensen

    18/11/2019 at 13:29

    Hej Line
    Kunne måske være på grund af, opdragelse eller mangel på samme, at man befinder sig på et stadie lige efter neanthaler manden. Mener selv at jeg taler/skriver pænt til alle, men er blevet noget forbavset over, når man er på en date og åbner en dør eller trækker en stol ud for en kvinde, ses der på en, som man ville trække stolen væk, eller lukke døren i hovedet på personen. Måske er det et tegn på manglende forståelse, for begge køn, hvornår passer tingene i den rette sammenhæng. 😊

    Svar
  • Erik Sørensen

    18/11/2019 at 05:31

    Jeg har kendt en kvinde for en del år siden som blev bombarderet med dick pics og tilbud om alt muligt, fordi hun havde en kontaktannonce på en datingside. Vi blev kærester på denne datingside side og var det i ca 10 år. Men hun var ret påvirket af de mange mænds hæmningsløse opførsel.
    Jeg tror en del mænd har den indstilling at hvis de sender sjofle beskeder og billeder af deres pik, så er de sikre på at få en eller anden form for opmærksomhed. Det er den de mangler……og de er helt klar over at det de gør, er en taber sag, men de søger bare en reaktion. Deres tankegang er at hvis de ikke er i stand til at kommunikere verbalt, så har de deres pik de kan kommunikere med. Lidt akavet holdning til kommunikation. Og primitivt så det batter.

    Svar
    • Kirsten

      18/11/2019 at 16:04

      Ja, de mænd kan så heller ikke forstå at de bliver ensomme, for vi gider ikke se Deres billeder og ja tavshed er et fint våben

      Svar
  • Lene

    17/11/2019 at 23:08

    *forsættelse:
    Men nej tak til lumre beskeder og billeder af kønsdele etc i indbakken. Det er klart et no-go. 😅

    Svar
  • Lene

    17/11/2019 at 23:06

    Jeg opfatter disse lumre beskeder for umodenhed fra mænd. Det får en modsat reaktion og jeg vælger det bedste våben. Tavshed / ingen reaktion på evt. beskeder af den slags. Så kan jeg kun håbe på, at det for de mænd giver stof til eftertanke. Jeg har selv en Instagram profil og jeg har sjældent billeder af mig selv på profilen udover lidt løbe billeder og altid påklædt på en sober måde. Gerne feminint men ikke noget der relaterer til at få særlig opmærksomhed fra mænd – jeg ser mange kvinder har profiler, hvor de lægger op til at hente likes og opmærksomhed fra mænd. Jeg tænker at se må kæmpe med deres selvværd, og den tendens bekymre mig.
    Et Wau, du ser godt ud og pæne komplimenter bliver jeg glad for. Og et glimt i øjet og smil det smitter. Men nej

    Svar
  • Line Baun Danielsen

    17/11/2019 at 22:30

    Hej Camilla.

    Uh – du bringer en helt anden dimension ind i det, end det jeg har tænkt. INGEN er jo dybest set skyld i et overgreb udover den, der begår det

    Når jeg bringer det på vane, er det fordi, jeg netop spurgte denne mand: Har jeg sendt signaler, der retfærdiggør de billeder eller ord?

    Ikke for at påtage mig nogen skyld – men for at få ham til at tænke sig om.

    Kh Line

    Svar
  • Camilla

    17/11/2019 at 22:10

    Jeg synes det er svært uheldigt, at bringe snakken om signaler ind i debatten om mænds dårlige opførsel. Jeg tror ikke der findes en kvinde, der har været udsat for overgreb, der ikke igen og igen har spurgt sig selv: “Hvad gjorde jeg? Hvad skulle/kunne jeg have gjort anderledes – var jeg for flirtende, indbydende, eller sendte jeg selv nogle signaler, der kunne få ham til at tro, det var i orden?”
    Og bevares – sammenligningen mellem uinviterede lumre beskeder og billeder og deciderede overgreb er da også lidt søgt, men det er begge udtryk for virkelig uanstændig og grænseoverskridende adfærd fra mænds side, som kvinder så skal lære at håndtere, fordi der er nogle virkelige uheldige eksemplarer af mænd derude …
    jeg er ikke uenig i at signalværdi er vigtigt og at vi da skal tænke over, hvornår vi tager hvad på … men når det bliver nævnt sammen med mænds grænseoverskridende opførsel, så får det lidt en klang af noget, der kunne minde om victimblaming.

    Svar
  • Pia

    17/11/2019 at 21:54

    Ja, det er trættende med det lummer-skriveri. Det kan godt være, vi gør en del for at se friske ud og holde kroppen i gang, men vi er sgu lidt mere tør i bunden end for 10 år siden 😂 Selvom vi er kække/friske, så er det ikke ensbetydende med, at vi er nemme, men har brug for bekræftelse, nærhed osv…. som de fleste ☺️

    Svar
  • Henrik V Blunck

    17/11/2019 at 16:24

    Det er så kedeligt og uanstændigt at blive objektificeret på den måde. Vi mangler, ligesom Alexander skriver, mere ridderlighed som del af mænds adfærd. Jeg forsøger selv at påvirke mine to drenge i den retning. Man skal behandle hinanden ordentligt. Tak fordi du deler dine tanker.

    Svar
  • Alexander Amargós Petersen

    17/11/2019 at 10:32

    Det var da ellers så helt utrolig ærgeligt at mænd kan opføre sig åndsvagt. Som mand synes jeg at det er helt og særdeles uppasende at bruge et sådan sprog og at tro at bare fordi en kvinde er single-så er hun med på alt . Når det kommer til uniformer,tøj og arbejde så er det en fælles pligt at behandle hinanden med respekt,medfølelse og omsorg, og når det gælder lumbre sms’r og nasty billeder som primært sendes af netop tankeløse mænd, hvor er den fornuftige klassiske charmør af en mand der agere med ridderlighed og respekt? Som mand kalder jeg mig selv for moderne , men jeg mener at der nogle klassiske principper som bør vende tilbage som netop ridderlighed og respekt .

    Svar

Skriv et svar