Husker du Liane. Min, seje, muntre og livskraftige veninde, der kæmpede så bravt i 12 måneder. Liane tabte kampen mod kræft i dag for en uge siden. Så urimeligt. Alt for tidligt. Og meningsløst. Liane blev kun 47 år.
Jeg skrev om Lianes kamp mod kræften tidligere i år. Fordi hun er et eksempel på, hvordan livet kan ændre sig på et splitsekund. Vi mødtes sidste år i uge 40 på en af mine fitnesscamps for kvinder i Marbella. Liane var en kvinde fuld af liv og løjer. En uge efter vi kom hjem fra campen i Spanien opdagede Liane en knude i brystet, som hun fortalte om her på min blog i september i forbindelse med Støt Brysterne kampagnen.
Brystkræft dræber stadig
Vi står midt i en pandemi, og al fokus er rettet mod covid 19. Foreløbig er 1007 danskere døde med (ikke af) corona. I 2018 døde 1.185 kvinder og 7 mænd af brystkræft. Det svarer til knap en 1/4 (el. 23,7 pct.) af dem, der årligt får stillet diagnosen. Bare så vi har noget at sammenligne med.
For selvom der hele tiden kommer nye og bedre behandlingsmuligheder, så er brystkræft stadig en sygdom, der ’dræber’. Små 5.000 danske kvinder og enkelte mænd fik konstateret brystkræft i 2018.
Jeg tror jeg klarer det!
Liane kom hurtigt i behandling, alligevel endte kræften med at sprede sig til hjernen. Og i august fik hun konstateret 4 metastaser, hvor man kun kunne fjerne den ene. Da vi mødtes i hendes hjem i Padborg i slutningen af september, vidste hun ikke, om hun ville overleve. Som hun sagde dengang: -Måske har jeg 3 uger eller 5 år – jeg ved det ikke. Men hun havde viljen og lysten til livet. Og Liane kæmpede videre.
Nogle dage senere skrev vi sammen på messenger, og Liane fortalte med begejstring, at de seneste scanninger fra halsen og ned så rigtig fine ud. Hun var fuld af optimisme og ventede på at få scannet hjernen i midten af oktober.
Derefter blev der stille. Og i starten af december kom den nedslående melding: Kræften havde spredt sig yderligere i hjernen. Vi skrev lidt sammen de sidste dage, inden Liane’s krop ikke kunne mere. Hun nåede at blive lyn-gift med sin dejlige kæreste om torsdagen. Lørdag blev hun indlagt på hospitalet. Og derefter hørte jeg ikke mere. Den sidste besked fra Liane var 3 fine røde hjerter.
Fredag den 11.december døde Liane. Hun blev kun 47 år.
Hvad kan vi lære af Lianes historie
Vi kan lære meget af Lianes historie. Allerførst at livet kun er til låns. At ingen er udødelige. At vi skal være opmærksomme på vores krops signaler, mærke efter og huske vores bryst screeninger. Og kræve at blive undersøgt, hvis der er brystkræft i familien. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Vi kan også lære, at kampen mod brystkræft ikke er slut. Og som tidligere ambassadør for Støt Brysterne vil jeg blot opfordre til at støtte sagen.
Æret være Lianes minde.
Du kan se hele interviewet med Liane her.
Fakta:
Hver 9. danske kvinde bliver ramt af brystkræft.
5.000 kvinder får hvert år konstateret sygdommen
Små 24% af brystkræftpatienterne dør hvert år af sygdommen
Mænd kan også få brystkræft
9 kommentarer
Carsten Christensen
27/01/2021 at 09:40Hvor gør det mig ondt at høre. Kondolerer mange gange.
Henrik V Blunck
21/12/2020 at 04:45Kondolerer. Det kommer altid som en ubehagelig overraskelse, når venner eller familie går bort. Varme tanker din vej med håbet om, at du alligevel får en glædelig jul.
Pia kristensen
20/12/2020 at 12:16Æret være Lianes minde ❤️
Jeg skulle havne været ned til hende om mandagen, hvor hun desværre går bort lige inden. Vi sparede meget sammen, da vi jo var i samme båd.
Et fantastisk menneske er gået alt for tidlig bort ❤️
Jimmi Jørgensen
19/12/2020 at 19:50Ja det er smukt skrevet helt sikkert men må ærligt indrømme lige indtil da jeg læste Liane kom der lige et gip I min krop for troede lige først det var dig Line🥰. Men selvfølgelig bestemt da også et chok at læse det om en af dine venner. God 🤶jul og virtuelt Kram Jimmi.
Anne-Marie Lützen
19/12/2020 at 14:32Hvor er det trist. Hvil i fred Liane. Mange kærlige tanker
Jytte
19/12/2020 at 12:31Kære Line og alle I andre skønne kvinder
Det er rigtigt, at man skal huske screeninger – jeg kender flere, hvor kræften blev opdaget ifb med en screening, men jeg kender desværre også flere, hvor kræften ikke blev opdaget, inkl. mig selv.
En måned efter, at jeg fik svar om, at der IKKE var tegn på kræft (ifb med screening), fik jeg konstateret aggressiv brystkræft med spredning til lymfer. Nogen gange skal der altså også en ultra lydsscanning til.
Kh Jytte
Ps.Jeg har det godt i dag
Tina B Clausen Hougaard
19/12/2020 at 12:22Hvor er det trist 🥲Mange tanker til Lianes familie RIP🌹
Susanne Andersen
19/12/2020 at 12:21Nej hvor trist😔😔Det er bare en møgsygdom, som ikke alle vinder over.
Christiane Møller
19/12/2020 at 11:22Flot skrevet Line ære være Lianes minde hun var sådan et livstykke ❤️