Jeg hører til blandt de ’gamle rotter’ i mediebranchen. Den har været mit levebrød, siden jeg som 27-årig startede på TV2 Sporten. Jeg har heldigvis aldrig oplevet sexchikane! Jeg har nok snarere spillet mit ’kvindekort’ bevidst af og til. Men selvfølgelig støtter jeg Sofie Lindes modige kønskamp!

Mere end 1600 kvinder i min branche har skrevet under på støttebrevet, og jeg er en af dem. Simpelthen fordi vi skal sexisme til livs, der hvor den stadig stikker sit gustne ansigt frem. Vi har krav på sunde arbejdspladser, hvor mænd og kvinder er ligeværdige, og hvor lummerhed og skæve magtforhold ikke bestemmer over vores muligheder eller vores ret til at være kvinder på arbejdsmarkedet.

Lille skat og kælling

 Jeg har selv arbejdet på mange redaktioner med overvejende mænd. Og jeg har for det meste elsket det. Ja, jeg er blevet kaldt ’lille skat’, ’kælling’ og andre ord, man normalt ikke bruger på en arbejdsplads. Men jeg har aldrig opfattet dem som krænkende . Simpelthen fordi de er faldet i en kontekst, hvor deadline har hængt over hovedet, og bølgerne er gået højt på redaktionerne eller i kontrolrummet. Og meget af det blev lagt i graven på efterkritikken.

Politiken i fredags

Jeg har fået komplimenter og er blevet kaldt ’smukke’, og ’hvor ser du godt ud’. Og jeg har selv både flirtet og kommenteret på både mandlige og kvindelige kollegers udseende og dermed gjort mig skyldig i at krænke. Men jeg har betragtet det som komplimenter og ikke sexisme. Måske har jeg tålt mere, fordi jeg er opvokset på en ishockeybane, hvor tonen var kontant og lige ud af posen. Og vores mandlige trænere fra tid til anden klædte om med os.

Jeg er også blevet sendt ud i verden på opgaver, fordi det var en fordel at være kvinde – og nej, det har jeg heller ikke følt mig krænket af eller misfornøjet over. Jeg har spillet på min kvindelighed og åbnet døre med mit køn. Sådan var kulturen og tiden dengang måske bare en anden. Og det accepterede man.

Det gør mediebranchens unge stærke kvinder så ikke. Og godt for det. For ingen skal gå på arbejde og frygte  kollegaers eller chefers lumre kommentarer eller konsekvensen af at sige nej.

Ja til ligeværdighed

Selvfølgelig skal ingen mand eller mandlig chef udnytte sin magt til at true eller kræve seksuelle ydelser af en ung kvindelig vært, som det var tilfældet med Sofie Linde. Eller rage en kvindelig journalist på brystet til en julefrokost. Sende lumre beskedder eller tage en på bagdelen. Sådan som det blev beskrevet i Politiken i fredags. Det er over grænsen og har intet med flirt at gøre.

Denne kamp handler dog om meget mere end nej til sexchikane, sexisme og mænd med pikken udenfor bukserne. Den handler om at sige et rungende NEJ til forskelsbehandling og et ligeså højlydt JA til ligeværdighed, ligeløn og lige muligheder, som Sofie Linde så fint har sagt.

Det er i alles interesse, at vi får luget ud i den sexistiske kultur på alle arbejdspladser i Danmark, hvor den findes. Og noget tyder på, at det halter mange andre steder end i mediebranchen.

Kvindekampen lever endnu…

Hvad mener du?