Kære Line,

Det er et følsomt område du berører her, ja, men …

Til dels vil jeg give dig ret. Det er helt klart vores eget ansvar hvad vi putter i munden. Men overvægt, i mange tilfælde, er andet end bare hvad vi spiser. De mennesker der plages af overvægt er ikke altid herre over hvad de sætter til livs, da overspisning i mange tilfælde er psykisk betonet.

Personligt lider jeg også af dette her syndrom, som ikke har noget navn. Det er jo så populært i dag at sætte en eller anden bogstavs diagnose på diverse psykiske problemer, og jeg skal ikke sætte mig til doms over hvorvidt de er korrekte eller ej.

Jeg vil gerne tabe mig. Jeg har gerne villet tabe mig i mange år. Jeg har tabt mig. Men jeg har også taget det hele på igen og mere til. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om at lade være med at spise så meget. Der ligger meget mere bag end hvorvidt man er i stand til at være ‘stærk’ og skære ned på alt det man udmærket godt ved er dårligt for en.

Lige i begyndelsen af tyverne var jeg et sort hul. Efter en barndom hvor jeg stort set intet spiste, opdagede jeg pludselig mad i slutningen af mine teenage år, og så åd jeg. Og de første par år tog jeg ikke et gram på. Jeg kunne spise hvad som helst uden bivirkninger, og det blev jeg da glædeligt ved med.

Indtil det en dag gik op for mig at jeg var nødt til at købe større tøj. Det var stadig ikke noget der foruroligede mig på det tidspunkt, og det der med fedme epidemier var ikke så fremme i vælten endnu, så det var ikke noget man fokuserede på.

Jeg prøvede at skrue ned, men så var der en fødselsdag og så var der en fest og så blev man inviteret ud og spise, og jeg boede hjemme endnu, så der var kage til aften teen og købmanden lå for tæt på, så det blev ikke lige til noget.

Siden da har min vægt været stødt stigende, og med hvert kilo jeg tog på, dalede min allerede dårlige selvværd. Og i mit hoved, der har jeg svært ved at holde fast i noget jeg ikke bryder mig om. At skulle undvære, at skulle ‘lade være’, er ting jeg ikke bryder mig om, og derfor er det så meget nemmere at sige: Åh, skidt. Det gør jeg i morgen. Og nej, det har ikke noget med dovenskab at gøre.

Min overvægt har faktisk været lidt af en overraskelse. Jeg er ikke vokset op som overvægtig. Jeg var ikke et overvægtigt barn. Men jeg led af en spiseforstyrrelse der ikke var kendt som sådan dengang. Til en vis grad har jeg nok lidt af en eller anden form for anorexi, da mad absolut ikke var noget jeg brød mig om.

Jeg kunne ikke fordrage varm mad. Jeg kan stadig huske væmmelsen jeg følte ved at få et stykke kød i munden. Jeg hadede grøntsager. Da jeg var 4, levede jeg af ymer. Som teenager levede jeg mest af ostemadder, måske lidt pålæg hist og her, men ikke noget grønt og ikke noget sundt. Ellers tak.

Og jeg hører ikke til dem der hele tiden kommer med dårlige undskyldninger. Personligt kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke kan lade være. Når jeg står i forretningen og skal købe ind, så ryger der hurtigt noget i indkøbskurven som jeg ved jeg ikke kan tåle. Jeg køber det, jeg tager det med hjem, jeg spiser det. Og bagefter bebrejder jeg mig selv, for jeg ved jo godt at det ikke er godt for mig. Jeg ved at jeg tager på af det, at jeg får sure opstød og har det skidt. Jeg ved jeg får hovedpine af for meget sukker. Og alligevel køber og fortærer jeg disse ting.

Når jeg så får at vide fra mennesker, der aldrig har vejet mere end et par kilo for meget, at jeg jo bare kan lade være, så får jeg lyst til at slå dem. De har ingen ide om hvor svært det er at ændre indgroede vaner.

For nogle er det sikkert nemt. Det beviser de jo ved at være slanke og sunde. De siger bare fra, skærer ned og holder igen. Og jeg ville ønske at jeg kunne gøre det samme, men der er et eller andet i min hjerne, i min underbevidsthed, der åbenbart insisterer på at jeg skal stoppe alt det forkerte i hovedet, og jeg kæmper med den drage hver eneste dag. Der går aldrig et minut hvor jeg ikke tænker over hvordan jeg ser ud, hvordan jeg har det, og hvor meget bedre jeg ville have det hvis jeg ikke vejede næsten 100% for meget. Og nej, andres mening omkring min overvægt er ikke noget der interesserer mig.

Jeg har ikke lyst til at give op. Jeg vil ikke gå i graven med den viden at jeg ikke kunne besejre denne her drage. Jeg har ikke lyst til at ligge samfundet til last med alle de skavanker man udvikler når man er overvægtig.

Der er en lille del af mig der tror på, at jeg en dag finder løsningen, at jeg en dag opdager lige netop det våben jeg har brug for til at skære ned, at holde igen, at ‘lade være’. Men indtil jeg finder den gyldne lanse der kan dræbe denne specifikke drage, ville jeg foretrække ikke at få råd fra mennesker der ikke aner hvad det betyder at slæbe rundt så meget overvægt, mennesker der ikke aner noget om mig som menneske.

Jeg kan godt forstå trangen til at sige “jamen, så lad dog være med det”, men det er ikke lige nemt for alle. Vi er alle forskellige, har forskellig baggrund og forskellige oplevelser. Man kan ikke skære alle over en kam og man kan ikke forvente at hvad man selv synes er så hamrende nemt, er lige så nemt for ham eller hende overfor.

Jeg ville det ønske det var så nemt, for så var der ingen af os der var overvægtige, afhængige eller syge.

Kære Line.
Du har min dybeste respekt og jeg er fuld af beundring for at du kan holde dig så godt som du gør. Dejligt du kan styre din lyst og dejligt at du træner for at være sund. De fleste overvægtige ville gerne være i dine sko, det er der ingen tvivl om og ville give deres højre arm for at være i din krop.
Men…det et lidt “sjovt” når åleslanke mennesker gør sig kloge på, hvordan man bare kan og skal gøre hvis man er overvægtig. Lige som med alle andre misbrug, er der som regel en årsag til at man ender i noget der ødelægger ens liv. Årsagerne kan ikke generaliseres, for det afhænger jo af den enkelte. Ligeledes ved alle at rygning kan give lungekræft, men det afholder desværre ikke så mange fra at ryge og sådan er det også for overvægtige. Ingen tager et aktivt valg for at være misbruger.
Mange af os der er overvægtige forsøger tit at lave livet om, spise sund, træne og være gode ved os selv. Ingen i dagens Danmark kan være i tvivl om hvad man skal spise og at motion er noget vi alle bør udøve, så den kostmæssige forandring er ikke så vanskelig og vi fodres med kostplaner i rigelige mængder hvis vi er interesseret. Rigtig mange af os skammer os og skam er noget af det mest nedbrydende, når vi ikke lykkes og når vi igen har brudt de løfter vi gav os selv om sundhed og vægttab. Når vi igen skal mærke at bukserne strammer og ikke tør stå på vægten og se sandheden i øjnene, så gør det ondt langt, dybt og inderligt i sjælen. Ingen ønsker at være en fiasko, heller ikke tykke mennesker.
Hvorfor kan vi ikke bare lade være….tja, nogle af os bruger mad som middel til at lægge låg på de følelser vi ikke kan rumme, ligesom rygerens smøg dulmer nerverne og alkoholikerens øl gør ham i stand til at se verden.
Hvorfor lærer vi børn at spise en masse ting, som de senere i livet ville ønske de aldrig havde kendt, fordi de senere opdager at det er en dårlig ide at være glad for dette? Hvorfor er motion ikke en større del af samfundet, indtænkt som en nødvendighed og ikke som en mulighed? Hvorfor er det vi tror at overvægtige bare skal spise det rigtige og ikke indser, at der ligger dybereliggende årsager som er nødvendige at arbejde med?
Det er altid nemmere at gøre sig klog på problemstillinger man ikke selv ejer.
Jeg håber du får en god tur og ønsker dig et forsat sundt liv.
Med venlig hilsen
Mette

Du har SÅ meget ret, Line! Vores sundhed og helbred er vores eget ansvar!
Det er mellem ørerne det står skidt til, som regel, når livvidden bare vokser og vokser. De som kæmper med det, ved det faktisk godt, men har opgivet forlængst.
Jeg tror, at den eneste vej frem, hvis vi skal få alle gjort sundere, er at lægen skal turde tage snakken med de, som har problemerne.
Det skal simpelthn italesættes, når man kommer til lægen for et eller andet probem, at der skal gøres noget ved vægten.
Præcis som hvis man f.eks. har forhøjet blodtryk – det lader lægen jo ikke være med at italesætte, vel?

Kanont indlæg – god weekend og rigtig god tur til Spanien (jeg er lige kommet hjem fra Malaga i weekeden og savner allerede vores hus dernede:-))!!

Ja gu er det vores eget ansvar og noget vi hverken kan eller skal give andre skylden for. Jeg har selv haft en lidt hård sommer hvor der er røget godt ned med alle stimulanser. Rose, bobler og diverse snacks der gør livet sødere når det er surt – på den korte bane. men desværre er der røget 7 kg på der bliver der… på den lange bane.
Melidenhed og selvmelidenhed er der masser af det hjælper bare ikke mig tilbage i mine gamle bukser. Så jeg er i fuld gang skrev faktisk et indlæg om det på min blog ift. om det er ok at fortælle det til sine børn når man er på kur. Der er delte meninger skulle jeg hilse og sige.
God tur til Marbella – det gad jeg godt

Hej Line
Jeg er vild med dit budskab. Vi skal tage ansvaret for os selv og vores liv. Måske er vi blevet lidt for forvent med at der kommer nogle og redder os, hvis vi kommer ud af kurs. Jeg plejer at lave en lakmus test på dem jeg taler med, der gerne vil tabe sig eller på anden vis lave ændringer i deres liv. Jeg spørger om de er parate til at ofre noget for at nå målet. For det skal man være. Jeg ved det af personlig erfaring.
Hav en dejlig dag.
Kh Marianne