Ingen ber' os om at blive tykke!

Ingen ber’ os om at blive tykke!

Jeg skal nok få smæk for dette indlæg. Men jeg vover pelsen af flere grunde. En af dem er, at jeg er på vej til 2 ugers fitnesscamp i Spanien med 42 skønne kvinder. Den anden er, at ny rapport fortæller, at risikoen for kræft stiger, hvis man er overvægtigt. Og husk: Ingen ber’ os om at blive tykke!

Ingen ber' os om at blive tykke!

Min BMI er præcis som den skal være!

Vi klarer det helt selv. Og danskerne er generelt blevet mere overvægtige de seneste 20 år. 50% af den danske befolkning er overvægtige ifølge rapporten fra Kræftens Bekæmpelse. Og for nu at blive ved rapporten, som jeg hørte om i radioen forleden, så kan overvægt føre 13 kræftformer med sig – især tarm- og brystkræft. Og risikoen for kræft er genereltstørre, når man vejer lidt for meget, blev der sagt. Derfor er der ekstra god grund til at passe på sig selv og sit taljemål.

Jeg får tit at vide, at jeg er fanatisk og for tynd. Jeg er ingen af delene. Min BMI er præcis der, hvor den skal være. Og jeg træner kun 2 gange om ugen. Men jeg går op i mit liv og min krop, og jeg prøver at passe på, selvom jeg tit synder og har mine usunde vaner som rosé og popcorn!

Ingen ber' os om at blive tykke!

En salade nicoise er både lækker, sund og nem!

Træning handler for mig ikke om at ’se godt ud’, men om at have en sund og stærk krop, der kan holde hele vejen til kisten. Jeg elsker mad, og forsøger som regel at lave SUND mad hver dag, også når jeg er alene. Jeg kunne vælge fastfood og andre nemme løsninger, men det vil jeg ikke. Der er heller ingen, der tvinger mig til at drikke cola og vin, spise slik eller kartofler og brun sovs 24/7. Jeg kan godt lide det, men jeg ved, det ikke er sundt for mig.

Min mad er MIT ansvar og ingen andres! Og hvis jeg propper ukritisk i munden hver dag, ja så bliver jeg jo tykkere. Det giver sig selv.

Danskerne er ifølge den ny rapport, dem der spiser allermest slik i verden. Det er er både tankevækkende og skræmmende. For hvorfor? Er vi mere lækkersultne end andre nationaliteter, trøstespiser vi chokoladeskildpadder og Matadormix? Eller er det hyggens skyld?

Nogle gange tænker jeg, om vi bare har lagt ansvaret fra os og tænker: Vi har jo et godt sundhedsvæsen, så  lægerne skal nok redde os, hvis det går galt!

Ingen ber' os om at blive tykke!

Jeg elsker mine træningscamps i Marbella!

Jeg er helt klar over, at der er mennesker, som ikke er skyld i deres overvægt, og nogen mener overvægt kan være arveligt. Det ved jeg ikke noget om.  Men alle os, som propper i munden og ignorerer, når livvidden vokser og vægten stiger, er hårdt sagt selv ude om det. Jeg har et princip, som jeg indførte efter Vild med Dans i 2009, hvor jeg smed 5 kg på 8 uger og kom ned på min ’ungpige-vægt’.

Hvis mit tøj begynder at stramme idag, så skruer jeg ned for kalorierne: Mindre vin, Nutella, slik, pasta og lignende og mere grønt. Det er ret nemt og overskueligt – ihvertfald for mig. Jeg går også en længere tur med hunden – kort sagt jeg tænker mig lige om uden at have selvmedlidenhed.

Det er så nemt at kaste håndklædet i ringen og spise løs. Men glæden ved at holde sig frisk, slank og sund er så meget større på den lange bane. Og NEJ jeg ønsker på ingen måde at nedgøre dem, der er kommet ud af kurs. Jeg prøver bare at sige, vi bestemmer SELV, hvilken kurs vi sætter for vores liv.

Ingen ber' os om at blive tykke!

Nogle af de seje kvinder, som er med i Marbella!

Kræftens Bekæmpelse foreslår, at mad producenterne tager action ved at lave mindre portioner.  Jeg synes vi skal lære at tage ansvar for vores egen sundhed. Sig NEJ til dig selv engang imellem, når du står foran køledisken. Vi dør jo ikke af at undvære frikadellerne, sovsen eller det hvide franskbrød en dag eller to om ugen.

På søndag møder de første 21 kvinder ind på min fitnesscamp i Marbella. Det er kvinder mellem 45 og 62 i alle former og størrelser. Fælles for dem alle er, at de ønsker at passe på sig selv. Nogle kommer for at justere deres kost- og træningsvaner. Andre for at give sig selv et boost i selskab med andre kvinder.

Og det er SÅ fantastisk at opleve den stemning og iver, alle udviser, for at gøre noget godt for sig selv. Vi jo har kun et liv og en krop. Vi skal passe på det hele livet, og ingen ber’ os om at blive tykke! Vel?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

20 kommentarer

  • conny

    20/09/2019 at 11:16

    Hej Line
    Ja, det er et sprængfarligt område at bevæge sig ind på. Og jeg bliver ked af det, når jeg fx i dagens Politiken læser om de tykke, der bliver hånet af fremmede mennesker i det offentlige rum. Det kan man bare ikke være bekendt.
    Overordnet er jeg helt enig med det, du skriver. Dog faldt jeg over formuleringen “Det er ret nemt og overskueligt.” Det er ret nemt at skrive og sige og forstå – men jeg vil nu mene, at det er langt sværere at gøre i praksis. De der vaner er voldsomt vanskelige at ændre. Synes jeg.
    Men vi skylder os selv at prøve at holde os i live på den bedste måde.
    I øvrigt tak for dine indspark.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      20/09/2019 at 11:32

      Hej Morconny.

      Tak for dit kommentar… Jeg mente at salade nicoisen var ret nem og lækker ! Jeg er godt klar over, at det tager tid at ændre vaner. Og at det er en stor proces.

      God fredag.

      KH
      Line

      Svar
    • Connie Sloth

      21/09/2019 at 00:58

      Det halter her.. Jeg har altid cyklet, løbet, boksetræning. Men for 8 år siden fik jeg et nervesambrud. Piller, angst og trøstespise blev min hverdag. Jeg tror det har liggede i mine kort, fra jeg blev født, af jeg endte sådanne(sensitiv pige) jeg er meget overvægtig nu, og følje sygdomme kommer til. Om jeg selv vælger det??? Jeg er 52 år, mon ikke godt ved jeg ikke bliver tyk af luften. Men jeg vil heller være tyk, end den verden vi lever i. Der taler vi ikke om de skjulte sygdomme, dem vi ikke kan se. Jeg høre om. Kræft, overvægt, rygning, alkohol. Jeg har aldrig drukket eller røget. Men af leve i ensomheden med sin angst, det er gør mere ondt end af leve. Mit ansvar skal dertil siges, af komme i god form igen, kan kun være mit problem.. Men hvis jeg får chancen, så ville jeg ønske på en nat, jeg blev tynd igen..
      Mvh Connie Sloth

      Svar
      • Line Baun Danielsen

        21/09/2019 at 09:39

        Kære Connie.

        Jeg er helt klar over, at livsomstændigeder kan ændre meget i menneskers liv og få os ud af kurs.

        Jeg ønsker fir dig, at du får overskuddet en dag til at hjælpe dig selv tilbage – måske med kyndige menneskers assistance.

        Rigtig gid weekend.

        Kh Line

        Svar
  • Marianne Aarestrup

    20/09/2019 at 12:17

    Hej Line
    Jeg er vild med dit budskab. Vi skal tage ansvaret for os selv og vores liv. Måske er vi blevet lidt for forvent med at der kommer nogle og redder os, hvis vi kommer ud af kurs. Jeg plejer at lave en lakmus test på dem jeg taler med, der gerne vil tabe sig eller på anden vis lave ændringer i deres liv. Jeg spørger om de er parate til at ofre noget for at nå målet. For det skal man være. Jeg ved det af personlig erfaring.
    Hav en dejlig dag.
    Kh Marianne

    Svar
  • Annette Risdahl

    20/09/2019 at 12:34

    Kære Line
    Generelt er jeg meget enig mht ansvar. En anden teori baseret på seneste forskning kan du læse om i Dr Holms artikler. Hvis din fedtmassen-regulering og leptin-hormon er i ubalance vil din egen krop modarbejde og bekæmpe dig.

    Svar
  • Marianne

    20/09/2019 at 12:41

    Ja gu er det vores eget ansvar og noget vi hverken kan eller skal give andre skylden for. Jeg har selv haft en lidt hård sommer hvor der er røget godt ned med alle stimulanser. Rose, bobler og diverse snacks der gør livet sødere når det er surt – på den korte bane. men desværre er der røget 7 kg på der bliver der… på den lange bane.
    Melidenhed og selvmelidenhed er der masser af det hjælper bare ikke mig tilbage i mine gamle bukser. Så jeg er i fuld gang skrev faktisk et indlæg om det på min blog ift. om det er ok at fortælle det til sine børn når man er på kur. Der er delte meninger skulle jeg hilse og sige.
    God tur til Marbella – det gad jeg godt

    Svar
  • Helle Bakke Sørensen

    20/09/2019 at 13:06

    Jeg giver dig ret. Det er ens eget ansvar, for der er jo ingen, der tvinger dig til at spise slik, Magnum is eller en burgermenu. Jeg selv er diabetiker og har været det i mere end 38 år. Jeg var 17 år da jeg fik diabetes type 1. Alt mad skulle vejes og farvel til slik, kager og sodavand. I dag er det nemmere – og så alligevel ikke. En diabetiker må faktisk spise det samme som alle andre. Der skal bare tages insulin til flødebollen, kagen eller burgeren. Det er bare så forbandet svært at ramme det blodsukker man helst vil have. Derfor spiser jeg meget sjældent af de søde ting. Jeg har også fundet ud af, at hvis jeg holder mig fra alt stivelse og hvedemel, så har jeg et blodsukker der er til at styre. I dag, hvor jeg er 55 år, vejer jeg faktisk kun 3 kg mere end da jeg var 25. Og det kommer heller ikke af sig selv. Jeg går 10-15.000 skridt om dagen. Tager cyklen så ofte som muligt (endda frem og tilbage til arbejde (26 km), når vejret er til det, og siger nej tak, når der er fredagsbar eller kage på arbejde.
    En eller anden dag må jeg tage med på din camp i Marbella.
    Men om en uge vil jeg “nøjes” med at tage min to voksne “unger” med til Barcelona. Der får vi sikkert også travet de skridt vi skal tænker jeg.
    Tak for at tage gode emner op. 🙂

    Svar
  • tina/mormormedstiletter

    20/09/2019 at 13:14

    Du har SÅ meget ret, Line! Vores sundhed og helbred er vores eget ansvar!
    Det er mellem ørerne det står skidt til, som regel, når livvidden bare vokser og vokser. De som kæmper med det, ved det faktisk godt, men har opgivet forlængst.
    Jeg tror, at den eneste vej frem, hvis vi skal få alle gjort sundere, er at lægen skal turde tage snakken med de, som har problemerne.
    Det skal simpelthn italesættes, når man kommer til lægen for et eller andet probem, at der skal gøres noget ved vægten.
    Præcis som hvis man f.eks. har forhøjet blodtryk – det lader lægen jo ikke være med at italesætte, vel?

    Kanont indlæg – god weekend og rigtig god tur til Spanien (jeg er lige kommet hjem fra Malaga i weekeden og savner allerede vores hus dernede:-))!!

    Svar
  • Lene

    20/09/2019 at 13:29

    Hej Line
    At danskerne generelt er blevet tykkere har betydning for opfattelsen af, hvad der er normalvægt og hvordan man ser ud når man har normalt BMI. Nej, vi er ikke tynde, vi er normalvægtige og ser normale ud. Se en hvilken som helst film fra 70’erne, så er det ret tydeligt at de er normalvægtige, at (stort set) alle havde den størrelse, svarende til normalt BMI.
    I nogle sammenhænge føler jeg mig som en minoritetsgruppe som normalvægtig. Det er ikke så sjovt at få at vide ‘alle kjoler sidder jo godt på dig’ -nej nogle modeller/snit sidder (som på alle) bedre end andre. Føler ikke der er plads til at jeg kan være (konstruktiv) kritisk om mig selv bare fordi jeg er normalvægtig og ikke slås med 20 kg for meget.
    Stor respekt for dem, som er i gang med processen om at smide nogle kg 💪.
    Det er det danske selvbillede/normalen der er skredet med årene…
    Vh Lene
    (50 år, normalt BMI)

    Svar
  • Mette

    20/09/2019 at 13:36

    Kære Line.
    Du har min dybeste respekt og jeg er fuld af beundring for at du kan holde dig så godt som du gør. Dejligt du kan styre din lyst og dejligt at du træner for at være sund. De fleste overvægtige ville gerne være i dine sko, det er der ingen tvivl om og ville give deres højre arm for at være i din krop.
    Men…det et lidt “sjovt” når åleslanke mennesker gør sig kloge på, hvordan man bare kan og skal gøre hvis man er overvægtig. Lige som med alle andre misbrug, er der som regel en årsag til at man ender i noget der ødelægger ens liv. Årsagerne kan ikke generaliseres, for det afhænger jo af den enkelte. Ligeledes ved alle at rygning kan give lungekræft, men det afholder desværre ikke så mange fra at ryge og sådan er det også for overvægtige. Ingen tager et aktivt valg for at være misbruger.
    Mange af os der er overvægtige forsøger tit at lave livet om, spise sund, træne og være gode ved os selv. Ingen i dagens Danmark kan være i tvivl om hvad man skal spise og at motion er noget vi alle bør udøve, så den kostmæssige forandring er ikke så vanskelig og vi fodres med kostplaner i rigelige mængder hvis vi er interesseret. Rigtig mange af os skammer os og skam er noget af det mest nedbrydende, når vi ikke lykkes og når vi igen har brudt de løfter vi gav os selv om sundhed og vægttab. Når vi igen skal mærke at bukserne strammer og ikke tør stå på vægten og se sandheden i øjnene, så gør det ondt langt, dybt og inderligt i sjælen. Ingen ønsker at være en fiasko, heller ikke tykke mennesker.
    Hvorfor kan vi ikke bare lade være….tja, nogle af os bruger mad som middel til at lægge låg på de følelser vi ikke kan rumme, ligesom rygerens smøg dulmer nerverne og alkoholikerens øl gør ham i stand til at se verden.
    Hvorfor lærer vi børn at spise en masse ting, som de senere i livet ville ønske de aldrig havde kendt, fordi de senere opdager at det er en dårlig ide at være glad for dette? Hvorfor er motion ikke en større del af samfundet, indtænkt som en nødvendighed og ikke som en mulighed? Hvorfor er det vi tror at overvægtige bare skal spise det rigtige og ikke indser, at der ligger dybereliggende årsager som er nødvendige at arbejde med?
    Det er altid nemmere at gøre sig klog på problemstillinger man ikke selv ejer.
    Jeg håber du får en god tur og ønsker dig et forsat sundt liv.
    Med venlig hilsen
    Mette

    Svar
  • Henriette

    20/09/2019 at 14:59

    Kære Line.

    Hvor ville jeg ønske, at det var så simpelt, som du der lister det op – var det det, så var vi nok ikke så mange, der var overvægtige. Der ER altid en grund – og grundene kan være mange. Og det er ikke symptomet – overvægten – vi skal kigge på, det er årsagen bag.
    Så når vi ikke bare kan tage ansvar, så er det fordi, der ligger langt mere til grund for det, end at vi bare skal tage os sammen. Overvægt er ofte forårsaget af et misbrug på lige fod med alkohol, stoffer osv. Og udfaldet kan i sidste ende blive det samme. Og når nu vi godt ved det og alligevel ikke får ændret det, så er det jo fordi, der er tale om stærke kræfter, som ligger til grund for det.

    Og derfor tager jeg meget alvorligt at finde min årsag og gøre noget ved den, for når jeg gør det, bliver jeg sikkert også i stand til at gøre noget ved det andet!

    God weekend til dig.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      20/09/2019 at 15:02

      Kære Henriette.

      Tak for dit svar. Og som jeg skriver, jeg ved godt, det er sprængfarligt stof.
      Jeg anerkender fuldt ud, at nogen mennesker har bagvedliggende årsager, men der er mange, som IKKE har de udfordringer, men som alligevel er kommet ud af kurs. Det er dem, jeg adresserer.

      Jeg ønsker dig al mulig held og lykke og håber du kommer ‘over på den anden side’.

      KH
      Line

      Svar
  • Gurli Sommer

    20/09/2019 at 18:21

    Hej Line
    Jeg er enig med dig, selvom jeg er helt klar over, at det kan være endda meget svært for nogle mennesker, at de selv skal tage ansvaret for deres liv. Men vi har kun det ene liv, og bør få det bedste ud af det. Vi har et sundhedsvæsen, hvor alle led løber stærkere og stærkere, og hvor patienterne forventer mirakler, selvom de selv har ansvaret for deres dårlige vaner i form at overvægt, rygning, manglende motion osv. Det er kun os selv, der har ansvaret for det liv, som vi lever.
    God fitness camp.
    De bedste hilsener
    Gurli

    Svar
  • Pia Cathrin Rasmussen

    23/09/2019 at 08:43

    Kære Line,

    Det er et følsomt område du berører her, ja, men …

    Til dels vil jeg give dig ret. Det er helt klart vores eget ansvar hvad vi putter i munden. Men overvægt, i mange tilfælde, er andet end bare hvad vi spiser. De mennesker der plages af overvægt er ikke altid herre over hvad de sætter til livs, da overspisning i mange tilfælde er psykisk betonet.

    Personligt lider jeg også af dette her syndrom, som ikke har noget navn. Det er jo så populært i dag at sætte en eller anden bogstavs diagnose på diverse psykiske problemer, og jeg skal ikke sætte mig til doms over hvorvidt de er korrekte eller ej.

    Jeg vil gerne tabe mig. Jeg har gerne villet tabe mig i mange år. Jeg har tabt mig. Men jeg har også taget det hele på igen og mere til. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om at lade være med at spise så meget. Der ligger meget mere bag end hvorvidt man er i stand til at være ‘stærk’ og skære ned på alt det man udmærket godt ved er dårligt for en.

    Lige i begyndelsen af tyverne var jeg et sort hul. Efter en barndom hvor jeg stort set intet spiste, opdagede jeg pludselig mad i slutningen af mine teenage år, og så åd jeg. Og de første par år tog jeg ikke et gram på. Jeg kunne spise hvad som helst uden bivirkninger, og det blev jeg da glædeligt ved med.

    Indtil det en dag gik op for mig at jeg var nødt til at købe større tøj. Det var stadig ikke noget der foruroligede mig på det tidspunkt, og det der med fedme epidemier var ikke så fremme i vælten endnu, så det var ikke noget man fokuserede på.

    Jeg prøvede at skrue ned, men så var der en fødselsdag og så var der en fest og så blev man inviteret ud og spise, og jeg boede hjemme endnu, så der var kage til aften teen og købmanden lå for tæt på, så det blev ikke lige til noget.

    Siden da har min vægt været stødt stigende, og med hvert kilo jeg tog på, dalede min allerede dårlige selvværd. Og i mit hoved, der har jeg svært ved at holde fast i noget jeg ikke bryder mig om. At skulle undvære, at skulle ‘lade være’, er ting jeg ikke bryder mig om, og derfor er det så meget nemmere at sige: Åh, skidt. Det gør jeg i morgen. Og nej, det har ikke noget med dovenskab at gøre.

    Min overvægt har faktisk været lidt af en overraskelse. Jeg er ikke vokset op som overvægtig. Jeg var ikke et overvægtigt barn. Men jeg led af en spiseforstyrrelse der ikke var kendt som sådan dengang. Til en vis grad har jeg nok lidt af en eller anden form for anorexi, da mad absolut ikke var noget jeg brød mig om.

    Jeg kunne ikke fordrage varm mad. Jeg kan stadig huske væmmelsen jeg følte ved at få et stykke kød i munden. Jeg hadede grøntsager. Da jeg var 4, levede jeg af ymer. Som teenager levede jeg mest af ostemadder, måske lidt pålæg hist og her, men ikke noget grønt og ikke noget sundt. Ellers tak.

    Og jeg hører ikke til dem der hele tiden kommer med dårlige undskyldninger. Personligt kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke kan lade være. Når jeg står i forretningen og skal købe ind, så ryger der hurtigt noget i indkøbskurven som jeg ved jeg ikke kan tåle. Jeg køber det, jeg tager det med hjem, jeg spiser det. Og bagefter bebrejder jeg mig selv, for jeg ved jo godt at det ikke er godt for mig. Jeg ved at jeg tager på af det, at jeg får sure opstød og har det skidt. Jeg ved jeg får hovedpine af for meget sukker. Og alligevel køber og fortærer jeg disse ting.

    Når jeg så får at vide fra mennesker, der aldrig har vejet mere end et par kilo for meget, at jeg jo bare kan lade være, så får jeg lyst til at slå dem. De har ingen ide om hvor svært det er at ændre indgroede vaner.

    For nogle er det sikkert nemt. Det beviser de jo ved at være slanke og sunde. De siger bare fra, skærer ned og holder igen. Og jeg ville ønske at jeg kunne gøre det samme, men der er et eller andet i min hjerne, i min underbevidsthed, der åbenbart insisterer på at jeg skal stoppe alt det forkerte i hovedet, og jeg kæmper med den drage hver eneste dag. Der går aldrig et minut hvor jeg ikke tænker over hvordan jeg ser ud, hvordan jeg har det, og hvor meget bedre jeg ville have det hvis jeg ikke vejede næsten 100% for meget. Og nej, andres mening omkring min overvægt er ikke noget der interesserer mig.

    Jeg har ikke lyst til at give op. Jeg vil ikke gå i graven med den viden at jeg ikke kunne besejre denne her drage. Jeg har ikke lyst til at ligge samfundet til last med alle de skavanker man udvikler når man er overvægtig.

    Der er en lille del af mig der tror på, at jeg en dag finder løsningen, at jeg en dag opdager lige netop det våben jeg har brug for til at skære ned, at holde igen, at ‘lade være’. Men indtil jeg finder den gyldne lanse der kan dræbe denne specifikke drage, ville jeg foretrække ikke at få råd fra mennesker der ikke aner hvad det betyder at slæbe rundt så meget overvægt, mennesker der ikke aner noget om mig som menneske.

    Jeg kan godt forstå trangen til at sige “jamen, så lad dog være med det”, men det er ikke lige nemt for alle. Vi er alle forskellige, har forskellig baggrund og forskellige oplevelser. Man kan ikke skære alle over en kam og man kan ikke forvente at hvad man selv synes er så hamrende nemt, er lige så nemt for ham eller hende overfor.

    Jeg ville det ønske det var så nemt, for så var der ingen af os der var overvægtige, afhængige eller syge.

    Svar
  • Sanne

    24/09/2019 at 15:34

    Så nemt/enkelt er det nu ikke for alle, og jeg er temmelig sikker på at ingen bare læner sig tilbage og tænker at de nok skal blive reddet af lægerne. Jeg har selv været voldsomt nede med stress og kombineret med overgangsalder, hvor kroppen gør alt for at holde på de sidste sørgelige rester af hormoner, oplever jeg hvor svært det er mobilisere overskud til at tabe de elendige 5 kg som har sneget sig på. Jeg er sgu træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og har mest lyst til bare at sidde og strikke og få ro i hjernen. Jeg har altid sagt at alder ikke er en undskyldning at tage på, det er jeg nok nødt til at revidere nu.

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her