Hvad lavede vi før vi fik mobiltelefon?

Jeg har stadig en fastnet telefon. Den står urørt og tavs det meste af tiden. Engang var den nærmest centrum for al udenhus kommunikation og snak. Men nu har min mobil total overtaget scenen og min opmærksomhed. Og nogle gange tænker jeg: Hvad lavede vi før vi fik mobiltelefon?

Engang boede mobilen i skuffen

Jeg fik min første mobil vistnok i starten af dette årtusinde. Det var en lille blå Ericsson. Den var med på arbejde og ellers lå den parkeret i skuffen sammen med bilnøgler og solbriller, når jeg kom hjem. Den var handy, når jeg rejste rundt i verden som journalist og gerne ville sige godnat til ungerne – men den var på ingen måde livs nødvendig.

Hvad lavede vi før vi fik mobil?

Min fastnet telefon lever stille – men den lever endnu!

Den var hverken vækkeur, kamera, bank, filmfremviser, kogebog, avis eller musikafspiller. Den skulle bruges til at ringe til folk. Slut prut!

Jeg husker dårligt, hvornår jeg fik min første iPhone, men det er nok omkring 2009-10. Jeg har i hvert fald ikke flere almindelige papirfotos derefter. Hele vores fotografiske liv ligger nu her i min hånd og oppe i en eller anden sky, som jeg ikke fatter en lyd af.

40 timer på mobilen om ugen

Min mobil fortæller mig, at jeg for tiden bruger den i 5 timer og 43 minutter dagligt. Altså 40 fucking timer om ugen – det er jo skræmmende! Det er næsten mere, end jeg sover. Og mere tid end jeg tilbringer med nogen levende væsner bortset fra mig selv og min hund! Jo, jo – selvfølgelig bruger jeg telefonen rigtig meget i mit arbejde. Jeg researcher, skriver mails, tager noter  men alligevel.

Det er jo skræmmende og samtidig et kæmpe paradoks. For hvor tit hører jeg hører ikke mig selv sige: Det har jeg ikke tid til, og samtidig bruger jeg SÅ latterlig meget tid på mobilen. Det er nærmest blevet en vane eller en refleks at gribe ud efter den på linje med at klø sig i hovedet og pille sig i næsen … Jeg gør det bare – griber efter mobilen.

Vi scroller 90 meter om dagen

Jeg hørte forleden på en konference, at vi scroller 90 meter dagligt på mobilen! Og lægen Imran Rashid – der har skrevet bogen Sluk om menneskers digitale vaner – kalder mobilen for en vanedannende voksenpakkekalender med gevinst hver gang!

Hvad lavede vi før vi fik mobil?

Før lå mobilen i skuffen, nu bor den i hånden!

Det værste er næsten, at jeg kun sjældent fører en god gammeldags samtale i telefonen. Jeg sms’er, skriver på Messenger eller på Instagram. Før i tiden kunne jeg få en halv aften til at gå i telefonen, mens jeg sludrede med veninderne og drak kaffen og spiste matadormix imens. Det var mega hyggeligt.

Har vi mistet kontrollen og tabt den til mobilen? Jeg tror det. Vi er blevet afhængige af det opmærksomheds fix, som mobilen er. Og samtidig er det jo ikke underligt. Vi bliver konstant stimuleret af vores lille legetøj, og mange af os har hele vores LIV liggende på mobilen. Det er ikke underligt, at man bliver helt desperat, når mobilen pludselig er er væk.

Så hvad lavede vi før vi fik mobiltelefon?

Jeg TALTE i telefon meget mere. Jeg var SAMMEN med andre. Var nok også mere NÆRVÆRENDE. Jeg læste rigtige bøger, strikkede eller syede, så nok også mere TV, spillede klaver eller guitar. Nu hører jeg mig selv sige: Det har jeg ikke tid til!

Måske er det tid til at detoxe og slukke. Jeg ønsker mig i hvert fald et vækkeur til jul. Så bliver der adgang forbudt for mobilen i soveværelset!

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

7 kommentarer

  • Pia

    25/11/2019 at 09:17

    Du har jo så evigt ret. Vi er blevet afhængige af den dims, som stjæler vores tid og opmærksomhed. Hvor mange forældre ser man ikke vandre afsted med en unge i den ene hånd og mobilen i den anden? Hvor mange hunde ejere går ikke tur med vovse mens de scroller igennem dagens nyheder, læser mails eller beskeder, og ikke er opmærksomme på hvad vovse går og laver?
    Jeg er selv i den kategori hvor jeg nærmest panikker hvis jeg ikke kan finde min mobil, og hvis den ikke lige er ved hånden, bliver jeg rastløs og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
    Det eneste tidspunkt hvor jeg ikke har behov for at have den i nærheden, er når jeg går tur med hunden. Det er min overbevisning, at vovse har brug for at jeg er nærværende og opmærksom på hvad han går og roder i, og hvem der kommer imod os på vejen.
    Jeg har prøvet at lade den ligge, at sætte den på lydløs og lægge den ude i gangen, men det går ikke så godt. Måske man kan vende sig til det igen? For før mobilen havde jeg da tonsvis af andre ting jeg lige skulle. Mange af disse ting gør jeg ikke mere, fordi telefonen kræver min opmærksomhed. Og ja, mit liv ligger på den dims. Jeg kan ikke huske telefonnumre udenad mere, jeg aner ikke hvad folks adresse er, hvis jeg ikke kigger i mine kontakter, jeg kan dårligt finde vej uden at have GPSen med.
    Et af mine nytårsfortsæt er at lade den ligge lidt mere. Det bliver nok ikke 100%, for jeg er skam afhængig af den, men jeg vil gerne skrue ned, jeg vil ikke være på hele tiden, og til at få fat i altid. Ind imellem vil jeg bare gerne kunne slukke for omverdenen og leve lidt i mit eget stille sind. Jeg tror det ville gøre mig godt. Jeg tror at de fleste mennesker har brug for den indre ro igen.

    Svar
  • Sanne

    25/11/2019 at 12:20

    Jeg er en af de underlige, som har et meget afslappet forhold til min mobil. For jeg satte mig meget tidligt for at jeg ikke ville spilde mit liv på dens ligegyldigheder. Jeg bruger den ind imellem som afslapning hvor jeg scroller mig igennem IG, det er min inspiration og jeg har også sat mig for at jeg ikke må følge flere end 100, netop for at det ikke tager overhånd. Jeg elsker freden om aftenen, elsker at sidde og hækle eller strikke, gå i karbad, snakke sammen med min mand, læse, måske høre dæmpet musik. Fredelig afslappet hygge er meget mere mig. Og så synes jeg i øvrigt altid at der er noget som skal laves, vaskemaskinen skal startes, tøj skal hænges op/lægges sammen/stryges, der skal ryddes op, osv osv. Rigtig go’ dag. 🙂

    Svar
  • Susanne Andersen

    25/11/2019 at 18:52

    Jeg fik på et tidspunkt (ved et uheld) flyttet facebook og indtagram over på side 2, så jeg ikke umiddelbart kunne se om der var pop-up nyheder😆. Hvad skete der? Jeg kiggede mindre på telefonen😳Tankevækkende! Måske skulle jeg have ladet dem ligge?🤔Da jeg ikke var så meget på i en periode af forskellige årsager, ringede en veninde og sagde: Du har været så stille!😳Jeg slappede bare af og lavede andre ting😊

    Svar
  • G.

    25/11/2019 at 23:50

    Jeg fik mobil i 1993 og derefter nye senere –
    Jeg havde Privat/arbejde 2 mobil telefoner før år 2000.
    Før jeg fik mobil – fik jeg meget mere kondi – for så skulle – vi rundt og lede efter vores veninder – ringe på og banke på døre- (Hvis ikke lige vi fik lov til – at låne fast net telefonen – af forældrene).
    Vi var meget mere fysisk tilstede socialt – og til festerne var der gang i den – end der er i dag – fordi rigtig mange er afhængige og tjekker lige mobilos.
    Jeg ser i toget om morgen – der sidder omkring 11 personer gravet dybt i deres mobil – min tanke er Hold fest – hvor disse mennesker er afhængige. (Nogen arbejder – men mange bruger den til tids fordriv og pjat).
    Jeg selv lægger meget mobilen væk og i en skuffe – især om natten. Jeg bruger helst gammel dags vække ure – som snart er svære – at få fat på – et godt vække ur.
    Når mine veninder er til middag hos mig – så ønsker jeg vi lægger mobilerne væk og slukker mobilen – så vi kan være sociale og hygge sammen – (undtagelsen er hvis 1 har et/eller får et vigtig opkald må denne mobil være tændt – kun tændt).
    Ja – der siges i dag alt for mange er afhængige af mobilen – det er jo som ludomani og alkohol – cigaretter m.m
    Det værste jeg desværre tit ser – møderne med børne sele om kroppen – stå med mobilen i barnets ansigt – som er under 3 år – barnet kikker dybt alvorligt med øjnene i mobilen – jeg kan se – at barnet er afhængig – af mobile (lyset m.m ) fra den – barnet følger mobilen når moderen – søger rundt. Det mener jeg er en alvorlig ting – at børn skal udsættes for- som er under 3 år. Kvinderne tænker åbentbart ikke over det – håber nogen for øjne op for dette.
    Jeg er glad for – at jeg aldrig bliver afhængig af mobilen – kan sige stop og ikke bruge mere tid spilde.
    Vinter hilsen
    G.

    Svar
  • Hanne Rask / Raskeriet.dk

    26/11/2019 at 11:51

    Hvor har du ret. Og tankevækkende at vi siger, at “det har vi ikke tid til”. Det forstår man jo ærlig talt godt, hvis vi bruger 40 timer om ugen foran skærmen…
    Jeg talte med TV-lægen Peter Q. Geisling om, at vi mennesker slet ikke er skabt til at leve det liv, vi lever i dag. I stedet er vi skabt til stå op med solen og gå i seng med solen. Bruge 6-8 timer på at støve rundt og finde vores mad. Resten af tiden burde vi ligge i en hængekøje og lave ingenting.
    Nogle forskere mener, at vi i dag får en million input i sekundet. Det kræver enorme mængder energi af hjernen at navigere i. Der er ikke noget at sige til, hvis det kniber for os at finde ro indimellem…
    Så ja, vi skulle nok overveje at sende mobilen ud af soveværelset, og måske hive strikketøjet frem i stedet:-).

    Svar
  • Søren Didriksen

    26/11/2019 at 18:37

    I mit hus er der ikke mobiltelefon i soveværelset og under måltidet. En gang imellem går jeg de 700 meter ned til Brugsen og tilbage uden telefon. Føler mig lidt som en fandens karl, når jeg er kommet hjem igen. ..Og så tjekker jeg den skide telefon. 🙂

    Svar
  • teleselskaber

    26/11/2019 at 21:21

    Godt indlæg MEEEN hvorfor har alle folk så travlt med hvad andre mennesker gør!? Jeg har en kammerat der ALTID ringer til mig, han hader sociale medier og sms og hvad ved jeg, han vil KUN snakke i telefon, intet andet! Jeg har fortalt ham at jeg er stik modsat! Jeg HADER at snakke i telefon og gider kun sende sms eller hvordan man nu kommunikere idag, dette kan han slet ikke forstå, og han bliver fornærmet hver gang jeg ikke tager min telefon! Udover det så synes han jeg er for meget på min mobil!? Men HEY sidst jeg tjekkede var jeg altså fyldt 18 år, flyttet hjemmefra og betaler mine egne udgifter! Så HVORFOR har folk så travlt med hvad andre mennesker gør? Folk siger tit, hvorfor læser du ikke en god bog på din ferie i stedet for bare at ligge med mobilen i hånden? Jamen jeg HADER at læse bøger?! Hvorfor skal jeg gøre noget jeg ikke bryder mig om? Jeg må vel selv om hvis jeg vælger at ligge med MIN mobil i hånden og ikke en bog! Og hvad er lige forskellen? Din opmærksomhed er jo printet enten ned på et stykke fjollet papir eller en skærm! Min pointe er, folk bør passe deres egen have i stedet for at have så travlt med naboens have 🙂

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her