• Home
  • /
  • Samfund
  • /
  • Fra servicesamfund til ‘kodehelvede’!
Fra servicesamfund til 'kodehelvede'

Fra servicesamfund til ‘kodehelvede’!

Med fare for at lyde som en ægte boomer, der synes, at alt var bedre før, så vover jeg alligevel dette oplæg. Jeg skriver på vegne af de tusindvis af ældre, som bliver hægtet mere og mere af i teknologiens hellige navn. Min mor på 83 er én af dem – og det er ikke sjovt. Og jeg er ærlig talt pænt træt af, at vi har konverteret os fra servicesamfund til ’kodehelvede’!

Jeg vil gerne skabe en løsningsorienteret debat om servicesamfundet, der forsvandt og blev erstattet af alle mulige og umulige digitale hjemmesider og apps. Om lange telefonkøer og timevis af ventetid til vagtlægen, egen læge, skat, banker, kommuner og private virksomheder med dåsemusik i ørerne og tast 1 for ditten, 2 for datten og vidste du at…. Og Nej, man ringer for katten, fordi man IKKE ved og har brug for personlig hjælp!! Nu er tiden kommet!

Operation ’Find tasken’

Min mor glemte for nylig sin håndtaske i bussen en lørdag eftermiddag på vej hjem fra frisør med sine pakkenelliker. Det kan ske for enhver. Problemet var, at hele hendes liv lå i tasken: Mobiltelefon, pung med kreditkort, sygesikringskort, pacemakerkort, coronapas OG hendes pas. Og nej, det er på ingen måde smart at gå rundt med alle de ting i tasken – men det gjorde hun.

Den efterfølgende operation ’find-tasken ’afslørede, at det digitale samfund og weekendservice ikke er for hverken for børn eller ældre. Hendes gode ven var tilfældigvis hos hende, da hun kom hjem. Det lokale busselskab, hun kørte med, havde weekendlukket, så de ringede i stedet til DOT (den offentlige transport) og efterlyste tasken. DOT havde åbent til kl 18 – derefter hørte vi ikke mere.

Du er nu nummer 16 i køen
Fra servicesamfund til 'kodehelvede'

Den forsvundne taske, der kom hjem igen

Next step var at lukke min mors bankkort. Uheldigvis var hendes MitId spærret, fordi hun  havde tastet koden forkert 3 gange. Derfor skulle det gøres via telefon. Vi har gudskelov samme bank, og jeg har fuldmagt til hendes konti. Så jeg kunne efter lang ventetid spærre kortene midlertidigt via bankens servicetelefon. SÅ var der passet. Det skulle meldes ’bortkommet’ på Politiets hjemmeside. Men her fandt jeg godt gemt nummeret på en servicetelefon, som var både hurtig og  hjælpsom. Det kunne andre instanser lære noget af.

Mandag morgen præcis kl 8.30 kontaktede jeg det lokale busselskab, og lykkeligvis var tasken fundet med alt indhold, og jeg kunne hente tasken og aflevere den til en lykkelig mor. Bankkort og pas er genåbnet – MEN  de skal udskiftes af frygt for identitetsrøveri. Så var der kun det lukkede MitId tilbage. Og det er altid lidt af en opgave. Borgerservice i min mors kommune tager nemlig kun imod borgerne mod tidsbestilling, og der er op til to ugers ventetid. Heldigvis kan man få hjælp i min kommune, også hvis man bor i en anden  kommuner – og endda uden tidsbestilling.

Samlet tog den glemte taske os 3 dage og en masse nervøs ventetid for min mor. Og jeg tænker: Hvordan skal et ældre menneske uden familie eller netværk i nærheden klare sig, når uheldet er ude? Eller i dagligdagen, hvor krogede fingre taster forkert, og kodehukommelsen svigter?

Sådan løser vi det

Fra servicesamfund til 'kodehelvede'

Har du gode ideer til, hvordan vi gør det bedre?

Problemet er akut. For fremtidens ældre (læs: vores børn) er vokset op med det digitale samfund og kan navigere i det i blinde. Jeg har som mange andre i min aldersgruppe (50-60+) tillært mig det. Og jeg vedstår BLANKT, at jeg til tider river mig i håret af frustration over brugernavne og koder, der snylter på min tid og får blodtrykket til at stige til uanede højder.

Og der MÅ være andre løsninger end at accelerere det servicefri samfund til gene for de ældre. F.eks. et særligt ’Ældrekort’, der gør det muligt at få hjælp UDEN koder, brugernavne og en smartphone.

Det kunne være en Hotline til ældre åbent alle ugens dage mellem 8-24. (Måske i samarbejde med Ældresagen, som i forvejen tilbyder IT hjælp til ældre)

Særlige serviceordninger KUN for ældre og deres pårørende hos kommunernes Borgerservice eller private udbydere, så livet ikke går i stå, hvis den ældres MitId er spærret.

Ældrevenlige løsninger til tidsbestilling hos læge, sygehus OG genindførelse af fysiske breve til alle over 70. I dag kan man kun blive fritaget fra Digital Post, hvis man ikke har adgang til en computer, smartphone eller tablet – eller har fysiske eller kognitive begrænsninger.

Vi kan ikke være bekendt at hægte de ældre af. Har du gode ideer til, hvad vi kan gøre, så del det her.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

9 kommentarer

  • Mormor

    20/11/2022 at 11:32

    Hej Line – super godt og meget relevant indlæg. Mht MitID ville det være en stor hjælp, hvis man blev “sendt over på” MitID-appen direkte fra den side, man skal bruge MitID på, og derefter direkte tilbage til den anden side, så man ikke skal skifte frem og tilbage på telefonen eller iPaden. Det kan forvirre/irritere mig meget, selvom jeg er erfaren IT-bruger. Og ventetiderne rundt omkring i telefonsystemerne er helt hen i vejret. Selv for at komme i kontakt med Bageren i min lokale Kvickly skal jeg igennem 2-3 tryk på telefonen.

    Svar
  • Karina Folmer

    20/11/2022 at 00:12

    Kære Line.
    Jeg er så enig. Det er gået for vidt, og jeg er så træt af et utal af forskellige brugernavne og koder, på arbejde og i privaten, og træt af lange køer på telefon, for ja, man ringer, fordi man har brug for hjælp, man ikke fik på hjemmesiden via selvbetjeningsløsninger. Jeg er “kun” 55 og daglig bruger af digitale løsninger, men kan ind imellem også have svært ved det. Jeg tænker også på de stakkels ældre – og andre, som af forskellige årsager kan have større udfordringer end jeg, som skal navigere i det her.
    Jeg har desværre ikke idéer til, hvordan det kan løses. Løbet er nok kørt, desværre, og man er jo virkelig på den, når ens MitID ikke virker.
    Kærlig hilsen Karina.

    Svar
  • Maria

    19/11/2022 at 20:36

    Hej Line
    Fantastisk skrevet!
    Har lige sendt dit indlæg videre til min 84 årlige mor, der næsten hveranden dag tumler med de digitale udfordringer.
    Jeg kan godt lide din ide/tanke om et ‘ældrekort’
    Nu må der gang i debatten! 😉
    KH Maria

    Svar
  • Kirsten Kolditz

    19/11/2022 at 12:25

    Hvor er det bare relevant Line, at tage den debat, jeg er 62, og selvom jeg klarer mig fint digitalt…tænker jeg tit på de ældre der ikke er vant til at færdes i den digitale verden, for det er godt nok en udfordring, at få hjælp, og vente vente vente…både det ene og andet sted, det er bare ikke godt nok som systemet er blevet…og ja, de ældre bliver nærmest umyndig gjort…DET ER BARE IKKE I ORDEN…

    Svar
  • Dorthe Christensen

    19/11/2022 at 11:27

    Hej Line Fuldstændig enig! Vi kan ikke være det bekendt overfor vores ældre. Der må være en mulighed for at kunne løse det.

    Svar
  • Sabine

    18/11/2022 at 12:46

    Kære Line
    Du rammer så meget sømmet på hovedet. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at de ældre bliver hægtet af på denne måde! De mister selvstændighed og bliver usikre på at begå sig lige så snart det omhandler økonomi, sundhed og offentlige instanser.
    Min mand er eneste barn af min svigermor, der bor i Danmark og kan hjælpe hende med disse praktiske ting. MEN han må i princippet ikke hjælpe hende NemID/MitID, fordi det er personligt… hertil hører at min svigermor er svært dement og den eneste måde vi kan ændre på brugen af hendes personlige adgang til det offentlige er ved at få hende umyndiggjort. Vi kan slet ikke overskue processen herfor samt at skulle forklare min svigermor hvad det betyder (hun mener jo ikke der er noget galt med hende – udover at hun er lidt glemsom).
    Det kunne være fantastisk, hvis der blev lavet en offentlig instans, som kunne hjælpe de ældre pr. telefon med disse udfordringer… at der simpelthen var et 112 for ældre til personlig IT-hjælp. Syntes bestemt Ældre Sagen er et godt bud og tænker også de alt for godt kender til denne problematik. Men mon ikke vi blot oplever IT-delen går for hurtig ift. at det menneskelige ikke kan følge med – så de simpelthen allerede er bagud på forhånd?
    Fedt du belyser dette problem, fordi det bliver kun værre de kommende år hvor store generationer står for døren…
    Kh Sabine

    Svar
  • Tina Jakobsen

    18/11/2022 at 11:37

    Åhhh, dit indslag rammer SÅ plet.
    Min gamle far på 86 har lige brækket skulderen, og skal have fat i Gud og hver mand (læs mig, hans datter). Jeg bruger SÅ lang tid på at vente i telefonen.
    Mit ID synes han er svært fordi han skal skifte fra vindue til vindue, og nu havde han lige vænnet sig til sit papkort og Nem ID.
    Vi kan ikke være bekendt at behandle for ældre sådan !
    KH Tina

    Svar
  • Aage Krogsdam

    18/11/2022 at 11:22

    Hej Line
    tusind tak for dit indlæg – jeg er helt enig, det er vanskeligt for os ældre at navigere i det teknokraktiske samfund, hvor der snart intet menneskeleigt er tilbage. Dejlig at tasken dukkede op. Hils din mor fra mig. kh Aage

    Svar

Skriv et svar