Hvis jeg var en Iphone ville jeg snart modtage en notifikation: Vi opdaterer nu til version 6,0! Det sker som regel midt om natten, og opdateringen sker, hvad enten vi vil det eller ej! Fejl og mangler bliver rettet og nogle funktioner forbedret. Gad vide hvordan MIN opdatering til version 6,0 bliver? Når klokken runder midnat mellem den 7. og den 8. december sker det uundgåelige: Jeg siger farvel til 50’erne! Jeg ved, at det ikke gør ondt. Jeg ved, at den 8. vil ligne den 7. Og alligevel er det en milepæl. Simpelthen fordi det er begyndelsen på et nyt årti.
Kæft der er sket meget!
Jeg indtog 50’erne med et brag af en tøsefest. Mange følte trang til at fortælle mig, at 50’erne var de nye 40’ere. ’Du er i din bedste alder’. Og ’alder er jo bare et tal’. Og den var god nok: Jeg har elsket 50’erne. Men hold kæft, der er sket meget.
Mændene er vandret ind og ud af mit liv, den kode knækker jeg nok aldrig! Overgangsalderen ramte mig som hedebølger om natten. Min ældste flyttede hjemmefra. Og hvor ked af det jeg end var, så blev det, som min elskede søn skrev til mig i sit ’farvelbrev’: Starten på et nyt kapitel.
Jeg fik konstateret en autoimmun sygdom, som vil følge mig resten af livet. Men PYT, jeg har jo overlæge Otto fra Rigshospitalet, som passer på mig. Jeg brugte 7 år (og en masse penge) på Se & Hør sagen. Jeg kæmpede for retfærdighed og tabte med oprejst pande. Fuck det.
Jeg gik ned med stress to gange og startede forfra i mit arbejdsliv. Men det blev samtidig startskuddet til et helt nyt univers, mit barn og mit ’why’: Nemlig det du sidder og læser lige nu: På Bloggen med Line.
Jeg startede bloggen i 2017 for at hylde og italesætte livet som voksen og moden kvinde. For at vise at der ER et liv efter de 50, at vi er det, vi ØNSKER at være. Og for at gå til kamp mod de fordomme, vi møder med alderen.
Hvad nu fru Baun?
Ja, hvad så nu! Helt ærligt, jeg er vild med mit liv, og jeg vil fortsætte med at være en sund, glad, rørig, nysgerrig, festglad og attraktiv kvinde – også nu hvor jeg rammer de 60.
Jeg drømmer om at være den bedste udgave af mig selv, som da jeg var i 20’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne. Og INGEN skal bestemme, om jeg må have højt, afbleget hår, klæde mig i ungdommeligt tøj, hippe sneakers eller noget andet. Jeg er MIG, sådan som jeg har lyst til at være MIG. Jeg vil ikke ligge under for andres fordomme eller ideer om, hvad ’man’ må, eller hvordan man må se ud som kvinde over 60.
Jeg gør, som jeg vil – ikke for at være ung med de unge eller i jagten på et ungdomsideal, men fordi det er sådan, jeg er. Jeg vil nyde livet, som var det et fuldmodent æble i september eller et perfekt tempereret glas årgangsvin.
Jeg drømmer om at se mine drenge udleve DERES drømme og bruge deres talenter præcis, som de vil. Jeg drømmer om en lille lejlighed i Paris eller et lille chateau på landet. Og det ene udelukker jo ikke det andet.
Jeg gider til gengæld ikke spilde tid på mennesker, der har travlt med, hvad jeg eller andre gør, bedømmer og fordømmer. Hvad skal vi bruge det til – andet end at holde os selv i et meningsløst jantelovsgreb, som ingen bliver lykkelige af?
Livet er kort – LEV det for f….!
Mine bedstemødre blev gamle før tid. De havde blåt, vandonduleret hår og klædte sig i kitler og chiffon tørklæder. De var plaget af knyster og slidte kroppe. Livet som kvinder stoppede omkring de 50.
Mine mødre viste en anden vej. Min biologiske mor er stadig smuk og forfængelig i en alder af 82. Hun flyttede i ældrebolig i sommer og er stadig glad og sulten på livet. Faktisk er hun i fuld gang med at planlægge en familierejse til Thailand.
Min reservemor pisker i en alder af 79 stadig rundt og passer familien med største kærlighed. Hun går i biografen, ses med veninder, passer sit hus og have trods sin gigtplagede krop. Tænk hvilke forbilleder!
At ældes betyder ikke, at vi skal gå i hi eller skamme os over noget. Jeg er stolt over, at jeg holder min krop og sjæl spændstig og vital. Andre må gøre, som DE har lyst til. Jeg har afgivet et løfte til mig selv og mine børn. Min krop og jeg skal holde hele vejen til kisten. Og når jeg engang ligger der, skal det være med højt hår, lækker makeup og min smukkeste kjole.
Og ja, alder er bare et tal. Måske skulle fokusere lidt mindre på det og bare leve livet.
Tak fordi I følger mig og inspirerer mig. Det er jeg meget taknemmelig over.
26 kommentarer
Alice Svensson
16/12/2021 at 10:19Meget fin læsning. Håber du får en glædelig jul! 🙂
Rasmus Hjortshøj
09/12/2021 at 20:12Skal du ikke lige genoptrykke dit forsvar for Jes Dorph?
Eller ældes det ikke med ynde…
Line Baun Danielsen
13/12/2021 at 20:28Hvad mener du Rasmus Hjortshøj?
Det ligger jo i forvejen her.
Mvh Line Baun
Marlene H
08/12/2021 at 18:56Stort tillykke med de 60 år, håber du bliver fejret som en fødselar bør fejres 🇩🇰💐.
Tak for en god blog.
Bodil Elisabeth Blangs
08/12/2021 at 15:45Hejsa 🙂
STORT tillykke med de 60 … det er min tur i morgen (dog med et andet tal … : 68) Jeg har nøjagtig samme indstilling som dig: I am not a wannabe – I am who I wanna be 😉
<3
Helle Nybye
08/12/2021 at 11:33Stort tillykke med den store dag. Må den blive helt fantastisk. Tak for nogle dejlige indlæg, der giver inspiration og tanker om vi skal gøre det godt for os selv også selv om vi er på vej mod opdateringen 6.0.
Henrik V Blunck
04/12/2021 at 18:04Tusind tak for dit altid positive syn på livet. Det er en kæmpe inspiration at følge med, og det er bestemt ingen skam, at nå version 6.0, når du stadig holder dig som var du på vej ind i version 4.0.
Kæmpe tillykke med den runde dag forude – og fortsat god weekend til alle 🙂
Maibritt Hassel
03/12/2021 at 14:04Kære Line
Kæmpe stort tillykke med din kommende runde fødselsdag. Du ser mega godt ud og sejt at du bliver ved med at holde dig så godt. Vi ved jo godt at det ikke kommer helt af sig selv 🙂
Håber du får en helt fantastisk dag og den bliver præcis som du ønsker.
Hilsen
Maibritt
Line Baun Danielsen
03/12/2021 at 15:24Tusind tak Maibritt…..
Sanne
29/11/2021 at 13:11Tillykke på forskud, din dejlige dame og tak fordi du viser vejen for os andre. Fuck tal, og dans til Like a Virgin. 😉
Dorthe
29/11/2021 at 09:12Stort tillykke også herfra! 🇩🇰🥂💐🎁
❤️Tak for din åbenhjertighed og mod til at tale og skrive om alt det som ellers er et tabu! Det er en kæmpe inspirationskilde!
Jo mere alle vi kvinder på 50+ åbner munden og støtter hinanden jo bedre bliver vores verden! Fedt at høre her i tråden at en er blevet ansat som 69-årlig af en kvindelig leder, der ikke lider af aldersforskrækkelse! 😁
Hvordan mon du fejrer din runde dag? 🥳Håber du nyder det hele og at du fortsætter med at passe på dig selv i alle områder af livet💪🏻❤️
Håber en dag at ses igen på din motionscamp – der varmt kan anbefales som et lækkert personligt boost😊🥳
Lis
28/11/2021 at 22:47Glæd dig – det er en fed tid, du går i møde – man ændrer sig med alderen og i vores generation er det klart til den positive side. Se du bare frem til, at der står et 6-tal først <3
Line Baun Danielsen
29/11/2021 at 08:00Hej Lis.
Det gør jeg også! …. ALtså glæder mig. ! Og tak for hilsen.
KH
Line
Christina
28/11/2021 at 22:13Hejsa Line
Stort tillykke med de 60 år🇩🇰🇩🇰🇩🇰når den dag kommer..
Tak for en fantastisk blog!
Du er super inspirerende og livsglad-dejligt med al den skønne positivitet.
Ha’ en skøn fødselsdag
Bedste hilsner her fra solskinsøen Bornholm🌞..hvor det regner en del nu😂
Christina💐
Line Baun Danielsen
29/11/2021 at 07:59Hej Christina.
Selvtak….. Og tak for de skønne ord.
KH
Line
Inge Bang
28/11/2021 at 18:52Line du er et lysende fyrtårn, jeg træner med dig og nikker til dine blogindlæg til alle os “gamle” kvindfolk og siger “fuck det” med dig. Uanset hvad “man” tænker om os, så er vi jo de samme skønne lækre kvinder, som vi hele tiden har været. Vi er bare blevet bedre til at danse og leve og elske, og hvis de ikke kan se os, de “gamle” kvinder på 50+ og snart 60, så går de sgu glip af noget.
Ja ja da jeg var purung var alle over 25 jo også oldinge. Men guess what, det bliver bare bedre, du bliver bedre med alderen, det bliver bedre med alderen. Alting. Tak Line. Krammer. <3
Line Baun Danielsen
29/11/2021 at 07:59Hej Inge.
Det er så rigtigt! Jeg glædes sgu også hver dag. Ikke mindst over alle Jer kloge, skønne kvinder, som hepper med i kor. Vi er en sej klub!.
KH Line
Joan
28/11/2021 at 18:27Hej Line
Tillykke med det snart flotte runde tal, jeg er selv 63 år men skænker aldrig min alder
en tanke,har det motto at livet skal leves fuldt ud så ingen grund til bruge tid på at tænke
på at man bliver ældre,tog en beslutning for to år siden at sige farvel til arbejdsmarkedet
og har ikke fortrudt at jeg tog dette valg,nogle gange skal man turde at tage nogle spring
her i livet,har de sidste 10 år sparet op til at kunne gøre dette,vil gerne kunne rejse og få
nogle gode oplevelser mens man har helbredet til det.har fulgt din blog siden du startede
op,du har bare nogle gode indlæg som jeg nyder at læse.
Line Baun Danielsen
29/11/2021 at 08:02Hej Joan.
Hvor er du sej – tillykke med en stor beslutning…. Og så cool at du selv har gjort den mulig ved at spare op. Nyd det.
KH
Line
Britta
28/11/2021 at 17:24Kære Line skønne – lækre – sporty – søde – kvinde.
Hjertelig til lykke med fødselsdagen. Du er et fantastisk forbillede og det er jeg sikker på du vil blive ved med at være. Glæder mig til vi mødes igen.
Line Baun Danielsen
29/11/2021 at 08:02Hej Britta.
Smiler – for alt det kan du vel være! Jeg glæder mig til at vi ses på camp i Spanien.
KH
Line
Vibeke
28/11/2021 at 17:12Køre Line, varmt tillykke med den runde dag om snart og tak for at være både inspirerende, livgivende og fandenivoldsk, lige hva vi har brug for ingen tudekiks-niks! Jeg runder selv det samme hjørne i Marts og glæder mig over hvor mange kvinder i min årgang og ældre der bare gir’ den gas og lever et liv som de har lyst til HURRA for livet og for at være i det❤️😘🥳
Gitte
28/11/2021 at 12:27Super god artikel Line – og det går vi efter resten af livet ❤️
Mari-Ann Kralund Clementsen
28/11/2021 at 12:26Kære Line!
Hjertelig til lykke med fødselsdagen. Og – jo, jeg tror du er opdateret med det, du skal være opdateret med – så du er den version, du skal være. Ellers – PYT! Det går nok alligevel…
Blæse være med årstallet på dåbsattesten – det er bare et tal og du når alligevel ikke den så berømte udløbsdato, før du selv vil.
Det er heldigvis ikke en sygdom at fylde år og have rundet de 60 (jeg er selv 69 år). Og alder smitter som bekendt ikke, bortset fra nogle aldersforskrækkede arbejdsgivere, der tror alder smitter og man er uduelig, ubrugelig og dement, når man er fyldt 50-55 m.m.
Jeg er selv midt i et 3 måneders vikariat, som jeg selvfølgelig håber på bliver forlænget, for det er næsten det bedste, som er hændt mig gennem lang tid. En ikke-aldersforskrækket kvindelig leder syntes mit CV var spændende – og vupti – var jeg ansat og i gang.
Længe leve kvinder og især, dem der har fødselsdag i dag – og HURRA!
Kærlig hilsen Mari-Ann i Gilleleje
Ann klitgaard
28/11/2021 at 12:08Halløj Line . Jeg er ikke så tit ved computeren . Men lige i dag skulle jeg skrive en fødselsdags hilsen til Nicks søde kæreste Maria , og så din farvel 50 erne seje artikel
Du skriver så herligt Line. Så jeg var helt glad jeg sad med den tidsrøvene computer et par min . i dag . Det var som snydt ud af min næse måske bare uden høj hår men hestehale .
Stort knus Ann
Dorte Merrild Hansen
28/11/2021 at 15:42Hej Line
Dejlig artikel du har skrevet 😊
Alder er heldigvis kun et tal og idag er det anderledes end da vi var børn. Som du skrev om dine bedstemødre, kan jeg også huske mine.
Husk livet er for kort til dårlig vin og grimme ting 😉
Stort tillykke med de 60 fra en som også når dertil til maj 😷❤