Gæsteblogger: ‘Vil du også have en fest ud af din næste runde eller halvrunde fødselsdag? Læs gerne med, for jeg ved det med at fylde år, kan være svært uanset, hvor man befinder sig i sit liv. Det har været en fest at blive 50!’
Sådan skriver min allerførste gæsteblogger i rækken af forhåbentlig MANGE af jer dejlige følgere, som tør invitere mig og hinanden ind i JERES liv. Som jeg skrev i onsdags, vil jeg de næste mange måneder overlade bloggen hver søndag til en ny kvinde med noget på hjerte. I kan læse her, hvilke temaer, jeg foreløbig har valgt at ‘forkæle’ Jer med. Målet er, at vi kan spejle os i hinandens liv og tanker – og måske endda blive inspireret.
Min første gæsteblogger hedder Dorthe Rozalia Horup. Jeg mødte faktisk Dorthe Rozalia på min Marbella Fitness Camp 45+ i oktober sidste år. Hun har længe fulgt med på bloggen – og er en mega spændende pige, som i dag skriver til om sit forhold til ALDER. Dorthe er klog, skøn og meget modig. Så modig, at hun har skippet sit job og startet på ny. Hun har 2 børn og er gift med en mand, der er lidt yngre end hende selv. Hun har netop færdiguddannet sig som coach og startet sit eget konsulentfirma Unimind.dk. Men LÆS selv – her er Dorthe Rozalis historie !
‘Mine forberedelser til at fylde 50 får I her i små bidder og brudstykker. Jeg håber, dette indlæg vil inspirere dig til at møde fødselsdagen med sindsro og glæde. Og at du kan fejre dagen med en forventning om, at den næste etape på 5 eller 10 år også bliver eventyrlig, og præcis som du ønsker den. Vi er forskellige, så lad endelig være med at kopiere mig fuldstændig, men find ud af hvad dine ingredienser skal være, så du når den næste runde milepæl med glæde.
Da jeg blev 40, var jeg i god form og befandt mig i mit drømmejob som fisken i vandet. Jeg havde små dejlige børn, en frisk ung mand og et hyggeligt hus. Livet for mig var herligt omkring de 40. NO big deal. Men efter 40 begyndte jeg så småt at tænke på den næste runde fødselsdag. Hvad skulle der ske efter 45? Hvad skulle jeg nå at få styr på? Og hvad var allervigtigst i mit fyld-rundt-med-glæde-projekt?
Jeg fejrede den halvrunde milepæl, og så gik jeg i gang. Jeg lånte bøger om overgangsalder og kvinder, for at få styr på mit helbred og finde ud af hvad overgangsalder er, og om der var noget, jeg særligt skulle være opmærksom på. Jeg har specielt haft fokus på helbred og sundhed. Suk – ikke at jeg er totalt i mål med det, for der er fortsat plads til forbedringer af motion, kost – og knib. Men jeg er helt sikker på, at et godt helbred og en sund krop uden for mange skavanker giver livslang glæde og livskvalitet. Og apropos netop det med helbredet og sundheden, så faldt jeg over Lines motionsture til Malaga for kvinder i overgangsalderen. Hold da op skræddersyet til mit projekt. Det var en vigtig saftig ingrediens i min opskrift på 50+ med glæde.
Endnu en ting, der har inspireret undervejs , var Lines blogindlæg, og hendes mission om at få tabuer omkring overgangsalder brudt ned. Det betyder også for mig at medvirke til at få hul på tabuerne omkring kvinder og (overgangs)alder. Det i sig selv har været en befrielse på vej mod 50. Jeg er privilegeret og livet er ikke slut, når en rund eller halvrund fødselsdag står for døren. Nye faser er en naturlig del af livet.
Min erfarne far på over 80 har lige givet mig sit umiddelbare bedste råd om alder set i bakspejlet! ”Tænk aldrig du er gammel. Men gør det, du har energi og kræfter til uanset din alder”.
Undervejs tog jeg også et tjek på mine værdier. Lever jeg virkelig efter mine værdier? Mit arbejdsliv fik også en overhaling. Skulle jeg nå noget bestemt i mit arbejdsliv? Er det tid til forandring? Ja, jeg vil bruge min viden og erfaring og starte for mig selv som selvstændig konsulent. Jeg tænkte også over, hvordan vil jeg gerne være, og hvad vil jeg huskes for? Af mine børn og mand? Af kollegaer, naboen, familie, venner eller folk på gaden? Mine tanker fik også en ordentlig oprydning. De største ting er sket inde i mit hoved i denne transformation. Jeg har aldrig forberedt mig så meget og så grundigt på at fylde rundt.
I en sms til en veninde skrev jeg befriet dagen efter. ”Jo tak det var en skøn dag 😊. Nu kan jeg virkelig bare slappe af og være 50 og ligeglad med, hvad folk tænker eller mener om mig. Er jeg pinlig, er jeg jo bare i overgangsalder eller 50+. Det skal blive super. 😉” Lad os bare her kopiere mænd, for der er alder ingen hindring. En rigtig sølvræv med knapper, der hopper af skjorten, kan bare være et udtryk for magt, styrke og prestige. Hvorfor ikke bare se os selv i samme liga? Igen i en sms til samme veninde skrev jeg ”Jeg synes, det er sejt med erfaring og modenhed…. Jeg ser op til ældre erfarne stærke kvinder – det er mit ideal”.
Min opskrift har været at se tilbage på mit liv, se fremad og samtidig være og handle i nuet og justere, så jeg var præcis der, hvor jeg gerne ville være humørmæssigt, da jeg blev 50. Tilfreds, glad og stadig på vej ind i nye faser af livet. Hvordan vil du føle og være, når du næste gang fylder rundt eller halvrundt?’
4 kommentarer
Mette Kragholm
10/06/2019 at 13:03Så klogt sagt! Vi kunne alle godt trænge til en indvendig oprydning ved livets runde hjørner, så vi møder næste fase med et åbent sind og fuld af inspiration!
Dorthe Rozalia
11/06/2019 at 08:18Ja præcis -det var i hvert fald det jeg denne gang har eksperimenteret med og har ønsket 🙂
Henrik V Blunck
09/06/2019 at 23:04Kloge ord fra en klog far, og glimrende indlæg. Super at du som den første gæsteblogger deler dine tanker. Jeg vil kaste et nysgerrigt blik på dit projekt, og ønske god vind herfra. 🙂
Dorthe Rozalia
11/06/2019 at 08:13Mange tak Henrik 🙂