Gæsteblog: Jeg lærte fornyligt et dejligt, tankevækkende ord af min kloge veninde. Ordet var privilegieblind. Efter jeg blev præsenteret for fænomenet, har jeg fået lidt lettere ved at se, hvor priviligeret jeg faktisk er på mange områder. Blandt andet nu som barslende Mor: Hold kæft hvor føler jeg mig priviligeret!

Sådan begynder Christina Gerion  sit tankevækkende og taknemmelige indlæg om at være på barsel anno 2019. Og selvom Christina falder lidt udenfor ’aldersgrænsen’ her på bloggen, så synes jeg, at fortællingen passer perfekt ind, fordi hun sammenligner SINE barsels vilkår med sin egen mors, da hun fik Christina i 1983. En smuk og barsk fortælling om at få en angstneurose efter fødslen. Og en fortælling du måske genkender noget af fra dit eget liv. Så LÆS og NYD den.

Christina skriver:

Venstre billede er af min Mor og jeg få minutter efter jeg var blevet født i 1983 og min Mor dermed fik barsel. På højre side ses min søn og jeg, et par dage efter jeg havde indledt min barsel

Ja, jeg beklager sproget i overskriften, men nogle gange skal der ekstra krudt på sætningerne, når man føler stærkt for budskabet. Og det gør jeg. Jeg lærte fornyligt et dejligt, tankevækkende ord af min kloge veninde. Ordet var privilegieblind. Efter jeg blev præsenteret for fænomenet, har jeg fået lidt lettere ved at se, hvor priviligeret jeg faktisk er på mange områder. Blandt andet nu som barslende mor:

Jeg er i øjeblikket på barsel med mit første barn, Jens. Og når jeg triller gader og stræder tynde med klapvognen, er der tid til at reflektere over, hvor heldig og privilegeret jeg føler mig. Så heldig var min egen mor ikke, og det fik store konsekvenser for hende og vores familie.

Barselsvirkelighed anno 1983

Jeg er selv født på årets længste – og ifølge min mor – varmeste, dag i juni 1983. Jeg er desværre også født tre uger for tidligt. Det betød intet for lille, tykke og velskabte mig, men min stakkels mor var sgu temmelig ærgerlig, hun var nemlig ikke gået på barsel endnu.

Min flotte Far, Jens, og jeg ser hinanden dybt i øjnene – det er jo vigtigt med små babyer

I 1983 gik man først fra to uger før termin. Så min mor passede troligt sit bogholderjob i Frederiksværk Kommune. Og selvom hun dårlig kunne nå tasterne på sin skrivemaskine, var det ikke noget med at gå fra før tid. I dag, 36 år senere, går man fra minimum fire uger før og for rigtig mange, blandt andre mig selv, kan man smide de trætte stænger op allerede otte uger før termin. Det er tiltrængt på det tidspunkt, vil de fleste gravide i vor dage sikkert mene, men det skader jo ikke, at huske sig selv på, at sådan var det faktisk ikke bare én generation tilbage.

Nå, men tilbage til juni 1983. Min far var Falckredder og var på arbejde. Så han fik æren af at køre min mor og endnu ufødte mig på Frederikssund Sygehus. Vandet var gået, så min mor skulle køres liggende, hvis du undrer dig over noget så ekstravagant som ambulancekørsel til fødegangen!

Efter en syv, otte timer med veer blev jeg født kl. 17:51. Og det var heldigt – for min far skulle jo passe sit arbejde dagen efter, så han kunne lige nå hjem og sove et par timer. Dengang var der nemlig ikke noget med, at far automatisk fik 14 dages barsel lige efter noget så skelsættende og fantastisk som ens barns fødsel. Næ, det var bare tilbage i hamsterhjulet med det samme.

Barselsvirkelighed anno 2019

Christinas skønne kæreste Line og lille Jens

I min lille familie er det min kæreste, Line, der har født vores første barn. Og som såkaldt medmor har man de samme rettigheder som fædre. Så jeg skulle blot ringe til min chef og fortælle, at fødslen endelig var gået i gang, og de ikke så mig de næste to uger. Jeg var endda så heldig, at jeg kunne lægge en uges ferie i forlængelse med min første barsel. Igen føler jeg mig super privilegeret.

Den første tid med sådan et splinternyt menneske er jo den vildeste oplevelse og udfordring. Vores lille dreng tog ikke nok på i starten, fordi amningen ikke rigtig spillede. Det var ikke spor rart, og jeg er vanvittig glad for, at jeg kunne være sammen mine to vigtigste mennesker og ikke være tvunget til at passe mit arbejde samtidig.

Selvom min kæreste er rutineret, når det glæder børnetrivsel og -pasning (hun har både været barnepige, au pair og pædagogmedhjælper i en vuggestue), så bilder jeg mig ind, at det betød alverden, at jeg kunne være der til at trøste, støtte og tage over. Dét sagde hun i hvert fald, så det tror jeg er rigtigt.

Da der efter nogle dage var kommet styr på fødeindtaget, kunne vi sammen nyde babylykken for fuld udblæsning. Tak for det velfærdssamfund!

I 1983 fik min mor raget en modbydelig nyrebækkenbetændelse til sig kort efter fødslen. Men min far måtte fortsætte med at køre ambulance. Så her rykkede min mormor ind og overtog husførelsen for en stund, så min mor kunne vænne sig til at være forældre – uden min far.

Hvor er det altså godt, at vi har flyttet os langt væk fra det i dag.

Hurra for vores lange barselorlov!

Min Mor og min søn kort efter hans fødsel. Siden har hun meget nødigt sluppet ham igen

Men den største forskel fra 1983 til 2019 er længden på barselsorloven. Min mor fik 3 måneder! 90 dage sammen med sin lille, nye datter. Og så måtte hun ellers pakke mælkespændte bryster, moderfølelser og tusindvis af bekymringer sammen og overlade mig til fremmede mennesker.

Heldigvis stod min mormor klar med åbne arme. Men det var da så sandelig ikke alle, der havde en mormor, der gik hjemme og som ovenikøbet kunne diske op med tid og overskud til en tre måneder gammel baby. Hun passede mig til jeg var et år, derefter begyndte jeg hos min søde dagplejemor, Oda.

I dag har hvert barn ret til et års barsel med en forælder. Barslen er ikke øremærket moren mere og halleluja for det! Men det største halleluja skal selvfølgelig lyde for varigheden: 12 måneders barsel, og de fleste af månederne er det med fuld løn. Alt afhængig af din overenskomst, selvfølgelig.

Min kæreste var på barsel med Jens i de første otte måneder, og nu har jeg så taget over og har hele 3 dejlige måneder med arvingen.

Vi holder nattefest hver dag!

Lige nu har vores søn lært at kravle og at rejse sig op ad ting. Og han øver sig både dag og nat. Det betyder at jeg 5-20 gange, hver nat, bliver vækket af en baby, der står oppe i sengen og græder, fordi han er forvirret over, hvad pokker han laver der. Så skal vi igen finde sutten, han skal igen vendes i vandret stilling på madrassen og dynen skal igen puttes godt rundt om den lille krop. Kort efter vækker drillebenene ham igen ved at rejse sig op. Og så starter vi forfra.

Både min søn og jeg er rimelig kvæstede efter de natlige festligheder, og derfor er jeg lykkelig for, at jeg ikke også skal gå på arbejde og prøve på at gøre mig fortjent til min løn. Her føler jeg mig også ret priviligeret.

Og det er altså kun den seneste tid, min søn har vækket os om natten, ellers har han været et utrolig nemt barn. Men forstil dig, at du har et barn med kolik, alvorligt søvnbesvær eller noget helt tredje og ubehageligt, og du så samtidig skal gå på arbejde. Det er bestemt ikke en dans på roser.

Min mor gik ned med angstneurose

Min mor var nødt til at gå på job tilbage i 80érne. Jeg var både kolik- og ørebarn, og det hele blev for meget for min stakkels mor: Kombinationen af et kolikbarn, endt barselsorlov, et stigende arbejdspres og en dødsdyg svigerfar gav hende panikangst. Dengang kaldte man det en angstneurose. Jeg kalder det noget værre lort!!

Min mor og lille Jens

Min mor kæmpede, men angsten invaliderede hende, så hun til sidst måtte opgive sit job og sygemeldes. Hun måtte faktisk opgive rigtig mange ting:  Hun holdt op med at køre bil, hun kunne ikke gå ud alene, og til sidste kunne hun slet ikke være alene. Så når min far var på arbejde, rykkede min mor ind hos min mormor og morfar.

Fra jeg var to år til 6 år var min mors liv ødelagt af panikangst. Min far mistede mere eller mindre den kvinde, han havde giftet sig med, men jeg ikke led under forandringerne. Tværtimod. For nu var jeg sammen med både min mor og mormor næsten hver dag, og hvilket barn vil ikke elske det?

Men da jeg nærmede mig skolealderen tog min mor en kæmpe beslutning. Det skulle være slut med angst. Hun flyttede derfor hjemmefra og ind på behandlingscentret Montebello i Helsingør. Her lærte hun at gøre op med frygten for angsten og at leve livet igen. Helt ned til så simple ting om at tage bussen eller at købe et blad i en kiosk.

Og jeg husker stadig min enorme forundring første gang, efter hun var kommet hjem,  at min mor og jeg ALENE tog ud for at købe en fødselsdagsgave til min Far. I en forretning. Og min mor kørte sgu også bilen. Alene. Uden min far! Dét havde jeg aldrig nogensinde prøvet før.

Hele vores lille familie

Lille 6-årige Christina var virkelig stolt af sin mor den dag. Og det er jeg faktisk stadig. Min mor har kæmpet, så man slet ikke forstår det. I dag er hun angstfri, har været det i mange år og kunne sidste år fejre 20 års jubilæum på sit arbejde. Faktisk havde hun også 30 års jubilæum på arbejdsmarkedet siden angstnedbruddet.

Det er imponerende, men tænk, hvis hun havde haft tid til at være fuldtidsmor i mere end de sølle tre måneder. Kunne hun så have undgået det kæmpe knæk, som hun fik? Det er nok umuligt at svare på, men jeg gætter alligevel på, at hun var sluppet langt billigere, hvis hun havde været lige så priviligeret, som vi forældre er i dag.

I dag er min mor en lykkelig mormor, der kan afspadsere hver 14. dag og holde mormor-dag med lille Jens. Det er selvfølgelig selvbetalt, men hun er alligevel priviligeret, synes jeg.

Så selvom mange røster klogt plæderer for endnu længere barsel, som man blandt andet har i Sverige – her har forældrene 480 dage til deling – så kan man jo godt stoppe op og huske sig selv på, hvor heldige og priviligerede vi er i dag.

Jeg føler mig i hvert fald dybt i hvis nogen skulle være i tvivl. Og jeg vil gerne sig TAK til jer, der gik forrest og kæmpede kampen for længere barselsorlov til vores børn og os selv.

 Christina Gerion er Nyhedsredaktør  på TV2 Lorry, og en af mine gamle dejlige kolleger.

Du kan læse de 3 andre gæsteblogs om hverdagslivet her:

Billeder fra en seniorkvindes hverdag

Min hverdag er et smukt kludetæppe

At være både arme og ben