Krigen i Ukraine har sendt chockbølger gennem verden.  Vi er alle bange og bekymrede. Alt er vendt op og ned. Tusind spørgsmål melder sig. Og alligevel fortsætter vores hverdag stort set som normalt. Vi lever videre og ser uhyrlighederne på afstand, mens ukrainerne kæmper og flygter. Jeg bliver selv ramt af en blanding af afmagt og flovhed…. For må livet fortsætte mens krigen raser?

Hvad er rigtig og forkert?

Corona nåede lige at slippe sit tag på vores hverdag, og verden var så småt begyndt at åbne sig igen. Der var lys forude – især for vores unge, der har ’mistet’ to år af deres ungdoms frihed. Og bum – så kommer krigen i Ukraine.  Mange spørger som jeg selv: Hvad nu? Hvad er rigtigt og forkert? Hvad kan VI gøre som almindelige borgere. Skal vi leve, som vi plejer? Eller skal vi sætte livet på stand by og lukke os inde? Jeg har ikke svaret.

Jeg er lige kommet hjem efter en rejse til Paris. Den var planlagt længe, før Putin invaderede Ukraine. Jeg skulle se på en lille lejlighed til mig selv og mine drenge – en gammel drøm der skal udleves.

Og jeg ser på Facebook og Instagram, at det vækker undren og forargelse hos nogen. ’Hvordan kan du se på lejlighed i Paris, når verden brænder’, skrev en. ’Skam dig’ lød en anden.

På den ene side forstår jeg det godt – og alligevel ikke. Og hvad skal jeg skamme mig over?  At jeg tillader mig at leve? At rejse? Og hvem hjælper jeg og andre ved at lukke os inde?

Husk at leve… husk at hjælpe

Jeg kom til at tænke på et af Piets Heins små hverdagsgruk: ’Husk at leve mens du gør det. Husk at elske mens du tør det’. Og det er vel det, livet handler om: At vi LEVER og bruger livet ligegyldigt, hvad omstændighederne er?

Måske skal vi NETOP vise Putin og hans lakajer, at vi ikke frygter ham. Måske skal vi vise de mange ukrainere på flugt, at et frit liv er værd at kæmpe for. Og når vi ikke kan kæmpe side og side med ukrainerne på slagmarken, så må vi gå andre veje og række hånden frem og hjælpe, hvor vi kan.

Min ældste søn og jeg brugte også dagene i Paris til at sætte gang i en indsamling til fordel for Røde Kors, som starter søndag kl. 12.00. Min søn har skrevet og doneret den fineste sang ’Take me Home’, som er dedikeret til de  1 million ukrainere på flugt. Vi skal hjælpe med det, vi kan. Det er vores ansvar.

Vi skal ikke gemme os eller lukke os inde. Vi skal stå op for friheden og livet.

Jeg håber, I vil støtte min søns indsamling.