I dag siger vi farvel til 2018. 12 måneder er gået, 365 dage, 525.949 minutter pakket med oplevelser, begivenheder, store og små beslutninger, bekymringer, undren og ikke mindst glæde. Her er 7 vigtige tinge jeg lærte i 2018.

Kærlighed er svær – selvom man vil den

Jeg lagde ud i årets første måneder med en hård og ærlig erkendelse: Kærlighed er en svær størrelse for mig.  Mange af os drømmer livslangt om den eneste ene – og det gør jeg også bare ikke for enhver pris. Det at elske og blive elsket er en længsel og drivkraft hos mennesker. Hvis vi tør. Selv havde jeg mødt en skøn mand i december året før, men det kunne ikke være os. Alderen gør mange af os mere selektive, kritiske og måske også bange for at indgå i nye relationer. Det kræver et stort overskud at finde og turde springe ud i et nyt forhold. Der er nye børn, familier, venner, særheder og en masse andre brikker, der skal falde i hak. Og som mange har skrevet på bloggen i årets løb: Måske har nogle af os det bare bedre alene? Faktum er,  at min ældste spurgte for nylig: Skal du ikke snart ha’ dig en mand. Måske sker det i det nye år!

Det syge væsen

Når ens forældre bliver syge og ældre, finder man ud af, hvor alene man er som enebarn. Og det skrev jeg om her, da min mor blev syg i foråret. Jeg er selv enebarn, og min mor har derfor kun mig.

Og man finder også ud af, at det danske sygehusvæsnet ikke er for de syge, svage og gamle uden handlekraftige familier i ryggen. Og hvem skal passe os hvordan, når vi engang blive gamle?

Min mor var alvorligt syg i næsten 3 måneder, de to en halv i et hospitalsvæsen, der aldrig fandt ud af, hvad hun fejlede, og hvor hun blev udskrevet uden diagnose. Første gang hun blev udskrevet, sagde lægen: ’Der er større risiko for at blive syg af en infektion på sygehuset, end ved at blive sendt halvrask hjem ’. Min mor blev genindlagt efter en uge og havde nær mistet livsmodet på den ældremedicinske afdeling, der blev hendes midlertidige hjem i over en måned.

Jeg brugte dagligt timer på at kommunikere med de skiftende læger, der tilså min mor. Jeg undrer mig stadig over, hvad der blev af sloganet: En patient, en læge ? Det var kun på papiret, det fungerede – for den læge, der havde ansvaret for min mor var på to afdelinger (på 2 forskellige hospitaler) og så derfor ikke min mor dagligt.

Jeg mødte et dedikeret og frustreret plejepersonale, der især på medicinsk afdeling for ældresygdomme var spændt hårdt for. Syge ældre på slidte 3-sengsstuer, der smittede hinanden, og hvor demente mennesker lå for åbne døre og råbte højlydt. Jeg endte med at klage til den ansvarlige læge. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Handlingsplaner blev til handling, gardiner der var i stykker blev udskiftet, der blev ryddet op i samtaleværelser, der mest lignede pulterrum. Og min mor blev heldigvis rask og runder de 80 her i januar.

Jeg lærte, at sådan vil jeg ikke blive gammel. Og jeg lærte også, at det nytter at råbe op.

Fra fantastisk til pinlig på 17 år

Min yngste søn fyldte 17 i april. Om 4 måneder fylder han 18 og er klar til at bestemme over sit eget liv – det har han jo sådan set gjort længe. Og han gør det godt. Faktisk sidder jeg her ved tasterne og bliver rørstrømsk stolt over mine 2 dejlige sønner, som begge er ordentlige mennesker – arbejdsomme, venlige, sjove – og selvfølgelig også irriterende til tider. Og de tænker med garanti det samme om mig!

Det er både vemodigt og vildt at se sine unger vokse op. Fra at være et lille pus, der elskede at putte sig ind til mor, som stak en lille varm hånd ind i min, når vi gik tur i den store verden. Eller som spejdede fortvivlet rundt efter mor, hvis vi kom for langt fra hinanden på pisten, i skoven eller i Tivoli. Til løsrivelsen hvor mor ikke længere er verdens navle – men blot endnu en af de mødre, der er lidt kikset og hele tiden siger pinlige og fjollede ting!

Jeg spørger mig selv, hvor dælen tiden blev af. Jeg synes jo kun, det er 10 sekunder siden, min yngste kom til verden på Gentofte Hospital. 9 sekunder siden han gik sine første skridt. 8 sekunder siden de første ord kom ud af hans lille mund.  Ord han selv havde opfundet som: ‘hafferhan i  ysser’ (saftevand i sutteflasken) eller ‘dodøjde’ (storebror). 7 sekunder siden, han indledte sit institutions- og skoleliv og dermed sin første frigørelse fra mor og far. 6 sekunder siden han besluttede sig for, at han vil flytte til New York, når han bliver stor: -Og mor, du har lovet at tage med! Og sådan kunne jeg blive ved.

Og hvad er så min rolle som mor fremover? Den vil stadig være at elske mine drenge ubetinget. At støtte dem, når de har brug for det med kærlighed, omsorg og opbakning. At give dem plads til deres eget liv – ikke blive hende der emsig mor, der blander sig i alt.

Jeg elsker bare seje kvinder

Og dem har jeg i den grad mødt mange af i 2018. Den 13. maj satte jeg mig lettere nervøs på et fly til Malaga for at tage hul på den første træningscamp for kvinder 45+. Målet var start at samle kvinder i eller på vej i overgangsalderen i en hel uge. Sammen med Frank, Lena, Jane og Peter fra Marbella Fitness Camp sammensatte vi et trænings, kost- og foredragsprogram, der skulle gøre os bevidste om, hvad der sker med os, og hvad vi kan gøre for at styrke vores krop og sjæl i denne periode af livet.

Det blev så stor en succes, at vi måtte lave endnu en camp i 2018 – og næste år gør vi det igen i maj og september. De færreste af kvinderne på mine 2 camps kendte hinanden på forhånd. De blev indlogeret 3 eller 4 i hvert hus – så lærer man ligesom hinanden at kende fra start ! Vi har svedt, knoklet, kæmpet, grinet og grædt undervejs. For er der noget kvinder kan, så er det at åbne sig når selskabet er det rette og trygheden i top. Det har været en af mine største oplevelser i 2018 – ikke mindst fordi jeg fik sat ansigt på, hvem nogle af jer skønne kvinder er, der følger med her på bloggen.

Man kan ikke altid redde verden – men man kan prøve                                                                                                                     

Jeg drømte om at gøre en forskel, da jeg sammen med min ældste søn rejste til Sierra Leone i Afrika, for at besøge et dansk projekt for unge kvinder i prostitution i hovedstaden Freetown. Jeg skulle stå for en workshop for 20 unge prostituerede og hjælpe dem til at fortælle deres egen frygtelige historie. Det blev en skelsættende rejse, som endte med, at jeg beslutttede at støtte Mabinty på 13 år, så hun kunne komme væk fra slummen og prostitutionen.

Det nytter at hjælpe – men penge er ikke altid nok. Mabinty stak af fra sin plejefamilie og vendte tilbage til slummen, og lige nu arbejder Brighter Horizons på at få hende tilbage i skoleforløbet og hos familien igen. Jeg krydser finger for at det lykkes. For hunfortjener som alle andre en chance i livet.

Til gengæld har de seje unge prostituerede kvinder nu startet en bevægelse og en organisation, der skal sikre dem og andre kvinder mod overgreb og mishandling. De formulerede selv deres budskab på vores workshop i juni: ‘Join hands with my sisters to fight prostitution’

Nu er der ingen vej tilbage

Bliver man nogensinde klar til at ens unger flytter hjemmefra? Jeg tror det ikke. Det er en af de ting i livet, vi ikke kan forberede os på.  Min ældste flyttede den 8.juli. Han har før været væk hjemmefra – et år på efterskole og siden 4 måneder i militæret. Men denne gang kommer han ikke hjem til mor igen. Jeg hjalp ham med flytningen i en uge. Og da drengeværelset stod tomt i kælderen meldte tomheden sig i hjertet. En klog kvindelig politiker og tidligere statsminister havde på forhånd advaret mig: ’Du kan lige så godt regne med, at du får en depression! Det er hårdt at sige ’farvel’. Og hun havde ret. Heldigvis udeblev depressionen!

Det komplekse med børn er jo, at vi opdrager dem til at blive selvstændige individer, der flyver fra reden og kan klare sig selv. Måske skal man bare lære at se på sit moderskab som et etapeløb. De første bjergetaper er slut med op- og nedture, store og små problemer, nu kommer der nogle år på de lange flade etaper, inden det måske går løs igen med børnebørn og nye opgaver. Og som min ældste skrev i et brev, der kom på ugedagen for hans flytning med en smuk buket blomster: ’Flytningen er langt fra vores endestation, men nærmere 1. kapitel’

Heldigvis har jeg min dejlige yngste søn på 17 hjemme lidt endnu. Han har nu fået huset, køleskabet, remoten, mor og hunden helt for sig selv – ligesom jeg har fået mere frihed og tid til at gøre de ting, jeg også elsker. Og så er jeg så heldig, at min ældste filmer for mig og ofte kigger forbi ved frokosttid, inden hans arbejde kalder.

Det kræver mod at mene noget

Det er både fantastisk og farligt at mene noget. Som tv-journalist i næsten 30 år har jeg ikke ment ret meget i fuld offentlighed. Det spiller ikke så godt med journalistisk objektivitet og uangribelighed at mene noget offentligt. Det må jeg nu – og jeg er gået all in både på bloggen, i mine BT-klummer og i Go’Morgen Danmarks fredagspanel.

Men der er en pris – og den er ikke altid det værd. Holdninger deler mennesker og vandene, og i Danmark har vi fået en uværdig debat kultur, hvor det er tilladt t svinde hinanden til medgrove vendinger af værste skuffe. Jeg traf derfor e vigtig beslutning i starten af december: At stoppe med mine klummer i BT. Jeg har brug for en pause uden at mene andet, end det jeg kan mene her i mit eget univers.

Jeg drømmer om, at vi engang får en debatkultur, hvor politikere ikke behøver livvagter, for at mene noget og hvor mænd og kvinder ikke bliver latterliggjort og hånet af Nationens grove stemme.

Kom an 2019

Og nu står vi så på tærsklen til et nyt år. Jeg gider ingen nytårs fortsæt. Jeg tager bare hul på det nye år med glæde i hjertet og en tyrkertro på, at alting bliver godt, og at vi som ansvarlige mennesker og borgere træffer de personlige og politiske valg, der gør Danmark, Europa og verden et trygt og anstændigt sted at være.

Og så må jeg se at finde den mand !

Rigtig godt nytår.