Hvor langt ville du flytte for kærligheden?

Hvor langt ville du flytte for kærligheden?

Man siger, at størst af alt er kærligheden. Alligevel har over halvdelen af os oplevet skilsmisser og brudte forhold, hvor kærligheden pludselig er kølnet af eller forsvundet. Jeg har ikke selv fundet kærligheden siden mit sidste forhold… Og hvis jeg gjorde, ville jeg så turde og hvorhen? Hvor langt ville du flytte for kærligheden.

Spørgsmålet dukkede op for et stykke tid siden, hvor en mand skrev til mig om sin fantastiske kæreste. Hun havde hevet teltpælene op og var flyttet til Slagelse fra København for at dele sit liv med ham. Og hun arbejdede stadig i hovedstaden. Han elskede sin kæreste – og som han skrev: ’Det er vidunderligt hun ville flytte herned – jeg var nok ikke selv flyttet så langt for kærligheden.’

Tør vi vende kærligheden ryggen?

Gammel kærlighed ruster aldrig

Helle Fjord Hudson og hendes amerikanske mand

Afstanden mellem København og Slagelse er små 100 km, og det lyder måske ikke af meget. Men det er alligevel langt nok til, at man vender sit etablerede liv ryggen. Man siger farvel til familie, venner, naboer og måske endda et job, for at bygge et nyt netværk op et helt nyt sted. Og det var lige præcis derfor, at manden, der skrev ikke ville flytte. Men han var taknemmelig over, at hans kæreste havde modet.

Vist kan man stadig ses og komme på besøg – men den nære dag til dag kontakt er ikke længere mulig.

For nogen tid siden, skrev en kvinde her på bloggen om, hvordan hun havde genfundet sin ungdomskærlighed og var flyttet til Arizona i USA. Hun var startet forfra og havde vinket farvel til ALT i kærlighedens navn inklusive  sin søn og karriere. Om det skriver hun selv:

‘Mange spørger mig, hvorfor jeg er flyttet efter kærligheden. Og det korte svar er: Fordi vi aldrig blev færdige med at elske hinanden dengang.’

Du kan læse hele Helle’s modige kærlighedshistorie her.

Hvad har vi at miste?

Jeg ved ikke selv, hvor langt jeg ville være parat til at gå eller flytte for kærligheden. Der er jo altid den indbyggede risiko, at det ikke går. Og jeg tror, det holder mange mænd og kvinder tilbage. Men det store spørgmål er jo: Hvad har vi at miste?

Hvis vi ikke tør, møder vi måske aldrig kærligheden igen. For hvem siger, at ’vores’ kærlighed findes lige rundt om hjørnet! Bare se på Helle Fjord.

Det eneste, vi mister, er måske, som Søren Kierkegaard formulerede det:

’At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv’.

Hvor langt ville du flytte for kærligheden?

 

Tak til den dygtige portrætfotograf Claus Peuckert, som har taget billedet i toppen af indlægget.

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

10 kommentarer

  • Hanne Rask / Raskeriet.dk

    30/10/2019 at 13:17

    Når nu sand kærlighed ikke ligefrem hænger på træerne, vil jeg mene, at hvis den for alvor dukker op, så tør man godt! Dog vil jeg sige, at er der mindre børn, man er nødt til at rejse fra, så nej.
    Men er der ikke andet, der forhindrer en, ville jeg tage chancen. Måske var der tale om en gave – og et eventyr.
    Som du selv siger Line; Hvem ved, om man nogensinde møder kærligheden igen.
    Det er altid muligt at se, hvordan det går. Går det ikke, flytter man jo retur igen…;-).

    Svar
    • Karina Leonora

      30/10/2019 at 16:03

      Børn har heller ikke godt af at kigge/høre på forældres mundhuggeri. De forstår mere end du aner.. så det der med at bruge børn som undskyldning..

      Svar
      • Hanne Rask / Raskeriet.dk

        01/11/2019 at 09:12

        Jeg måtte lige læse min kommentar igen. Forstod ikke lige hvorfor jeg er “rap i replikken” og bruger “børn som undskyldning”. Jeg har muligvis ikke udtrykt mig klart nok, men jeg taler ikke om at forlade en mand til fordel for en anden mand. Jeg taler om at være single og møde den store kærlighed – som måske bor langt væk, og vil jeg så flytte efter den? Ja, det ville jeg formentligt. Men havde jeg (skilsmisse)børn i det område, jeg forlader, og som jeg dermed ikke kunne være tæt på i dagligdagen, nej, så er jeg ret sikker på, jeg ville blive – indtil de var store nok til, det ikke var et problem.

        Svar
    • Jesper Daniel Staun-Rechnitzer

      31/10/2019 at 19:08

      ,
      Kære Hanne.

      Nu er du jo rap i replikken, så her er et spørgsmål til dig, og hvem der ellers har lyst til at svare.

      Vi taler om kærlighed, uden at der findes en objektiv definition.
      For mig at se, er der tale om et meget bredt favnende ord.

      Altså, hvad er kærlighed mellem 2 voksne.

      Kh
      Jesper

      Svar
  • Karsten

    30/10/2019 at 17:23

    Jeg besluttede, nu efterhånden for en del år siden, at bo sammen med min nye kæreste. Så jeg kvittede job og bolig og rejste til Beijing. Desværre lykkedes det ikke at få arbejde og det begyndte at blive kritisk med økonomien. Jeg besluttede mig for at tage tilbage til Danmark og finde arbejde. Det lykkedes nogenlunde. Men et handicap har hele tiden drillet og gjort alt endnu mere besværligt. Heldigvis fulgte min kone efter og vi byggede sammen en ny tilværelse her i Danmark. Selvom tanken nogle gange har strejfet mig om jeg gjorde det rigtige, har jeg aldrig fortrudt et eneste sekund. Vi er gift på 15. år og jo, der har været rigtig mange bump og op- og nedture undervejs, men hellere det end at kede sig ihjel i en parcel på en stille villavej.

    Svar
  • Morten Uldall

    30/10/2019 at 19:51

    Hvis kærligheden er stor og benene er slået væk under mig, er alt muligt, vi lever kun en gang.

    Svar
  • Vickie

    31/10/2019 at 07:40

    Min mand bor i Bergen, en ægte bergenser. Vi mødtes på diskotek no1 på Strøget i 1977. Jeg var alt for ung, kun 16 år. Men kærester blev vi en stund og 13 kæreste breve har jeg gemt igennem livet. I 2016 mødtes vi så igen, 39 år senere. Vi var begge blevet skilt. Kærligheden lå lige under huden på os, så intet var lettere end at finde sammen igen, trods afstand. I november sidste år blev vi gift og til januar sælger min mand sit hus i Bergen og flytter til Kbh. Ren kærlighed som was meant to be ❤️

    Svar
  • Birte

    31/10/2019 at 11:39

    I november 1979, altså lige nu for nøjagtig 40 år siden flyttede jeg fra Aalborg til en lille by på Sjælland for at være sammen med min kæreste. Jeg var lige fyldt 20 år, så jeg beholdt i starten min lejlighed i Aalborg så jeg kunne flytte tilbage hvis det ikke gik. Men det gjorde det heldigvis! Vi er stadig gift, fik 3 dejlige unger og har nu også 3 skønne børnebørn😍.
    Jeg forlod mine forældre, søskende, veninder m.m. Men det har været det hele værd! Danmark er jo ikke større end at man sagtens kan ses et par gange om året, og når så vi ses, er det jo i flere dage vi kan være sammen🥰. Og på FB har jeg i dag kontakt med de fleste af mine gamle klassekammerater😊. Det har aldrig været nemmere at dele billeder og videoer, så man kan sagtens følge med i hinandens liv trods afstand. Jeg kan kun anbefale at flytte efter kærligheden!

    Svar
  • Helle

    31/10/2019 at 21:45

    Efter gymnasiet tog jeg i 1996 et år til Gibraltar som au-pair. Her mødte jeg min mand i maj 1997 og efter langdistance forhold, mens jeg læste spansk på universitetet i Danmark, flyttede jeg herned i 2000. Jeg havde som ung tænkt på at min fremtid måske ikke lå i Danmark, men det var en tilfældighed at det lige var her jeg endte, og jeg var næsten klar til at tage videre da jeg mødte min eneste ene hernede. Jeg vidste hurtigt at det var ham jeg skulle giftes og have børn med, og det var det samme for ham, heldigvis! Vi har nu to dejlige piger, som er med i Danmark et par gange om året for at kende den side af familien og deres danske kulturarv 😉 Facebook og whatsapp er skønne for at holde kontakten ved lige med familie og venner, så fremtiden er også hernede 🇩🇰🇬🇮

    Svar
  • Michael

    02/11/2019 at 21:49

    Når man mærker det er rigtigt, så er det ikke noget problem. Jeg fandt kærligheden 200 km vest på, og flyttede efter kun 3 uger til mit livs kærlighed. Det holder nu på 11 år. God vind til alle andre…..det gør ikke ondt.

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her