• Home
  • /
  • Alder
  • /
  • Hvem skal passe os, når vi blir’ gamle?
Hvem skal passe os

Hvem skal passe os, når vi blir’ gamle?

Jeg går i øjeblikket ind og ud ad dørene på Gentofte hospital, hvor min mor desværre er indlagt igen-igen. Her ligger hun på en afdeling fuld af ’oldinge’, som hun selv siger. Jeg ser mig rundt på afdelingen med syge, ældre mennesker STUVET sammen og tænker: Hvem skal passe os, når vi blir’ gamle?

Når jeg ikke er her mere

Min mor og min yngste søn på hendes 79-års dag i januar

Virkeligheden er jo, at vi bliver ældre og ældre, og kloge hoveder har regnet på, at vi en dag kan blive 1000 år . Vor herre bevares siger jeg bare! Jeg håber virkelig, at jeg ligger langt under mulden til den tid. Og hvis mine knogler bliver gravet op som fortidslevn, så kan fremtidens arkæologer sidde med små pensler og børste jord af mine tænder og gætte på, hvad jeg beskæftigede mig med – måske finder de svarene oppe i skyen og får sig et grin: Nå, det var hende med aben! Formentlig sker det ikke, fordi jeg er blevet brændt i et kommunalt, biodynamisk anlæg, hvor varmen bliver sendt ud til fjernvarmekunderne. Det er da genbrug på højt plan!

Virkeligheden er også, at de medicinske afdelinger er pakket, som en grisetransport på vej til slagtning. Et grimt billede ja. Men det er det, jeg tænker. Det er ikke rart at ligge på en 25 kvm stor stue med op til 4 syge, ældre. Med en halv meter hen til en syg stuekammerat, der hoster og raller, på en madras overtrukket med plast – og en engangsdyne uden betræk. Med slidte og defekte gardiner, og triste opholdsrum, der mere gør deprimeret end rask.

Et bekymret tak til det syge væsen

Mor og datter på tur

Min mor blev udskrevet sidste mandag uden nogen diagnose. Som lægen sagde ved udskrivningen: -Der er større risiko for at blive syg af en infektion på sygehuset, end ved at blive sendt halvrask hjem. Nu er hun så desværre tilbage – og på den afdeling, hvor som min mor siger: Her hvor man putter dem, man ikke ved, hvad man skal gøre ved. Galgenhumoristisk javel – men ikke ret opbyggende.

Lige nu er det helligdag og weekend, og der sker intet på de fleste afdelinger. Heller ikke hos min mor – de syge ligger bare og er syge og venter på mandag. Og min mor bliver selv kun dårligere.

Og lad os så lige tænke 30 år frem. For hvor mange skal vi mon ligge sammen, når vi engang er gamle og syge? Skal vi ligge i køjesenge eller i etagerum, hvor vi kan trækkes ud på bakker, når der skal tages temperatur og blodprøver? Bliver prøverne taget af robotter, som kan tale, går med parykker og ligner mennesker?

Det varer ikke længe, før der hverken er varme hænder eller sengepladser nok til alle de plejekrævende mennesker, der vil være i verden. Og deres børn har ikke tid til at passe deres forældre. De skal arbejde, så velfærdsstaten (hvis den stadig findes) kan finansiere alle dem, der har brug for rollatorer, nye tænder, hjemmehjælp, dyr medicin og kommunale madordninger.

Og faktisk ER det sådan allerede. Jeg er enebarn og har det endelige pasningsansvar for min mor. Det gør jeg gerne – med de ressourcer, jeg har, når der samtidig er en hverdag med job, børn, hund, hus og have. Hvordan andre pårørende klarer det i længere tid, fatter jeg ikke.

Vist er vi beriget med familie og venner, der flittigt kommer på besøg. Men man kan jo ikke trække uanede veksler på andre i mange uger. De har deres egne familier, deres egne syge, deres eget liv og måske endda et job at passe.

Så jeg spørger mig selv: Hvordan bliver det, når jeg runder de 80 om 24 år? Mine drenge løber nok spidsrod for at tjene penge, så de kan aflevere en pæn sum i skat, så deres mor kan få hjælp og gratis hospitalsbehandling.

Robotterne er for længst rykket ind på hospitaler og plejehjem og klarer det, vi ikke har varme hænder til. Og jeg tænker: Bliver der overhovedet noget ved at blive 80, 100 eller 1000 år?

Og imens er den triste status fra min mors sygeseng, at hun som sagt bliver alt andet end friskere. Og den undersøgelse, som måske kan afklare, hvad hun fejler, kan først foretages på onsdag – en uge efter den blev bestilt. Ja, du læste rigtigt EN UGE ! PET-scanneren er, som vi har fået forklaret af lægen, ikke i brug i weekenden og om aftenen, fordi der mangler ressourcer. Mandag er den optaget af cancer-pakker, tirsdag af noget andet.  Og onsdag  kan det så først blive. Jeg foreslog at tage min mor hjem i weekenden, men så ville hun blot komme endnu længere bagud i køen. Sådan er det altså at blive syg og gammel i dag. Hvordan bliver det ikke fremover ?

Hvad tænker du?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her