hjælp min ældste flytter hjemmefra for en tid

Hjælp min ældste flytter hjemmefra

Nedtællingen er i gang. Militæret kalder, og hjælp min ældste på 20 flytter hjemmefra – for en tid. Jeg troede, jeg glædede mig – men nej, det gør jeg ikke rigtigt.

Selvom jeg dagligt brokker mig over vasketøjet, det rodede næsten sundhedsskadelige værelse. De enorme mængder mad, der konsummeres – og ja når han indtager køkkenet for at lave morgenmad klokken 12, frokost klokken 17 og aftensmad klokken 23. Så bliver der TOMT både i huset og i vasketøjskurven.

Som mødre ved vi godt, at livet med børn er en stor adskillelse. Men når ungerne pakker livets kuffert og flytter hjemmefra, så er det ligesom uigenkaldeligt. Min 20-årige proklamerede ellers for nogen tid siden, at han blev boende hjemme til han fyldte 25. Jeg var ved at dø ved tanken om at skulle være service mor til 2 drenge fem år endnu. Og jeg så mig selv som en bedre (eller værre) italiensk mama, der i al evighed står og vasker og kokkererer til sønnerne, der aldrig flytter.

Jeg flyttede selv hjemmefra som 18-årig. Det var på ingen måde tidligt. I dag er det anderledes – det er dyrt og svært at finde bolig, det ved alle med store børn. Og jeg nyder jo det meste af tiden at være en del af hans liv og det faktum, at han stadig har brug for mig. Jeg synes faktisk, det er et stort privilegium

Min søn har en kammerat, der flyttede hjemmefra i sommer. I hans familie flytter man hjemmefra, når man bliver 20. Og det er formentlig smadder sundt. Jeg ville ikke nænne det – også af egoistiske grunde, som I måske fornemmer.

Nu tæller jeg så ned til det midlertidige farvel. Og så må vi se, om han overhovedet flytter hjem efter “stroppeturen”. Eller om hans frihedstrang er blevet for stor til at vende hjem til mors gryder.

Imens vil jeg nyde at have min yngste på tomandshånd og forsøge IKKE at blive en omklamrende alenemor. Han er heldigvis kun 15 og hjemme mange år endnu.

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

11 kommentarer

  • Catarina

    13/01/2017 at 16:34

    Uha, kan selv huske følelsen, da sønnike flyttede og han flyttede ikke lige rund om hjørnet, men fra Odense til Aalborg og det ind på vandrehjemmet på en værelse han skulle dele med 3 andre studerende. Heldigvis fik kan allerede en måned efter en dejlig etværelses lejlighed 😀 Jeg overlevede, men det var ikke sjovt den måned hvor kan måtte bo på vandrehjemme. Han var kun 19 år.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      14/01/2017 at 02:16

      Catarina… jeg kan se det for mig… vandrehjem ! Min søn flytter i første omgang i en sovesal… Men jeg ved jo, han glæder sig og ikke har et problem. Det hjælper❤️

      Svar
  • Marianne

    13/01/2017 at 18:52

    Uha kan huske det som var det igår, det værste var nok da den yngste flyttede 😉 Men Idag 💙31 år og 💙26 år og med kærester, et barnebarn❤Og endnu et på vej 💙, de flytter aldrig hjemmefra, vi ses flere gange om ugen😀Som min store søn engang sagde: jeg bor ude men det her et mit hjem 😉
    God weekend Line 🌹

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      14/01/2017 at 02:17

      Marianne – hvor var det klogt og smukt sagt af din søn. Og lige det dit moderhjerye havde brug for tænker jeg❤️

      Svar
  • Joan

    14/01/2017 at 22:40

    Kender følelsen, men har klaret det nu 3 gange i fin stil – og yngste i husstanden, vores plejesøn – blev 20 år i går, og skal flytte fra os i dette år.
    Så er reden tom! Det er helt ok, vi HAR lært at glæde os til og over, når de unge og deres familier kommer ‘hjem’. Det er noget helt særligt. Noget andet der varmer og er dejligt, er at gæste DERES hjem og mærke hvordan DE bygger reder rundt om i Danmark – nogen helt i København og Århus, LANGT fra smukke Thy.
    Pøj pøj med forandringerne hos jer.
    Kh Joan

    Svar
  • Marianne Thompson

    17/01/2017 at 09:09

    Den sidste af mine meddelte lige i aftes, at hun har fundet et værelse i et kollektiv i Aarhus, og at hun flytter om to uger. Jeg har både armene oppe over hovedet og en stor klump i halsen – hvordan nåede vi lige her til! Nyt kapitel.

    Svar
  • Lise Nielsen

    17/01/2017 at 12:09

    CUT NAVLESTRENGEN!

    ”Børn er kun til låns”, siger man.
    Tidligere har jeg ikke syntes, at det gav mening, for ens børn er jo altid ens børn, og man skal da ikke aflevere dem tilbage, som om det var en biblioteksbog!
    Da jeg så for snart ti år siden opdagede, hvor svært det var at aflevere knægtene på deres efterskoler, gav det pludselig mening.
    I virkeligheden burde det hedde ”Kontrollen over børn er kun til låns”. For følelsen af, at jeg ikke længere kunne følge med i, om mit barn var okay, var svær at acceptere. Jeg havde jo i hele hans levetid følt et ansvar for hans velbefindende. Men fremover måtte jeg stole på, at han kunne tage vare på sig selv. Det var ikke så meget de konkrete ting som lektielæsning eller rent tøj, der bekymrede mig, men mere at jeg ikke ville opdage det, hvis der var noget, han var ked af, hvis han havde problemer, eller hvis han kom ud i noget rod. Vores børn har forhåbentlig aldrig været i tvivl om, at de kunne regne med os, uanset hvilke problemer, der måtte være. Men når de ikke længere boede hjemme, var det jo deres eget valg, om de ville delagtiggøre os.
    Det var nok godt, at jeg dengang på efterskolen ikke viste, at det kun var begyndelsen!
    For siden da har jeg måttet være tilskuer til, at knægtene kastede sig ud i eksempelvis dykning, klatring, off piste skiing, bjergbestigning og færden blandt vilde dyr. Engang var den ene faldet i søvn i et tog om natten og vågnet op på et rangerspor med tomme lommer, en anden gang havde han købt enkeltbillet til Nepal for at rejse alene ud i verden uden faste planer. Den anden valgte at tage sin uddannelse i udlandet og har nu bosat sig i Afrika.
    Man kan godt fortælle sine voksne børn, hvad de må, og hvad de ikke må. Man skal bare ikke regne med, at de retter sig efter det. Og jeg må jo indrømme, at de ellers var gået glip af mange spændende, udfordrende og lærerige oplevelser. Som forældre kan man bare håbe, at det er lykkes at lære børnene at handle med fornuft og omtanke. Og så ellers glæde sig over, at det går dem godt, og at de er kommet til at beskæftige sig med noget, de kan lide.
    I bagklogskabens klare lys erkender jeg, at den navlestreng altså SKAL cuttes, og i dag er jeg bare lykkelig for, at knægtene er blevet til selvstændige og handlekraftige mennesker.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      17/01/2017 at 18:01

      Hej Lise.

      Tak fordi du deler din historie med os. Og ja, livet er een lang adskillelse men det er dælme svært at klippe den navlestreng for mange af os.Og jeg genkender godt, det du skriver med kontrolfølelsen – her hos os kalder vi det “bekymrings-genet”. Selv min egen mor udviser ofte bekymring – overfor mig. Det stopper vist aldrig !

      KH
      Line

      Svar
  • Nicklas Elmbjerg

    26/01/2017 at 22:28

    Nupper lige mine 15 min. her! Reglen er, at vi skal flytte hjemmefra efter gymnasiet, Line. Trods en lettere hård start uden indkomst de første 3 måneder, så synes jeg nu alligevel det er lækkert. Savner selvfølgelig, at maden bliver serveret på bordet..

    Fin blog foresten!
    – favoritten

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      26/01/2017 at 23:23

      Du er så sej ! Og jeg tror i den sidste ende, det er godt at blive skubbet ud over redekanten. Det gjorde vi andre jo også.
      Og du kan jo selv lave mad, ik !

      Godt du kan lide bloggen, og hils nu derhjemme.
      Reservemoren

      Svar

Skriv et svar

På bloggen med Line

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her