Det her er et af de blogindlæg, jeg ikke har lyst til at skrive. Men det gør jeg alligevel, fordi alle med dyr forstår, hvor ondt det gør at sige farvel. Det gjorde vi i  fredags kl. 10.35. Vores lille Gumle har været en stor del af vores familieliv, mit arbejdsliv, og han har fulgt os i tykt og tyndt i 14 et halvt år. Nu er han ikke mere. Tak for alt lille Gumle

Kærlighed ved første blik

Jeg har aldrig haft hund før Gumle. Der har været undulater, kaniner, katte, fisk, hamster, ørkenrotter og høns i mit og drengenes liv. Men da jeg blev skilt fra drengenes far besluttede jeg, at vi skulle have hund.

Kærlighed ved første blik

Jeg læste side op og ned for at forstå hundes behov og for at kunne vælge den race, som passede bedst til os. Valget faldt på en Bichon Havanese, som skulle være en familievenlig, klog, selskabelig og allergivenlig hund.

Jeg fandt ham på en kennel i Sønderjylland, og vi drog afsted drengene, min mor og jeg. Og vi forelskede os straks i en lille hanhund med en sort ring om øjet, grå ører og ryg. Jeg husker, som var det i går, hvordan drengene på skift sad med lysende øjne med den lille hvalp i armene. Det var kærlighed ved første blik.

Han hed oprindelig Gucci, for kennelen var nået til bogstav G, men vi besluttede, at han skulle hedde Gumle.

Medie hund og konge af Kløckersvej

Gumle flyttede ind i vores liv, mens jeg var på Go’Morgen Danmark. Han lå på studiebordet, når Ole Stephensen og jeg læste op af morgenaviserne de første mange måneder.

‘Lillemanden’ med til fotografen Foto: Anja Ekstrøm

Men han blev ‘fyret’, fordi han bed i gæsternes snørebånd i køkkenet på Hovedbanegården. En af dem, det gik ud over, var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han husker det nok ikke, men vi har grinet af det mange gange siden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange billeder, artikler og redaktioner, Gumle har været med på. Han var med mig overalt, hvor det var muligt. Han var Go’morgen hund, Vild med dans hund og Lorry hund.

Siden blev han SoMe hund simpelthen fordi, han var mit 3.barn og aldrig til besvær. Han var nem, sød og sjov og altid med. På  arbejde, på ferier og til fester. Han åbnede døre og blev en del af næsten alt, jeg foretog mig. Jeg er meget taknemmelig.

Det er så tomt

Jeg havde aldrig forestillet mig, at en lille hund kunne betyde så meget.

Men Gumle blev en integreret del af mit, drengenes, min mors – ja hele min families liv. Min mor og vores ‘bedste’ passede ham, når jeg ikke kunne have ham med, eller når vi tog på ferie uden ham. Eller også gjorde mine veninder.

Mors dag med Gumle

Ofte var han med, som da vi tog på bilferie til Italien, hvor hvor hans forben var gået af led, og jeg købte en hunde trolley, som han sad i som en konge hele vejen gennem Europa.

Og forbipasserende i Zürich, Milano og Modena kiggede på ham og os med lige dele undren og beundren.

Der er tomt herhjemme nu. Ingen der står og tager imod med bjæffen og logren, når vi kommer hjem. Ingen der ligger for mine fødder, når jeg arbejder eller fiser, når jeg holder møder. Ingen der kommer logrende og siger go’morgen og vil have mad og luftes, når jeg søvndrukken kommer ned i stuen. Ingen der ligge i sofaen og vil kæle, eller nedstirrer min tallerken, når vi spiser alene foran tv’et.

Ikke ‘bare’ en hund

Der sidder måske nogen, som tænker: Det er bare en hund. Sådan føler vi ikke. Gumle har været et familiemedlem og et hundebarn i vores varetægt.

Gumles sidste morgen i yndlingshjørnet

Jeg indgik for længe siden en aftale med vores dyrlæge om, at hun skulle sige til, når tiden var inde. Vi har trukket det langt, men denne gang var utvetydig: Skal en hund leve for sine menneskers skyld eller sige farvel, fordi det er for hundens bedste. Vi havde ikke noget andet valg.

Ikke alle fik sagt farvel, men Emil, Rasmus, min mor, hendes ven og et par af mine veninder nåede det. De sidste dage har været hårde. Beslutningen om at sige farvel har været svær og hård.

Men den måtte træffes, fordi Gumle havde ondt og kunne ikke hjælpes. Og dyrlægen sagde, det var tid. Og jo vi har fået en Second opinion og holdt familieråd.

Skt. Hans aften under yndlingstræet, hvor vi sagde farvel næste morgen

Gumle fik den smukkeste og fineste afsked på sit elskede tæppe under sit yndligstræ i haven.

Dyrlægen kom, og han sov stille ind til fuglekvidder og kys. Vi pakkede ham i tæppet med hans bold og havens fineste rose. Og vi stod i havelågen og vinkede, da dyrlægen cyklede afsted med ham i cykelkurven.

Han gav så ufattelig meget kærlighed, latter og glæde, og vi vil savne og huske ham for altid.

Tak lille dejlige Gumle.