Gæsteblogger: Jagten på et ’byt’ er gået ind. Vagtplanen er netop lagt frem i personalerummet, jeg skimmer hurtigt, og jeg kan se, at jeg skal have byttet både fredag aften og hele weekenden væk. Jeg er sygeplejerske og jeg er stolt af det, det blev jeg i en sen alder – som 45-årig. Stiletterne er skiftet ud med fodformede!
Sådan starter Gitte Baagøe Jensen sit skriv i den anden gæsteblog her i august. Resten af året inviterer jeg hver søndag JER til at skrive et indlæg, så vi kommer endnu tættere på, hvad der foregår i jeres liv. Emnet i august er KVINDER & KARRIERE.
Gitte er 48 år og blev uddannet sygeplejerske i en sen alder – som 45-årig. Læs hendes skønne beretning om, at springe ud i noget helt ny. Og hvordan det er at være ‘overgangssild’ i en hektisk hverdag.
Gittes historie:
’Det havde i mange år været en drøm, måske helt tilbage fra folkeskolen. Men dengang var der andet, der trak. Jeg elskede tøj og mode, så det var oplagt, at jeg skulle gå den vej. Det blev til en uddannelse i Magasin Du Nord. Det var en skøn tid, masser af glimmer, glitter, skulderpuder og højhælede sko.
Hvis man på dengang havde nævnt, at jeg engang med tiden ville stå i hvid uniform med dejlige bløde løbesko, praktisk makeup og frisure ville jeg og min familie have grinet højt.
Med tiden, da kæreste og tanken om børn kom på tale, passede Magasin og jeg ikke sammen længere. I en årrække sad jeg på et lille kontor og registrerede kølemiddel i en miljøordning.
Drømmen om sygeplejerske dukkede igen op, men med en handelsuddannelse var baggrunden ikke den rigtige, og jeg måtte den lange seje vej. Først en uddannelse som social og sundhedshjælper. Herefter videre som social og sundhedsassistent og 2 år med arbejde som dette. For herefter at starte som sygplejestuderende på E-læring i 2012.
Nu stod jeg så her en eftermiddag i marts og kiggede på vagtplanen. Jeg var inviteret til bryllup, og netop denne weekend vidste jeg ville være sværere at bytte end ellers. Det var en af de lange: Først en aftenvagt fredag og både lørdag og søndag i 12 timers vagt.
Det lykkedes mig at få weekenden byttet. Men jeg måtte selv møde ind fredag til aftenvagt, selvom jeg vidste, at der ville gå adskillige timer før mit trætte ansigt igen ville ligge i de rette folder, og væskedepoterne under mine øjne ville være svundet! Dagen hvor brylluppet skal stå er ingen undtagelse: Jeg er træt, og der skal mirakler til at blive klar. De fodformede skal igen i stiletter!
Det er formiddag, og jeg igen tilbage på jobbet. Brylluppet gik som et bryllup skal: Glade, unge, smukke mennesker. I dag har jeg en patient, der er døende, hendes familie er kaldt til samtale, det er altid lidt specielt med sådanne samtaler. Familierne er i sorg, og de har tit en masse spørgsmål omkring forløbet.
Under samtalen kan jeg mærke, en hedetur er på vej. Mine kinder og hals bliver varm, og jeg ved fra mine kollegaer, at det er tydeligt, når det kommer. De har tit smilet til mig og spurgt, om jeg har en hedetur. Jeg kan mærke, at brillerne langsomt glider ned på næsen. Forsigtig får jeg rettet dem på plads og taler videre, som om intet er galt.
Hvad tænker pårørende eller andre egentlig, når der står en sygeplejerske med brillerne ned på næsen, med en småsvedig overlæbe og højrødt ansigt, og udstråler jeg i denne situation overblik, empati og troværdighed?
Denne dag er en af de slemme.’
Kære Gitte – jeg er SIKKER på, at din troværdighed ikke sidder i dine hedetur. Den sidder i DIG, din viden, erfaring, menneskelighed og empati. TAK for at invitere os ind.
Du kan læse gæsteindlæggene om Kvinder og Alder her:
Dorthe Rozalia – Det har været en fest at blive 50!
Janet – Aldershysteri er altså spild af tid!
Lene – 50+ – jeg troede jeg skulle nyde livet!
Hanna – For ung til at være gammel
4 kommentarer
Gitte
13/08/2019 at 14:22Ej hvor sjovt Mette at du lige faldt over mig her. Jeg trives stadig i jobbet🤗en af de bedste beslutninger jeg har gjort for mig selv. 🤓
Mette
13/08/2019 at 07:35Hvor dejligt at læse at du trives som sygeplejerske Gitte. Jeg er slet ikke i tvivl om at den ildhu du lagde i alle mine timer, er også at finde i dit daglige virke:-).
De kærligste hilsner fra din gamle underviser i an/fys og alle de andre fag 🙂
Ps. Hedeturene er jeg også begyndt at føle lidt 🙂
Dorthe Rozalia
12/08/2019 at 20:33👍🏻 Respekt Gitte 😊 Sikke en spændende historie om et U-turn i arbejdslivet!
Jeg arbejder med karrierevejledning og rådgivning. Og jeg kan bare ikke få nok af disse spændende og tankevækkende historier der findes. Det giver så meget håb til alle der overvejer at vove sig ud i noget nyt! 🙏🏻 Følg hjertet – der er noget om det! ❤️
tina/mormormedstiletter
11/08/2019 at 19:38Skønt indlæg og dejligt at få et indblik i en helt anden verden end, den der er min:-)