TUSINDVIS har læst mit indlæg for nylig om at gå ned med stress og, hvad det har gjort ved mig og mit liv. Det er blevet omtalt i BT, Avisen DK, og rigtig mange af jer har delt jeres egne stress historier her på bloggen, på Facebook og LinkedIn. Jeg har læst HVER og én af dem. TAK af hjertet for jeres åbenhed og ærlighed. Jeg sidder dog med en underlig knude i maven og tænker: Mette glem nu ikke de stressramte!

Mange ender som en skygge af sig selv – ligesom jeg selv

Hvilken Mette, jeg taler om, vender jeg tilbage til længere ned i teksten.

For mange af jeres historier vidner om, at der er mennesker, der betaler og har betalt en høj pris for deres arbejdsliv. Jeg tænker også på dem, som står midt i det, og ikke ANER; hvad der skal ske med dem, som fx Kirsten, der er færdig med at være skolelærer og som skrev i en kommentar på bloggen:

” Inden jeg overhovedet kan se en fremtid på arbejdsmarkedet, skal zombien nedkæmpes. Hvor trist det end er, har den (stressen) fået en hjælper, Systemet. Det er underligt, at man netop med stress, depression og andre mentale forstyrrelser, hvor sindet i forvejen er på overarbejde, skal erkende, at du straffes økonomisk ved ikke at kunne sætte en dato på din hjernes heling. Det virker fuldstændig absurd at modtage afslag på sygedagpenge, fordi du ikke er dødelig syg, eller du ikke ved præcis, hvornår du kan vende tilbage på fuld kraft. Et brutalt ingenmandsland befolket med zombier uden retningssans.”

Vi har et problem. Danmark har et problem. Verden har et problem – verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at stress vil være en af de største sygdomsfaktorer i 2020. Det er skræmmende.

Og det er ligeså skræmmende at læse, at 35.000 danskere er sygemeldt med stress hver eneste dag. At 430.000 dagligt oplever alvorlige stresssymptomer. Og at 1400 dansker hvert år DØR som følge af stress ifølge Stressforeningen.

I dag holder jeg bla. foredrag om at gå ned med stress og vende tilbage

Og de her tal er ikke engang friske – de er 5 år gamle. Så længe siden er det siden, at man har lavet en større stressundersøgelse i Danmark.

Jeg bliver både frustreret og bekymret, når  socialdemokraterne med deres forkvinde Mette Frederiksen i front går til valg på, at nedslidte danskere, skal have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. Ikke at tanken ikke er fin og smuk – men der er altså noget galt. For de ’nedslidte’ gælder åbenbart kun mennesker, som er FYSISK nedslidte som fx murere, tømrere, bygningsarbejdere, sosu’ere. De tusinder, der er ramt på HJERNEN eller PSYKEN tæller tilsyneladende ikke med. Det forstår jeg som stressramt ikke – det er uretfærdigt og urimeligt. Det er derfor jeg skriver: Mette glem nu ikke de stressramte.

For hvad med socialrådgiverne, folkeskolelærerne, lægener, pædagogerne, gymnasielærerne, journalisterne, som faktisk er blandt nogle af de mest udsatte? Det har jeg lige læst i en anden undersøgelse.

Skal vi ikke anerkende og strække hånden ud til dem, der mentalt eller psykisk er slidt ned, som ikke kan vende tilbage til et normalt arbejdsliv? Det synes jeg personligt, vi har pligt til.

Mange er ligeså invaliderede, som de fysisk nedslidte – du kan bare ikke SE det. Men de kan mærke det, for de bliver heller aldrig ’den samme’, sådan som jeg skrev om forleden. Det er i hvert fald tankevækkende, at mange må skabe deres eget arbejde for at klare sig efter stress.

Hvad gør mon alle dem, der ikke kan?