Det er en af de morgener, hvor hverdagen viser sig fra sin fineste side. Solen skinner. Vinduerne står på vid gab og sender august varmen helt hen til mit skrivested. Lancier-toner og glade stemmer strømmer ind ad vinduet fra gymnasiet overfor. Håndværkerne går og fikser et utæt rør i kælderen. Små ting – men jeg smiler. For jeg elsker dette liv!

Jeg sad i haven hele aftenen med en dejlig veninde og vendte verden over et glas kølig rosé. Græsset i min have har fået lidt farve igen efter et par dages tiltrængt regn. Roserne blomstrer som aldrig før efter måneders sol og varme. What’s not to like.

Min yngste er lige begyndt i skole efter ferien – og den ældste er startet på højskole. Jeg føler mig rig og tilfreds. Og selvom livet på mange måder går i en triviel ring – så er der noget trygt og godt ved, at det er sådan.

De to håndværkere som er her, minder mig om livets ring. Jeg har kendt dem og deres familie altid. De kom op ad trappen med et bredt smil. Den ene har overtaget forretningen efter sin far. Den anden er lige blevet ansat i firmaet. Hans far var restauratør og holdt min 30 års fødselsdag for snart 100 år siden. Alt det bliver jeg mindet om denne morgen. De var små drenge, der piskede rundt i Gentofte skøjtehal for et øjeblik siden. I dag er de voksne mænd med børn og familier. Nu er det dem, der kommer og fikser rør og afløb, når jeg ikke selv kan.

Og sådan går livet og ting ofte i cirkler. Vi fødes, vokser op, kommer i børnehave, skole, vi uddanner os, får job, børn, familie, vi går på pension – indtil det en dag er slut. Og det er i hele denne ’mellemregning’, vi skal huske at stoppe op og se os om i det liv, vi har. Vi skal huske at nyde det – især de små ting som er helt gratis. Som solen, varmen, smilene der bliver sendt ens vej.

Jeg har fået mange smil og komplimenter efter søndagens blogindlæg og min medvirken i Aftenshowet. Mænd og kvinder sender virtuelle pift og komplimenter på min Instagram og Facebook. Også det bringer smil på mine læber og jeg ranker ryggen lidt mere.

Om nogle timer er det weekend. Jeg skal i teater og til 50 års fødselsdag. Jeg kender mest fødselaren professionelt, men der manglede nogle singlekvinder til at balancere selskabet. For sådan er livet også: Vi bliver gift og skilt og pludselig midt i livet knækker vennegruppen over. Jeg har 2 veninder med – jeg har allerede døbt os Charlies Angels, og jeg glæder mig.

Jeg håber, livet smiler til jer derude. Selv der hvor der er smerte og håbløshed, må vi finde håb og glæde. Og mens jeg skriver, ser jeg, at forfatteren Benny Andersen er død. En mand med ordet i sin magt. En sød, munter og utrolig varm og rar mand, som jeg har haft fornøjelsen at møde og interviewe flere gange. Han vil blive husket af generationer for selvom han er væk. så er hans ord her stadig.

“Livet er ikke, det værste man har, og om lidt er kaffen klar!”

Rigtig dejlig weekend.