Hvor bæredygtig er du?

Konkurrence: Jeg havde den dejligste rengøringshjælp, der for mange år siden skældte mig ud, når jeg brugte vores dyrt indkøbte plastikposer fra Brugsen som affaldsposer. Hun brugte også gamle lagener og dynebetræk, som hun rev i stykker, til rengøringsklude. Søde Vivi var dermed langt forud for sin tid. I dag tænker vi os mere om, men alligevel er det meget godt at se sig selv i spejlet og spørge: Hvor bæredygtig er du?

Afleverer du fx dit tøj til genbrug? Genbruger dine indkøbsposer – eller bruger du dem, som jeg engang gjorde, som affaldsposer? Sorterer du dit plast affald og er kritisk med emballage, når du køber ind? Er du til øko eller ikke øko? Har du skruet ned for kødet og op for det grønne? Bruger du staniol eller madpapir: Kører du bil eller cykel? Hvor stort et co2 aftryk efterlader du?

Hvor bæredygtig er du til hverdag?

Hvor bæredygtig er du?

Du kan vinde Min bæredygtige kalender

Vidste du fx, at hver eneste dansker producerer 802 kg husholdningsaffald om året – tilmed en pinlig EU rekord! At hver dansker i gennemsnit smider 62 kg mad i skraldespanden? At hver gang vi køber nyt tøj, så sætter vi et miljøaftryk med mindre, vi køber økologisk? At en familie i gennemsnit bruger 200 meter staniol – som er ekstremt energikrævende at fremstille- til madpakker?  At danskerne i gennemsnit bruger 20 ton sprøjtegifte i vores haver?

Tallene har jeg lige læst i en lille grøn bæredygtigheds kalender, som jeg fik af bogens forfatter, Lone Belling til et foredrag i efteråret. Du kan vinde en af dem – men det vender jeg lige tilbage til længere nede.

For puha, man bliver helt jo svedt, og ærligt: Der ligger en kæmpe forpligtelse hos os 45+ for at rette ind og rette op. Det er jo os, der har forvoldt den enorme ubalance og skade på jorden og klimaet. Og vi kan ligeså godt forberede os på, at det her ikke er en eller anden modedille. Det bliver et livsvilkår for os ALLE. Bum.

Min ældste søn sprang ud som vegetar for et år siden, fordi han som en ung mand er bekymret for sin og klodens fremtid. Han ELSKEDE ellers en lækker ribeye med mors hjemmelavede bearnaise – men bøfferne, kyllingen, ja alt kød er nu ofret i bæredygtighedens hellige navn. Jeg selv inviterer nu til kødløse familiemiddage, og det har heldigvis ikke ødelagt den gode stemning. Og jeg prøver at tænke mig om HVER gang, jeg handler, lader vandet løbe, lyset brænde osv.

Vind Min Bæredygtige Kalender

Hvor bæredygtig er du?

Bæredygtighed: Fra moralsk pegefinger til etisk kompas

Og nu kommer vi så til den bæredygtige kalender. Lone Belling har sat 10 af de små kalendere på højkant her på bloggen. Den indeholder en masse fakta om vores dårlige forbrugsvaner og kommer med enkle forslag til, hvordan vi uge for uge kan blive mere bæredygtige med små bitte justeringer i hverdagen. Den er virkelig genial.

Lone Belling har, som hun selv siger, bæredygtighed under huden, og hun vil gerne bidrage til den bæredygtige udvikling, både lokalt og globalt, og hun mener, at vi alle må bruge de talenter, vi har. Og som hun siger: ‘jeg tror ikke vi kan være i tvivl om at kloden og vores menneskelige samfund kalder på markante omstillinger af måden vi spiser, transporterer os, bor, forbruger etc.’

Hun lærte selv at være bæredygtig fra barnsben: ‘På en måde er bæredygtighed ‘in my bones’ Tilbage fra i 70’erne på bagkant af oliekrise og stigende miljøbevidsthed blev den en del af mit værdimæssige ståsted. Men det er også en del af min ‘mødrene arv’. En farmor der lærte mig at strikke og stoppe strømper, en mormor at sy klippe slidte lagner over og sy den sammen igen, så det slidte kom under madrassen, en mor som var flittig med tøj-reparation  og ‘upcykling’ (det vidste hun bare ikke det hed!) De lærte mig aldrig at smide en rest, en kartoffel eller kålblad ud – alt kan bruges – ingen madspild.’

Jeg er også lige gået i gang med at læse Lones anden bog om bæredygtighed – ’Fra moralsk pegefinger til etisk kompas’ – som jeg skriver om senere. Men jeg synes egentlig, at titlen er ret væsentlig. For bæredygtighed handler ikke længere om løftede pegefingre, men om fremtiden for vores børn, børnebørn – ja for hele kloden.

Sæt et  grønt hjerte i kommentarfeltet, så trækker jeg lod om vinderne.

Rigtig god weekend.

Ps. Jakkesættet som jeg har på er bæredygtigt fra det danske firma Echte.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

92 kommentarer

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her