Godt jeg ikke skal føde idag!

Godt jeg ikke skal føde idag!

Bare rolig, jeg er hverken gravid eller skal føde. Og det er jeg på alle måder glad for. Måske har du som jeg fulgt med i den seneste tids rædselsberetninger fra fødegange forskellige steder i landet. Unge mødre, der bliver sendt hjem kort efter, de har bragt vidunderet til verden. Eller sat i en taxa til et andet sygehus, fordi der ikke var plads på hendes eget. Jeg siger bare: Godt jeg ikke skal føde i dag!

Fra hjemmefødsler til fødefabrikker

Godt jeg ikke skal føde idag!

Min dejlige førstefødte mens vi stadig lå på hospitalet

Da jeg var en ung teenager i Virum, gik jeg dagligt forbi den lokale fødeklinik på Virum Torv. Jeg var for ung til at tænke nærmere over det indtil den dag, den pludselig var væk. For Virums kvinder skulle jo stadig føde! Jeg selv kom til verden en december dag på Peder Mogensvej i Hillerød ved en hjemmefødsel.

Min mor og jeg kørte forbi en dag for at se ’å-stedet’, og på en eller anden måde var det tankevækkende, at mit første møde med verden var i min fars og mors seng i en lille førstesals lejlighed med jordemoder Helwig Lütken.

 

 

Jeg selv fødte begge min drenge på Gentofte Hospital (den gang Amtssygehus). Min ældste kom til verden en varm sommerdag på en nedslidt fødestue med mintgrønne fliser, en hullet Wegnerstol, man ikke kunne sidde i, og toilet på gangen.

Godt jeg ikke skal føde idag!

Og min vidunderlige yngste da han lige var kommet til verden

Men stemningen var god og jordemødrene skabte en tryg og rar stemning. Og efter fødslen var der ikke noget med at blive ’smidt hjem’. Vi blev faktisk på fødeafdelingen nogle dage indtil gulsoten var væk og alt fungerede.

Min yngste blev født en smuk forårsdag ved et planlagt kejsersnit. Intet kaos kun kompetence, en del kvalme og kærlighed. Og mens jeg kom mig med min nye bebs i armene, lå min veninde på hospitalets nybyggede fødeafdeling, som var flot og velindrettet.

Den lukkede få år efter – man undres i dag over hvorfor! Det var dengang. I dag føder langt de fleste på store ’fødefabrikker’ i hvert fald her i Region hovedstaden.

Hvordan skal vores børnebørn møde verden?

Jeg kan endnu ikke kalde mig farmor. Men når og hvis den dag kommer, så håber jeg, at det at bringe et barn til verden bliver en smuk oplevelse uden stress og jag. Med god tid. Og ikke som jeg læste en nybagt mor skrev i en kronik for nylig i Politiken, at hun mistede glæden ved at få et barn. Jeg ryster på hovedet og tænker: Det vigtigste i verden må være, at nyfødte og deres forældre får en god start på livet.

Godt jeg ikke skal føde idag!

Debatindlæg fra Berlingske 24/2

En af mine veninder er ‘doula’. Det er en alternativ ’jordemoder’, der ikke er medicinsk uddannet. Hun er med i fødselsforløbet hele vejen, også ved fødslen både hjemme eller på hospitalet. Men det er kun for dem, som kan betale. Andre må undvære. Jeg har lyttet til flere af hendes dejlige fødselsfortællinger, og jeg synes at alle burde have ret til en fødsel med tid og omsorg. I dag har de færreste den samme jordemoder under sin graviditet. Og når man læser og ser medierne, er jordemødrene  lige  så pressede og frustrerede.

Heldigvis stiller et nyt borgerforslag krav om bl.a. bedre fødsler og rettigheder til fødende. 40.000 har allerede skrevet under. Mødrehjælpen har udformet et manifest for en tryg fødsel. Og mere end 1700 fødende har delt deres fødselsberetning på Facebook i foreningen Forældre og Fødsel.

Måske er der allerede forbedringer på vej. For sundhedsminister Magnus Heunicke lovede fornylig, at alle skal fødselsforberedelse af samme kvalitet landet over. At man føder på det hospital, man er tilknyttet. Og at de nybagte forældre har ret til to døgns indlæggelse med barnet efter fødslen.

Det lyder jo alt sammen fint, men det skal jo lige udmøntes. Og det kan godt være, at VI og vores generation har født, de børn vi skal. Men bør vi ikke bakke op om fremtidens vordende forældre og deres nyfødt, så de får en god start på livet ?

Andre indlæg om forældre/moderskab: Moderskabet er verdens bedste skab!

 

 

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

En kommentar

  • Dorthe

    25/02/2021 at 11:18

    👍🏻😊 Det er så rigtigt Line! Der er noget galt med prioriteringen politisk! En god start betyder alt! Jeg er også taknemmelig for 2 fødsler hvor der var tid nok til at blive hjulpet godt igang.
    Men hvordan mon mine eventuelle børnebørn kommer til verden? 💕Uha. Jeg vil i hvert fald som mormor gøre alt hvad jeg kan privat for at hjælpe til – men det kan ikke erstatte tæt og god støtte fra sundhedsvæsenet! Kh og dejligt du skriver så varieret omkring vores verden 👍🏻😊

    Svar

Skriv et svar