Jeg skrev for en uge siden en klumme i BT. Den handlede egentlig om det amerikanske midtvejsvalg og den hadefulde tone, der hersker ’over there’. Ikke kun blandt politikere og journalister, men også mellem naboer, venner og mennesker, der pludselig ikke kan tale sammen, fordi de er uenige. Min påstand er, at vi desværre ikke er så meget bedre herhjemme. Derfor opråbet: Elsk mere – had mindre!

Alle mine 3 med-kombatanter fra ‘Til middag hos’ har prøvet at få med grovfilen. Naser Khadar lever med konstant PET-beskyttelse

Som jeg skrev i klummen, bliver danske politikere, meningsdannere, kvinder, ikke etniske danskere, ja alle mulige mennesker, som vi af en eller anden grund ikke kan lide, haglet ned, svinet til eller kritiseret sønder og sammen i medier og på de sociale platforme.

Jeg har gransket min hjerne for at forstå hvorfor. Jeg oplever selv tit, at folk jeg ikke kender, sender umotiverede ‘svinere’. Det kan være ting som, at jeg er en egoistisk, selvoptaget møgkælling. En selvpromoverende kvinde, der er blevet for gammel og bange for at blive glemt og ikke kan finde’ the perfect match’. Dertil dum og uintelligent!

Og efter BT-klummen kom der lige et par til, som jeg nu har slettet, fordi jeg ikke vil bruge energi på det.

Men heldigvis er de konstruktive, bekræftende, søde og kærlige beskeder stadig i overtal. Kunsten er at samle på det gode og positive og ignorere det negative.

Træk vejret, tænk efter – måske lægger vreden sig!

Jeg tror ikke, det er en særlig dansk disciplin at give med grovfilen til mennesker, vi ikke kender. Jeg tror det handler om intolerance, mangel på overskud, dårlig opdragelse – og så fordi vi ’KAN’. Det er så nemt i dag at få kontakt til andre. E-mail, sms og de sociale medier har afkortet distancen mellem mennesker. Så når vi bliver vrede, ophidsede eller provokerede af andres meninger eller livsstil, så er det nemt at komme af med vreden – det er bare et tryk på ’send’.

Jeg lærte engang af en klog psykolog, som jeg gik til efter min skilsmisse, at man aldrig måtte handle på en følelse. Kloge Marianne, som hun hed, sagde altid: Vent en dag med at sende din besked. Du føler måske helt anderledes, når vreden har lagt sig. Og tænk hvis vi brugte tiden på at ’tygge på budskabet’ og forstå, hvad modparten mener, i stedet for at flippe ud. Måske havde den, vi blev rasende på, ret?

Desværre er det blevet sådan, at vi helst ikke må træde for meget ved siden af – eller mene for meget og det forkerte. Vi har godt nok ytringsfrihed, men den usynlige ‘Nationens’ kontante hammer hænger truende over mennesker, der tør mene noget højt. Når vores politikere bliver kaldt for ludere, bliver truet på livet og må leve med politibeskyttelse døgnet rundt for at mene noget, andre er uenige i, er vi så ikke ude på et skråplan?

Bare et lille søndags-opråb!

Det er i hvert fald et alvorligt skred i det, som vores demokrati og respekten for det enkelte individ bygger på. Vi giver tit medierne skylden for den hadefulde tone – både i USA og herhjemme. Men jeg synes, det er for nemt at placere ’lorten’ (sorry) der. Vi må som de enkeltpersoner, vi er: Borgere, mødre, fædre, kolleger, venner, veninder sige et tydeligt NEJ til intolerance, trusler, adfærd og sprog, som nærer hadet. Det er vores pligt at være gode forbilleder for vores børn og alle andre, ved selv at tale pænt og respektere andres meninger.

Jeg synes, at livet er for kort til at HADE. Had er en negativ følelse, der fodrer vores indre djævel. ELSK noget mere – også dem, du føler dig provokeret af. Stil dig selv spørgsmålet: Hvorfor bliver jeg provokeret? Har vedkommende måske ret? Kan jeg lære noget af det? Hvis ikke… SÅ lad det fare!

Rigtig dejlig søndag.

PS: Overskriften i BT-klummen var ikke min kop the. Min overskrift var: Hvor kommer alt det had fra.