For 8 dage siden sad jeg ansigt til ansigt med en af Danmarks dygtigste og modigste iværksættere midt på Manhattan i New York. En mand, der er midt i livet, og som har kastet sig ud i det nok vildeste og dyreste projekt i sit snart 53 årige liv: Jeg gad ikke uden familien, sir han uden tøven.

Claus Meyer kunne ligeså godt ligge i en hængekøje på en sydhavsø (og nej jeg tænker ikke på Falster, hvor han kommer fra og har et hotel). Han kunne også hvile på laurbærene hjemme i Danmark og leve fedt af det, han har tjent. Det ville jeg nok have gjort.

-Det kunne jeg måske også have gjort. Det var ikke sådan, at hele min krop skreg på, at jeg skulle ud og indtage verden. Jeg har altid spillet mit liv efter gehør. Og her var der pludselig nogle brikker, der faldt sammen, som i et puslespil, fortæller han.

I stedet for hængekøjen har Claus Meyer satset et stort million beløb – i dollars vel at mærke. Og han sidder denne tidlige morgen på Grand Central Station i New York sammen med mig og mine 2 sønner – og vi er nummer 3 på mødelisten. Min ældste søn filmer interviewet, som I kan se i den fulde længe på Youtube. Den yngste laver video til Instagram og min nye FB-side. Vi er sammen om det her, ligesom Claus Meyer er sammen med sin familie i sit projekt. Og netop familien er hele kernen i eventyret.

-Det er ikke noget, jeg har gået og drømt om. Men på grund af ungernes alder, fordi min hustru og min store pige elsker New York, fordi de små synes, det kunne være spændende, og fordi jeg tror, det er sundt for 10-13 årige at leve i en anden del af verden, det ruster dem til livet og gør dem stærkere. Og fordi det var afsindig spændende at se, om man i en sen alder kunne starte forfra og skabe en organisation fra bunden i et nyt land, gjorde jeg det.

Der skal mere end bare almindelig passion og vilje til at gennemføre et projekt som det her. For det har ikke været nemmere at starte på ny selv med mange års erfaring i bagagen.

-Jeg har helt klar undervurderet, hvor svært et sted New York er at drive virksomhed. Konkurrencen, myndighederne, hvor lang tid ting tager, og hvor meget dyrere alting er. Men der er en chance for, at det kan blive en succes, forklarer han på en uvant ydmyg facon.

Claus Meyer har travlt. Han har kun et halvt år til at gøre sin New York forretning til en velsmurt madmaskine. Det er den tidshorisont, han har aftalt med familien. Og han har så travlt, at han knap nok nyder suset, når han træder ind ad døren på den ikoniske arbejdsplads.

– Jeg føler hele tiden, at jeg er ved at løbe ud for tid. Det er ligesom Hamilton: How can you write, when you’re running out of time, griner han.

Claus Meyer runder 53 helt præcist den 27.december. Men alderen, succesen og pengene får ham ikke til at læne sig tilbage. Tværtimod. På to år har han skabt flere hundrede arbejdspladser i New York – gourmetrestauranten Agern, Great Northern Foodhall, en hotdog bar, et bageri, et mikroslagteri og snart en madskole for fattige børn. Og man tænker uvilkårligt: Hvad er det, han vil bevise for verden, os, amerikanerne.

-Jeg vil gerne være med til at sætte en ny standard for, hvordan man behandler sine laveste ansatte. Herovre har man ikke betalt barsel, barns første sygedag og alt det, vi kender. Jeg har gerne villet tage nogle af værdierne fra danske arbejdspladser herover og bevise, at det godt kan trives i et samfund som det amerikanske. Og så handler det også om at tage det nordiske køkken og se, om man kan etablere det som det italienske og det franske køkken udenfor København, forklarer han.

Jeg bliver helt forpustet – også fordi han taler som et vandfald med både begejstring og bekymring om sit enorme projekt.

-Den store udfordring lige nu er at få produceret maden og drikkevarerne og levere den oplevelse, folk skal have, uden at bruge flere penge, end du får. Og det skal på plads, inden der er gået 10-12 måneder fra nu. Og selvom det vælter ind med ros og anmelderstjerner, så føles det som at stå for foden af et bjerg – og ikke på toppen, siger han.

Det har taget næsten 2 år at nå hertil, hvor han er i dag. Familiens opbakning er altafgørende, og som han forklarer:  Jeg ville aldrig have gjort det, hvis familien ikke var med, jeg gad det simpelthen ikke.

Det fantastiske er så, at alle i familien er med i projektet. Men hvis løftet til familien skal holdes, så skal de hjem til sommer.

-Til sommer er der gået 2 år, og aftalen med børnene er, at de bestemmer, om vi skal hjem. Lige nu er vi ikke sikre på, at det er sundt for projektet, at vi tager hjem. Måske skulle vi vente 3 år. Og privat føler jeg, at tiden er gået så stærkt. Hvis jeg tog hjem om 6 måneder, ville jeg have prøvet at arbejde i New York, men jeg ville ikke have oplevet byen og Amerika. Jeg håber, at pigerne synes det er værd at blive her et år mere.

Vores 20 minutter med Claus Meyer er ved at være slut, jeg har lært, at man kan tage store chancer også sent i livet – der er ingen smutveje, men belønningen er, når det lykkes. Jeg slutter derfor med at spørge, hvad han gerne vil huskes for her I USA.

– Jeg vil gerne huskes som en, der berigede New York. En der kom og gav noget til byen. Det ville være en tragedie at komme herover i en alder af et par og halvtreds og ligne en egoist, der var på jagt efter personlig vinding, slutter han og forsvinder til dagens næste møde.

Se hele interviewet med Claus Meyer på Youtube