Jeg er hjemme igen fra Serra Leone i Vestafrika. Efter en uge i et af verdens fattigste lande, sidder jeg ved mit veldækkede morgenbord, læser min morgenavis, der er blevet bragt til døren. Jeg sover i min dejlige seng i ly for regnen. Jeg er taknemmelig, og dette blogindlæg viser hvorfor. Det er en billed collage, som min ældste søn har lavet. Afrikanske billeder – en virkelig uvirkelighed

Storebror passer på lillesøster

Rejsen har  sat vores liv og velstand i relief. Og indlægget er dedikeret til de mange mennesker, vi mødte på vores vej set gennem min søns linse.

Pigen på det øverste billede er Mabinty på 13 år – min afrikanske datter. Jeg skriver ‘datter’, fordi hun ved vores allerførste møde stak sin hånd i min og proklamerede: -Nu er du min mor! Ikke fordi hun ikke har en. Men fordi hun stak af fra sin familie, hvor stedfaderen bankede hende og ville tvangsomskære hende. Jeg græd stille, da vi sagde farvel. Og det gjorde hun også. For hvad nu ? Får vi skaffet midler til det projekt, vi besøgte – Brighter Horizons?   Mabinty’s virkelighed er så langt fra vores – hun er 13 år og prostitueret i Freetowns værste slum. Hundrede tusinder af piger og kvinder lever sådan i Sierra Leone. Vi kan ikke redde dem alle, men min søn og jeg kan hjælpe ved at sætte fokus på sagen og landet.

Dreng i Kroobay, Freetown slum med 45.000 indbyggere

Denne nat var der indbragt 4 døde i det lokal lighus

Lossepladsen ved siden af Kroobay

På jagt efter noget brugbart på lossepladsen

Mand med ged i sin slumbolig i Kroobay

Alle billeder må bruges mod kreditereing af  min søn: Emil Baun Bartram.

Sidste fortælling om vores Afrika rejse kommer i næste uge. Tak fordi I har fulgt med. Her er link til de foregående indlæg:

13 år og til salg – mit moderhjerte bløder!

Ingen kvinder skal leve sådan!