Det er en helt særlig dag i dag. Det er dagen, hvor min førstefødte kom til verden for 25 år siden. En solskinsdag 2 dage efter Sankt Hans, hvor jeg højgravid havde holdt båltale på Bellevue nord for København. Og så meldte han pludselig sin ankomst et par uger før tid. Han kom til verden på en lysegrøn fødestue med en skøn rødhåret jordemoder. Min Emil – og ja: Det var kærlighed ved første blik!

Engang mor altid mor

På tur med de bedste

Der er så mange floskler forbundet med det at blive mor og far: At det vender op og ned på ens liv. At det er den største oplevelse, man kan få. At man først møder betingelsesløs kærlighed og lykke, når man står med sit nyfødte barn i armene. Floskler eller ej – jeg synes de rammer plet.

Jeg er heldig at have to drenge med både hjerte og hjerne. Og ja, jeg ved godt det lyder nærmest ’brækagtig’ perfekt. Det er det ikke – vi har også vores ’ture’, der er bare ikke så mange af dem mere, nu hvor de er 20 og 25 år, og den ældste ikke længere bor hjemme.

Vi rejser stadig sammen (når mor betaler, og det gør jeg gerne), vi går i byen og spiser sammen, og vi fester også sammen af og til…

Heldige mig…

Og drengene har givet mig mit helt eget hashtag: #morvælterhegnet !  Vi arbejder også sammen fra tid til anden. For med alderen er jeg heldigvis blevet mindre pinlig i mine ungers øjne!

De er som regel det første, jeg tænker på, når jeg står op, og de sidste jeg sender en tanke, når jeg går i seng. Og jeg bekymrer mig stadig, når min yngste ikke er dukket op kl 3 om natten – og sådan vil det med stor sikkerhed være resten af livet.

Engang mor altid mor.

Det slutter ikke når de flytter

På job med mor… EMil i rollen som musiker til en intimkoncert for en kræftsyg veninde

I dag er min ældste  flyttet hjemmefra, mens jeg er så heldig, at min yngste Rasmus bor hjemme. Jeg frygtede den dag, da Emil flyttede, selvom jeg også drog et lettelsens suk over køleskabet, der ikke længere ville tømmes på rekordtid. Madresterne i køkkenvasken. Og vasketøskurven der på magisk vis ALTID var fuld. Men det var sørgmodigt, at jeg ikke skulle se hans glade smil eller få en lille krammer hver dag.

Dagen efter han flyttede, sendte han en stort buket hvide roser med et smukt brev…. ’Flytningen er ikke vores endestation, men nærmere 1.kapitel’.

Og det er præcis sådan, det er blevet. Nye kapitler bliver skrevet i mit moderskab, nu med voksne drenge. Og jeg bliver stadig ramt af den vildeste lykkefølelse, når min ældste kommer uventet forbi og stikker hovedet ind ad døren og med smil i stemmen råber: Hej mutti!

Tillykke til min ældste

I dag siger jeg så tillykke til min Emil, der fylder 25. En milepæl. Et kvart århundrede, og jeg fatter ikke, hvor tiden er blevet af. Men jeg husker som var det i går, da han indtog verden og den lysegrønne fødestue den 25.juni 1996. Det er stadig kærlighed ved første blik.

Andre indlæg om moderskabets glæder og udfordringer:

Nu er der ingen vej tilbage

Fra fantastisk til pinlig