Kære kvinder. Egentlig handler overskriften ikke om mig og mit forhold til dans – jeg elsker at danse, jeg er bare ikke så god til det. Nej det handler om MÆND. Og det er ikke nemt at være mand på et dansegulv – med mindre man hedder Claus Elming, Michael Olesen eller Morten Kjeldgaard, som var min søde dansemand i Vild med Dans i 2009. Det vidner dagens gæsteblogindlæg fra min kloge reklame-kammerat Mikkel. ’Jeg får angst på et dansegulv!’ Skriver han.

Mikkel havde debut som gæsteskribent på bloggen for en uge siden med indlægget: Er din mand også din kæreste. Hvis ikke du har læst det, kan du se det her (5.000 har allerede læst det). Mikkel ved, som jeg tidligere har skrevet ALT om kvinder – som reklamesegment. OG så er han jo ligesom selv en mand, der ved, hvordan mænd (eller nogle mænd) tænker.

I dag handler det om dansegulvet. Mange kvinder elsker at få en svingom en mand. MEN tænk på hvor tit kvinder danser med hinanden, fordi mændende ikke gider. Her får vi en forklaring på hvorfor!

“Jeg stiller mig gerne op foran 100 mennesker, jeg ikke kender og holder en improviseret tale. Det rører mig heller ikke at gøre mig selv til grin foran et kamera. Men gulvet ryster under mig, når jeg bliver budt op til dans.

Mine fødder frygter dansegulve mere end noget andet. Det er helt ligegyldigt, om det er en kvinde, jeg har kendt det meste af mit liv eller en, jeg lige har mødt. Min comfort zone forsvinder på et sekund, og et øjeblikkeligt åbent benbrud ville være yderst velkomment som undskyldning for at slippe.

Jeg takker altid pænt NEJ, når jeg bliver spurgt. Både for at skåne mig selv og det venlige menneske, der byder op til dans. Selvom jeg forklarer, at årsagen er, at jeg hader at danse og ikke kan finde ud af det, så kan jeg se, at hun opfatter det som en afvisning. At det er hende, der er noget galt med. Og hvis det havde været hende den lyshårede med de store bryster, så havde jeg garanteret takket ja med det samme! Arrogante klovn. Må du få din drink galt i halsen, og vælte ned af barstolen.

Bare lige lidt mere Vild med Dans lir fra 2009. Foto TV2 presse

Men det ER vitterligt ikke hende, der er noget galt med. Ikke altid i hvert fald. Jeg kan bare ikke lide at danse, ligesom jeg heller ikke bryder mig om at stå meget højt oppe på en stige. Det er bare ufedt. Længere er den ikke.

Som det høflige menneske jeg kan være, tilbyder jeg ofte i stedet den danseglade kvinde at slå sig ned og snakke. Det synes jeg oprigtigt kunne være hyggeligt. Men det er bare ikke godt nok. For der skal danses, danses, danses. Og gider man ikke, er man sgu lidt kedelig … Og når der nu er DJ og kulørte lamper!

’Se – selv Mogens er på dansegulvet. Så kan du også.’ Det ligger tungt i luften, at jeg faktisk ikke kan være det bekendt. Og dansede jeg ikke med min kone lige før? Jo, men det var en klokkeklar investering i god stemning i taxaen hjem – og så er hun i øvrigt lyshåret og storbarmet. En rimelig forklaring synes jeg selv. Men nej.

Jeg ved godt, at dans i årtusinder har været en fast del af festivitas. Jeg fatter bare ikke charmen ved det. Heller ikke som kunstform. Mine længste to timer nogensinde tilbragte jeg i Det Kongelige Teater inviteret af en balletelskende kollega. Mens han sad med julelys i øjnene, prøvede jeg ihærdigt at finde mening i dét, som foregik på scenen. Efter en halv time gav jeg op. Jeg kunne ikke finde hoved eller hale i al den hoppen rundt suppleret med diverse kække spring. Men musikken og omgivelserne holdt høj klasse.

Hvorfor skal jeg partout ud på det skide dansegulv, når jeg ikke har lyst? Hvad er der galt i bare at nyde musikken, snakke med de andre gæster og køre cocktailkortet støt og roligt igennem?

Jeg starter snart en forening for ligesindede, for jeg ved, at jeg ikke er alene med angsten for dansegulvet. Jeg sad engang til en til en fest sad og snakkede med en ven, som er trommeslager i et kendt rockband. Han spiller for tusindvis af mennesker og lever af musik og af at være på en scene. En kvinde kom hen og bød ham op til dans. Hans øjne ændrede sig på et sekund fra glæde til angst. ”Nej tak. Det er sødt af dig, men jeg danser ikke”, fik han fremstammet.

Det havde hun mere end svært ved at tro. Som musiker? Jeg måtte også melde pas … og der sad vi så. Atter stemplede som kedelige og lidt højrøvede. Dansegulvet er djævlens værk.

De to bøger om den 45-årige reklamekvinde Maria

Om Mikkel Jønsson:

50 år, isammen med Hannah i 32 år, far til 2 børn på 18 og 16

Kreativ direktør på reklamebureauet REPUTATION

Forfatter til bøgerne Udspring, Trekant og Henning elsker at få smæk

Vintosse, tennisenthusiast, fodboldfan (kun Liverpool), vinterhader

Det øverste billede er venligst lånt fra TV2