Det er vores første dag i Freetown Sierra Leone. Vi har netop stillet motorcyklerne efter en hæsblæsende tur i zig-zag gennem byen. Vi står ved indgangen til byens værste slumområde Kroobay – her hvor 4 unge piger i det projekt, vi besøger, bor og betjener sextrængende mænd i nattens slum. Sarah, Anita, Isatu og Mabinty. 13 år og til salg – mit moderhjerte bløder!

Erik Rasmussen med Sarah og Isatu

Solen bager ubarmhjertigt ned fra himlen, og luften står kvælende stille, her hvor vi bevæger os ind i slum-labyrinten. Erik Rasmussen, som står for projektet Brighter Horizons fører os hen til et lille skur og kalder på en mindreårig pige i en rød Adidas trøje.

– Vil du vise Line her, hvor I sover ? spørger han. Hun rækker ud efter min hånd og trækker mig ind i et baglokale i skuret, der er sat sammen af gammelt tømmer og blikplader. I et lille aflukke på 2×1 meter ligger en pige på gulvet og hviler sig. Anita hedder hun. Det er her deres soveværelse.

Pigerne fortæller, at de sover her på skift – jeg tænker ikke rigtig noget, jeg står ligesom bare og iagttager scenen. For det er som at være med i en film.

Fotojournalist Jesper Bloksgaard filmer Mabinty og mig

Vi går videre rundt om hjørnet, de vil vise mig, hvor de rigtig bor her i Kroobay sammen med 4 andre. Udenfor står den 3.pige Mabinty omringet af en masse mennesker. Hun er en lille køn pige med et genert smil. Der hersker lidt kaos omkring hende, for hun er styrtet på en motorcykel to dage forinden og har fået en voldsom hudafskrabning på venstre balle. Vi kigger på såret, der har brug for mere end det rens og plaster, vi har med i tasken. Såret har holdt hende fra arbejdet som prostitueret, fordi hun ikke kan ligge på det. Jeg tænker bare: Godt – for hende, så slipper hun for det så længe. Erik beordrer, at pigen kommer på hospitalet senere i dag, og det kommer hun.

Jeg falder i snak med Mabinty, der ligesom de andre piger taler et forståeligt engelsk. Hun fortæller, at hun har boet her i slummen i halvandet år. Hun blev smidt ud hjemmefra af sin stedfar, egentlig skulle hun have boet hos sin moster, men mosteren er stærkt troende, og for at undgå kvindelig omskæring valgte den unge pige at flygte ind til byen.

Mabinty’s lille kusine

Nu bor hun her hos en tante og onkel, som hun kalder dem. De samlede hende op på gaden, ligesom de gjorde med de andre piger. Sammen bor de i et mørkt og varmt træskur. Udenfor står hendes ”kusine” i et lille plastkar. Den lille pige ser ikke ud til at være normal. Hendes blik er fjernt og tomt, og den lille mave er stærkt udspilet.

Her bor 6 mennesker

Jeg bliver inviteret indenfor i huset, der rummer en stor dobbeltseng med en gammel, mørnet skumgummimadras. Her bor 6 mennesker – det er derfor de har de 2 ekstra sovepladser rundt om hjørnet. De kan ikke være i dobbelt sengen, der fylder næsten hele rummet. Mabinty ejer ikke ret meget, men hun viser stolt en fin rød kjole og nye sandaler frem, som hun netop har fået af sin tante. Jeg spørger om hun ikke har en bamse, eller noget hun har haft med hjemmefra. Og straks finder hun en hvid bamse med rød nissehue frem. Hun lægger sig på sengen, mens hun krammer den, for ligesom at vise, at den sover hun med fra tid til anden. Vi går udenfor, og jeg forsøger at få Mabinty til at fortælle lidt om sig selv sin hverdag og sine drømme.

Jeg ved hun arbejder som prostitueret, ligesom hundrede af tusinder af andre unge piger og kvinder er nødt til her i Sierra Leone. Piger og kvinder bliver ikke regnet for noget, så snart de er kønsmodne, betragter mændene dem som tilgængelige, og mange piger bliver misbrugt og voldtaget af deres fædre, familiemedlemmer, kunder og sågar politiet.

Erik Rasmussen forklarer mig senere, at sex er en vare, som de unge kvinder bliver tvunget til at betale med for at klare sig. Selv unge kvinder, der studerer, må finde sig i, at lærerne kræver seksuelle ydelser for at give dem gode karakterer.

Som vi står her i slummens kvælende varme er der noget barnligt uskyldigt over Mabinty. Hun har ikke bedt om dette liv, men det er det liv, der er hendes. Da jeg spørger ind til hendes arbejde, slår hun blikket ned og svarer: -Jeg lever at af finde penge på gaden, og min tante og onkel giver mig mad. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at tale om livet som børneprostitueret. Jeg spørger alligevel forsigtigt ind til de mænd, hun må servicere, og hvordan hun har det med det. Hun kigger væk og siger kort. – Jeg kan ikke lide det.

Jeg giver hende et forsigtigt klem og spørger i stedet, hvad hun drømmer om, for i modsætning til nogle af de andre unge piger, har Mabinty stadig et glimt af livslyst og håb i øjnene. -Jeg drømmer om at få en uddannelse, og om at kunne gøre en forskel i samfundet en dag, svarer hun.

Hånd i hånd gennem slummen

Jeg får senere at vide, at hun var 12, da hun havde sin første kunde. En mand der tog hende med hjem og havde sex med hende hele natten. Prisen var sat til 50 kroner, men om morgenen bankede han hende og nægtede at betale de aftalte penge. Og så er hverdagen for de prostituerede her tit.

Det er tid til, at vi skal videre rundt i slummen. Da vi går ned gennem gyden stikker Mabinty sin hånd ind i min og læner sit hoved på min skulder og siger: -Nu er du min mor! De andre piger omkring os stemmer i og udbryder: – Og vores mor. Pigerne får ikke mange chancer i livet. Mødet med Brighter Horizons kan være deres vej ud af livet som prostituerede i slummen – så snart der er midler til det.

Her bades, vaskes, gås på toilettet og smides affald

Jeg kigger på min ældste søn, som går nogle skridt foran mig og tænker. Hvor er vi heldige, vi har hinanden, penge, adgang til uddannelse og et sikkert og trygt sted at bo.

Du kan læse meget mere om projektet Brighter Horizons her .

Alle billeder er fotograferet af Emil Baun Bartram og må kun benyttes med kreditering