Jeg nyder at bo alene, men jeg nyder bestemt også tiden med min kæreste. Jeg er 52 og min kæreste er 56. Vi er enige om at nyde tosomheden, når vi har lyst. Vi har begge hjemmeboende børn, som har brug for os som forældre. De konflikter der kan opstå ved at bo sammen med hver vores hold teenagere er vi foruden. Vi elsker tiden sammen men også hver for sig.
Jeg ville ikke være gift med mig selv, jeg er alt for selvstændig, egenrådig og nok også lidt sær.
Tak for et ærligt oplæg Line.

Meget genkendeligt det du skriver.

Et samliv er én lang process, som glidende ændrer sig undervejs. Man starter med at være vildt forelsket, i mit tilfælde fik vi nogle børn, mange rent faktisk fire sammen, og så min datter der kom med fra første forsøg, efter forelskelsen bliver man ofte ramt af dagligdagen og det er vel her et forhold skal stå sin sande prøve.

Det kræver en masse, og kriser har der været. Men de er også overvundet. Fordi forelskelsen bliver til kærlighed. Og ligegyldig hvor urimelig vi ind imellem er overfor hinanden, så er det at vågne op sammen, tage på ferie sammen, nyde oplevelser sammen et bærende element i vores samliv.

Ensomhed og tid alene er der også plads til, meget mere nu hvor børnene er blevet voksne, og det at give plads er med til at styrke kærligheden!

Også når jeg snorker om natten eller min kæreste prutter 😉

Super velskrevet, og dejligt du altid er så ærlig i dine indlæg her på bloggen. 🙂
Jeg genkender meget af det, du skriver. Jeg tror faktisk det er en af grundene til, at vi er mange, der vælger at forblive single. Ikke at man ikke kan se forbi fejl og ‘andres måde at gøre tingene på’, men tosomheden kræver for mange kompromisser – og det er nu rart, at man helt selv bestemmer hvad man gør og hvornår man gør det…
God weekend herfra. 🙂

Virkelig et udfordrende spørgsmål, og jeg ved at BS har kastet samme spørgsmål op i et af hans programmer. Er selv årgang 71’er, med en søn der lige er fyldt 2o år som jeg har boet sammen med i mange år alene. Han er også flyttet hjemmefra og selvom jeg savner ham hver dag, så nyder jeg også den frihed jeg har i, at kunne lufte løbeskoene, mødes med veninder på kaffedate, tage en spontan tur til kbh (bor i Århus) og single. Hvis jeg “løber” ind i den rette, vil jeg være open-minded og give ham plads, og lade ham være MAND! – men med ønske om, at bo alene så vi hver især kan få tid til os selv, og har det som dig Line, at jeg nyder mit eget selskab og har meget brug for, at lade op da jeg arbejder meget og et sensitivt væsen, så han skal helt klart også kunne rumme mine “særheder”. Og så skal han bare være sig selv. Har ikke (længere) en liste over “krav” for vigtigt er det netop som du skriver, at det er vigtigt at se indad – jeg holder mere og mere af det “uperfekte”. Bedste hilsner Lene.

Dejligt at høre det ikke kun er mig der er som du beskriver, men jeg ville gerne være gift med mig selv, det ville være nemt og rart men jeg ville ikke have min læremester som jeg har nu som kan give mig kam til håret, fordi han ikke er som mig, og heldigvis for det, har lært en masse om skygger pga han samt en masse om mig selv, som at slippe min kontrol og slappe lidt af, for kærlighed er vigtigere end at tingene står rigtigt i opvaskemaskine osv. ❤️

Svært men klogt spørgsmål 🤔 som skilt efter mange års ægteskab og i nyt forhold – dog ikke gift, kan jeg kun sige, at man skal gøre sig umage. Tænke ind ad – hvad krav stiller man egentlig selv – og hvad gør jeg selv. Men når man samtidig får lov at være den man er – så tænker jeg – jo det tror jeg faktisk gerne jeg ville 🤔😚 men en god ting at tænke over og samtidig overveje hvordan man kan være med til at gøre dagen i dag god for den anden😚 og sig selv.

🤣🤣🤣🤣 elsker din ærlighed Line… jeg blir sku også i tvivl, så er det godt man “kun” er forlovet❤️selvindsigt er sundt men også skræmmende, fedt du altid “vover pelsen”
Knus
Birgitte