I mange år gik jeg rundt og følte, at jeg ikke var en ’rigtig’ journalist. Det var først sent i min karriere, jeg opdagede, at jeg faktisk var GOD til mit arbejde. For vi er de historier vi fortæller os selv!

Og det var altså den historie, jeg gik og fortalte mig selv. Jeg havde jo ikke journalistisk eksamensbevis, jeg var blevet headhuntet fra mit studie på Handelshøjskolen, og jeg havde kun mit pressekort, mit medlemskab af forbundet, og mange års erfaring.  Historien blev for alvor cementeret en dag på nyhedsredaktionen for mange år siden, hvor en kollega udtrykte sig på denne måde…. ’Nu er du jo ikke rigtig journalist….’

Jeg er ikke forkert!

Jeg tror ikke, der var en nedladende eller sårende hensigt med bemærkningen. Men den satte sig som en indre djævel hos mig, der i årevis stak sit hoved frem og mindede mig om, at jeg jo ikke var RIGTIG men FORKERT.

Jeg har som mange andre kvinder også været dygtig til at fortælle mig selv om mine andre manglende kvaliteter: Uduelig til matematik, for korte ben, grim uden make-up, for store bryster…. Alt har været til indre vurdering i løbet af mit snart 58-årige liv.

Og hvis det ER de negative historier, vi konsekvent fortæller os selv. Ja, så er det den følelse og selvopfattelse, vi automatisk får.

I dag er jeg heldigvis meget klogere. Men jeg skulle nå mit allersidste TV-job, før min negative faglige selvopfattelse blev vendt. Det skete simpelthen fordi, mine kolleger fik mig til at føle, at jeg kunne noget, ingen andre kunne. At min viden og indsigt var særlig og blev værdsat. Jeg glemmer heller aldrig den kollega, der på min afskedsdag holdt en tale og sagde henvendt til de unge journalister og praktikanter: ’I skal bare vide, at I har arbejdet sammen med en af de STØRSTE’ …. TAK!

Min tavle hjælper mig på vej!

I dag gør jeg mig umage for at tale pænt til og om mig selv. Hvis jeg ikke gøre det, hvorfor skulle andre så? Jeg gør mig umage for rose mig selv – og jeg giver ofte mig selv et anerkendende klap på skulderen. Det følelse så rart.

Jeg blev mindet om dette, da jeg var på min Kom i form 45+ Camp i Marbella. Her holder coach og mentaltræner Maria Steffensen oplæg for os, der bla. inspirerer til nye vaner og tankegange. Og hun pirkede til os og spurgte: Hvilke historier fortæller I jer selv?

Som mennesker har vi selv et stort ansvar for at flytte os og ændre både vaner og livsindstilling. Ingen andre kan jo gøre det for os. At være selvkritisk er ikke godt for ret meget. Det nedbryder i stedet for at opbygge – og det er en lettelse at slippe selvkritikken.

Så hvilke historier fortæller du mon dig selv? Og var det ikke på tide at slippe dem?