Tør du,stå ved dit begær og dine lyster?

Tør du stå ved dit begær og dine lyster?

Anmeldelse: Jeg ved, at  overskriften er meget direkte. Men bliv ikke skræmt. Jeg har netop slugt en bog, der bør blive alle kvinders bibel. En bog, der skildrer 3 kvinder, der tør stå ved deres begær og lyster til en meget høj pris. Men hvad med dig? Tør du stå ved dit begær og dine lyster ?

 

Jeg har siddet begravet i den side for side, ord for ord, kvinde for kvinde i 3 dage. Bogen bærer titlen ‘Tre kvinder’ skrevet af journalisten og forfatteren Lisa Taddeo. Det er en international bestseller, som rammer det danske marked den 20.august. Så stil dig i kø hos boghandleren med det samme. 

Tre kvinder

Jeg holder da ferie i Danmark!

Tre kvinder af Lisa Taddeo

En amerikansk journalist følger igennem 8 år tre kvinder. Hun interviewer dem, læser deres dagbøger, deres sms’er og interviewer deres venner, familie og bekendte. Bogen trak tæppet væk under mig.

 

Den er både ærlig, kærlig og åbenhjertig og beskriver de tre kvinder, som har hver deres historie. De har intet med hinanden at gøre og kender ikke hinanden, så vi følger blot de tre kvinder i tre parallelle universer. 

 

Begær, drømme og kærlighed

 

Fællesnævneren er begær, drømmen om at være elsket og i sidste ende, hvor langt vi går i jagten og drømmen på kærlighed. Vi følger kvinderne Sloane, Lina og Maggie, der som størstedelen af verdens kvinder søger kærlighed, opmærksomhed, anerkendelse og respekt. Men som på hver deres måde står tilbage på perronen som tabere, fordi de fulgte deres (eller deres mænds) lyster og hjerte og blev fordømt for det.

 

En dyrker sex med andre for at tilfredsstille sin mand. En bliver voldtaget som ung og bliver udskammet for det og må tage til takke med den mand, hun derefter kan få. Siden lever  hun i et ulykkeligt ægteskab uden begær og kærlighed. Og den tredje bliver udnyttet af en lærer, hun er helt forgabt i. Et forhold der ender i en retssag, hvor hun stemples som løgnagtig og billig og hendes familie som sociale tabere. Og ham som en tro ægtemand og  heltemodig lærer. Og alle er de sandfærdige historier – set fra kvindernes synsvinkel.

 

Det er barske sager. Men det er autentiske fortællinger, der går lige i hjertet og maven. Og som læser identificerer man sig hele vejen med brudstykker af kvindernes fortællinger. 

 

Ikke en mandehetz

 

Bogen er ikke en hetz mod mænd snarere et opgør mod opfattelsen af, at en mand har ret til at udleve sin liderlighed og sine sexuelle fantasier (eller mangel på samme). Og stadig være en mand med integritet og maskulinitet. Mens kvinden, der gør det samme, bliver målt og vejet på normernes moralske vægtskål. Og hun bliver vejet og fundet billig eller tøjteagtig og dømt af samfundets moralske fanebærere.

 

Jeg har sjældent læst en bog og siddet tilbage, følt mig ramt og kunnet identificere mig med kvindernes oplevelser. Og jeg håber, at alle kvinder vil læse den og dele den med deres veninder og mænd.

 

Jeg ønsker for fremtidens unge mænd og kvinder, at de tør slippe moralens tunge åg og tør følge både hjerte, begær og seksualitet uden at skulle skamme sig. ‘Tre kvinder’ bør skrive sig ind i kvindelitteraturen på lige fod med Kinseyrapporterne, Margareth Atwoods, Marilyn French, Suzanne Brøgger, Herdis Møllehave, Leonora Christine og mange mange andre modige kvinder. Læs den!

 

Hvad med dig? Tør du stå ved dit begær og dine lyster?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

En kommentar

  • Henrik V Blunck

    16/08/2020 at 16:29

    Jeg deler dit ønske for den kommende generation. Når vi andre stadig kæmper med at tale åbent og ærligt – og ikke mindst civiliseret! – om de mange emner, som mangler at blive rettet, så må den næste generation vise vejen.
    Når man taler for samtykke, så kommer ‘nå, skal vi lave en kontrakt med nemID, og det hele?’, og hvis man insisterer på ordentlig tone, så er man venstreorienteret naivist. Jo, vi forstår sandelig at holde hinanden i kort snor i Jantelovens uhellige navn. 🙂

    I dét miljø er det ingen overraskelse, at sex, og det at turde stå ved sit begær kan være et tabu. Det burde ikke være det, men er det desværre stadig over 50 år efter frigørelsesperioden. Det skabte ikke helt den åbenhed, at pornoen blev frigivet…
    Så tak fordi du delte dine tanker ifm læsningen af bogen – den må jeg se at få læst også!

    Svar

Skriv et svar