Det er efterårsferie, vores unger har fri og mange forældre har også. Men holder vi rigtig fri ? Eller er det sådan, at mobiler, tablets og computere kører for fuldt blus– og måske endnu mere med Netflix, spil og meget andet. Skal vi slukke eller hva’?

Mobiltelefonen er efterhånden blevet et forstyrrelseselement, som står i vejen for fokus, verbale samtaler, nuet og nærvær. Og NEJ, jeg er ikke et klap bedre selv.

Vi har ikke deciderede mobil-regler her på vores matrikel. Men jeg overvejer det seriøst. Ikke alene på grund af det berømte nærvær – men også for at slukke lidt for den del af hjernen, der er konstant er ”på”. Giv hjernen lidt fred og lukke op for nogle andre sanser.

Som I ved, er jeg begyndt at strikke om aften (læs her), og på magisk vis binder det jo hænderne til pindene, så de ikke fristes af mobilen eller iPad. Min yngste er begyndt at spille klaver igen – ligesom min ældste ofte tog guitaren frem, da han gik i gymnasiet – og uden vi har talt om det, så tror jeg det er for at afstresse hjernen. Vi har simpelthen brug for at slukke.

Nogle gange bliver jeg træt af at høre mig selv som en kopi af mine egne forældre og bedsteforældre, der altid sammenligner med ’dengang de var unge’ ! Men virkeligheden er jo, at der ikke var så mange forstyrrelseselementer, som nu. Mobiltelefonens eksistens gør, at vi nærmest kræver, at vores unger svarer, så snart vi ringer eller skriver en SMS – selv i skoletiden. De har aldrig fred – for så er der også fristelserne fra Facebook, Instagram, Snapchat og alle de andre sociale platforme.

Jeg hørte forleden en mor brokke sig i radioen over, at hendes barn ikke måtte have sin mobil med i klasseværelset. Barnet gik i folkeskolen i en af de små klasser. Hun mente nærmest, det var et overgreb, at hendes barn skulle lægge mobiltelefonen i en kasse før timerne.

Da jeg gik i gymnasiet, ringede jeg stort set aldrig til mine forældre. Og når jeg rejste ud i verden på Interrail som 16, 17 og 18-årig, så sendte jeg et postkort om ugen og ringede KUN hjem collect-call, og KUN hvis jeg manglede penge eller var i problemer. Nu kan vi Skype, sms’e og alt muligt. Vores unger har aldrig fred fra os. Og omvendt. Mon det overhovedet er sundt ?

Og så tilbage til mobilerne i skolen. Hurra for de skoler og gymnasier, som tør have en holdning til mobiltelefoner i klassen. Hurra for de lærere som gennemfører det, selvom eleverne og deres forældre brokker sig. Det er modigt – og formentlig også klogt. Og har en mor eller far overhovedet RET til at kræve, at deres pode skal have mobilen med i klassen ? Mange steder er der regler på arbejdspladser, der definerer hvad vi må og ikke må. Ikke nødvendigvis for reglernes skyld men for sikkerheden, koncentrationen, fokus og effektiviteten.

En mobiltelefon er vel næppe en menneskeret – men en mulighed. Det burde i stedet være en menneskeret at få lidt fred og få lov at fokusere i ro og mag uden 100-vis af  forstyrrelser.

Nu vil jeg lave en mobil-detoxplan for mig selv. Så skal vi slukke eller hva’?

Hav den dejligste efterårsferie fuld af nærvær og fokus !